Jeg vil bare være som de andre

De sidder godt skjult under hendes lyse pagehår. På hver side bag øret sidder de – to små cochlearimplantater, som 13-årige Lova Rose Heick fik indopereret inden sin 1-års fødselsdag. Så spørger man hende, hvordan det er at være fuldkommen døv uden dem på, svarer hun, at hun har vænnet sig til det.

– Jeg har jo ikke kendt til andet, siger hun.

Til daglig går Lova i 7. klasse på en privatskole i Gentofte og hører og taler som sine jævnaldrende kammerater.

Og det betyder meget for Lova. For er der én ting, der er irriterende ved at være døvfødt, er det, at folk tror, at hun skal behandles anderledes.

– Jeg vil gerne behandles som alle de andre i min klasse, for det er ikke rart, når jeg føler, at de andre skal tage hensyn til mig, forklarer hun og tilføjer, at der lige er én ulempe mere ved at have cochlear-implantater.

Læs også: Døve forældre: Her må vi gerne larme

Kæmpe chok for familien

Batterierne til de små høreapparater skal skiftes dagligt, og hun har prøvet mere end en gang at stå med flade batterier i skolen, selv om hendes mor har forsøgt at huske hende på at have et ekstra sæt med.

I det hele taget tackler Lova det at være døvfødt så godt, at alle de bekymringer, der hobede sig op, da familien fandt ud af, at hun var døv, viste sig ubegrundede. Hver og en! For det var da et kæmpe chok, da lægerne konstaterede, at Lova var døv, da hun var blot 10 dage gammel.

– Jeg var i chok og brød sammen. Det eneste, jeg foretog mig i tre uger, var at græde og være ked af det. Der var intet håb tilbage, og jeg syntes, det var så uretfærdigt. Jeg så kun udfordringer. Ville hun blive drillet? Ville hun blive fravalgt af andre? Hvordan ville hendes liv blive? Jeg var rædselsslagen for fremtiden, fortæller Mette.

Familien opdagede også tidligt, at fagpersonerne havde forskellige meninger om, hvad der var det bedste for et barn med høretab, og det var ikke alle, der tog udgangspunkt i den nyeste viden på området. Derfor var der flere veje at vælge, og Mette og hendes mand gik i gang med at ringe rundt til alle fagfolk, de kunne komme i nærheden af, og søgte svar og viden for at kunne træffe de rigtige beslutninger.

Læs også: Rikke og Jens har to døve døtre

Valgte musikken til

– Jeg var på det tidspunkt ikke sådan en, der bare lige ringer op til en ekspert og stiller en masse spørgsmål, så det var nyt for mig. Men der var ikke andre, der gjorde det for os, og det gav jo mening at gå efter det bedste til vores datter. Så det første år var der gule lapper i hele huset med alle de ting, vi skulle huske at undersøge, og ringe til fagpersoner om. Der blev ikke tid til caffe latte på caféer under min barsel, konstaterer Mette tørt.

Det grundige forarbejde fik Mette og hendes mand til at beslutte at gå den vej, vejledningerne fra videnskabelige undersøgelser i udlandet lænede sig op ad. Undersøgelserne viste, at børn, der blev opereret med cochlear-implantater før etårsalderen, og som voksede op med talesprog, havde gode muligheder for at blive alderssvarende sprogligt med deres jævnaldrende hørende kammerater. De talte også for almindelige institutioner, hvor der var hørende børn som gode sproglige rollemodeller. Familien valgte også musik til, selv om alle fagfolk opfordrede til at slukke for det. Lova ville opfatte det som støj, og derfor burde hun ikke udsættes for det. Men Mette skruede i stedet op og tog Lova til babyrytmik og senere på musikskole.

I dag går Lova til sang og teater i sin fritid. At kunne synge med cochlear-implantater er ret unikt, fordi musik har langt mere nuancerede toner, end implantaterne kan gengive. Men Lova er en af de få, der mestrer det. I september i år var hun således inviteret på besøg hos EU-Kommissionen for at synge til åbningen af en konference for innovation og forskning.

– Det var ret fedt, smiler Lova og ser på sin mor, der stolt overværede sin datter. For det er stort i dag at se sin døvfødte datter trodse de dystre forudsigelser for 13 år siden.