Kære Puk
Vi smider alt for meget mad ud
Aldrig før har jeg fået så mange små breve som i denne tid. I en del af dem står der bare ”Hvordan har du det?” I andre ”Jeg er bange, er du også?” Og nogle sender mig billeder fra verden, som den ser ud med corona. Min indbakke har aldrig været så fragmenteret før. Det tager jeg som et tegn på, at I dels sender mig tanker i en svær tid, og I dels rækker ud. Når alt er så anderledes, rækker man ud efter noget velkendt. Og jeg er her. Jeg læser jeres breve, og jeg tænker på jer og på alle os, der prøver os frem i en ny situation.
Læs også: Puk Elgård: Jeg har en lille bøn og en øvelse
Jeg kan fortælle, at jeg arbejder, som jeg plejer. Næsten. Jeg laver fortsat ”Go'morgen Danmark”, selv om vi sender fra skoven eller fra min egen baghave. Jeg er glad for at være ude af studiet, men det er besværligt at holde afstand. Vi holder dog afstand, vi spritter hænder, og vi står langt fra hinanden. Det, jeg savner mest, er den umiddelbare kontakt med gæsterne. Det varme håndtryk, som jeg så godt kan lide, findes slet ikke.
Lothar arbejder også fortsat, og Robin skal være student til sommer. Han sidder meget på værelset og får fjernundervisning. Der bliver vist ingen hestevognstur, når han skal have hue på. Ingen fest til den lyse morgen. Han ser ikke sine venner. Vi er sammen på en anden måde som familie. Det kræver meget af os alle, ik'? Det ved jeg, I kan genkende. Lothars store børn har vi ikke set meget længe. Dem savner jeg.
Læs også: Puk Elgård skriver: Stol trygt på min brevkasse
Når I spørger, om jeg er bange, så er svaret ja, det er jeg da. Men jeg er mest bange, fordi jeg ikke kender slutresultatet. Jeg ved ikke, hvor mange der mister livet, eller hvor mange der mister deres økonomiske fundament. Vi ved ikke noget, og det er dét, der er det svære, synes jeg. Vi ved ikke, hvornår vi vender tilbage til den tilværelse, vi alle havde før corona.
Der er meget, der er svært i denne coronasituation, men der er også noget, der er godt. Jorden ånder på en anden måde. Jeg kan mærke, den trækker vejret, og der er mange tegn på, at kloden heler. Og vi mennesker finder fællesskaber. Det kan jeg godt lide. Vi oplever, at vi som mennesker har brug for hinanden. Det er en vigtig lære. Der er mange ildsjæle, som finder nye veje. Vi må kigge efter det gode, der sker, og så må vi lære at navigere i den nye virkelighed. Det skal vi nok få lært. Det er jeg sikker på.
Læs også: Puk Elgård om sin opvækst: Tavsheden var det værste
Så tak for jeres breve. Også selv om det er små pip fra coronaland. Pas på hinanden, og husk at sende taknemlige hilsner til alle, der knokler i vores samfund for at få hjulene til at dreje rundt. Jeg vinker her fra min have, hvor der i skrivende stund er sol fra en fuldstændig blå himmel. Skriv til mig. Del jeres tanker. Jeg sidder klar til at læse.
Stort knus fra Puk
Læs også: Puk Elgård tager Familie Journals brevkasse med rundt i hele verden (link fjernet)
Vi smider alt for meget mad ud
Kan jeg bede dem blive væk?
Mormor kan ikke klare julemaden længere
Støtte til nye forældre
Veninden snakker for meget
Skal jeg sige nej til julefrokosten?
Kender du Demensbønnen?
Skal fotos af hans kone stå fremme?