Brev til Puk: Kan man sige nej tak til fejring?

Snart fylder jeg 65 år og har dagen forinden 25-års jubilæum i den virksomhed, jeg er ansat i. Det er der ret mange, der mener, at jeg/vi skal fejre. Privat er det venner og familie, der forventer at blive inviteret til stor fødselsdagsfest, mens det med hensyn til jubilæet er mine mange kolleger, der synes, jeg bør takke ja til virksomhedens tilbud om en reception.

Men, men, men … De seneste år har ikke været specielt muntre, hverken privat eller på arbejdspladsen. Selvfølgelig har der da været masser af gode og sjove oplevelser både her og der, men det er desværre de triste, der har sat sig spor i mit sind. Og så tanken om at blive 65 år.

Læs også: Brev til Puk: Unge i dag har måske mere travlt end nødvendigt

Nogle dage er udsigten til ”snart” at gå pension vidunderlig, så får jeg mere tid til alt det, jeg ikke når nu – hus og have, børnebørn, venner og veninder, kortspil, bøger og vandreture m.v.

Og så er der de dage, hvor jeg nærmest gyser ved tanken om, at det er slut med at arbejde, at jeg nu går mod udgangen af livet, og at jeg skal være meget mere sammen med min mand, som desværre lider af ptsd og også har nogle fysiske skavanker. Han er en god mand, men en stakkel, som er meget afhængig af mig.

Nå, men det er nu det med fejringer, jeg vil spørge dig om. Kan jeg godt tillade mig:

1. At melde ud til familie og venner, at jeg ønsker, at min fødselsdag bliver forbigået i tavshed? Min mand og jeg vil så blot invitere børn, svigerbørn og børnebørn til middag ude i byen.

2. At sige til kollegerne, at jeg ikke ønsker en reception for alle i virksomheden, men blot ønsker at samles med dem, jeg er tættest på?

Fødselsdagsjubilaren

Læs også: Puks brevkasse: Har lyst til at melde mig ud af familien

Kære Fødselsdagsjubilaren

Som udgangspunkt synes jeg, du kan tillade dig at gøre, lige hvad du vil. Man har ikke pligt til at blive fejret. Hverken til fødselsdag eller jubilæum.

Men jeg synes til gengæld, at du skal overveje, at der måske er mennesker omkring dig, der har lyst til og brug for at komme af med deres respekt og kærlighed til dig. Det kunne jo være, det endte med at blive en dag, hvor du blev omsluttet af gode vibrationer.

Det vigtigste i dit brev – og det, du allerførst skal lægge dit fokus på – er, at du finder fred med din fremtid. Det er helt utroligt almindeligt at være meget bange for at forlade arbejdsmarkedet. Mange, mange mennesker ryger ned i et sort hul, når de går på pension. De føler sig ubetydelige, gamle, ligegyldige og afstødt. Og når du så ovenikøbet kan se frem til at skulle passe en meget syg mand, så kan jeg godt forstå, det hele er lidt svært.

Læs også: Puks brevkasse: Tilgiv og kom videre

Mit råd til dig er at lægge en god og gennemtænkt plan. Sæt din hverdag i system. Lav en ugekalender, hvor du får prioriteret det, du holder af. Du kan f.eks skrive: Mandag: Museum. Onsdag: Madlavningskursus (eller hvad du nu interesserer dig for). Fredag: Træning. Osv.

Ud fra din korte beskrivelse af dit liv tolker jeg, at du umiddelbart er en kvinde, der har haft mange jern i ilden og mange opgaver, og nu er du bange for at visne helt hen. Du må tale med din mand og fortælle ham, at hvis du skal opretholde energi til at passe ham så godt som muligt, skal du ud og fyldes op med energi. Så fortæller du ham, hvordan du har tænkt dig at gøre det. Og du fortæller ham det som en god nyhed. Du siger: ”Jeg har gode nyheder. Nu skal du høre, jeg har fundet ud af, hvordan jeg fortsat kan være den bedste støtte for dig, når jeg går på pension.” Og så indvier du ham i planen om dine aktiviteter uden for hjemmet.

Når du har fundet fred med din fremtid, tror jeg, du også kan holde ud at blive fejret både til jubilæum og fødselsdag. Og husk, du bestemmer selv, hvor stort det skal være.

Kram og tillykke med det hele! Hvad enten du fejrer det eller ej, er det en bedrift at komme så langt i sit liv.

Kærlig hilsen Puk

Læs også: Brev til Puk Elgård: Jeg skulle have været en plet på lagnet