Puks brevkasse: Venskaber består – eller forgår

I mange år var vi fire vennepar, som var tætte og tilbragte megen tid sammen og havde et væld af hyggelige sammenkomster med mere.

Gennem de senere år har vores samvær dog ændret sig en del. Dels er vi alle blevet ældre, har fået børnebørn og andre interesser end dengang, vi var unge, dels begyndte manden i et af parrene for et par år siden pludselig at trække sig fra os.

​Læs også: Brev til Puk: Jeg føler mig svigtet

Når vi skulle være sammen, meldte han afbud ”i sidste time”, og hans kone kom alene uden dog at kunne forklare, hvorfor han ikke kom. Det var gerne noget med pludselig ondt i hovedet eller maven eller en anden ”syg” undskyldning.

I lang tid tænkte ingen af os nærmere over det, accepterede hans afbud og fandt det dejligt, at hun deltog. Vi undrede os dog lidt over, at de to nu ikke længere lagde hus til vores samvær med god mad, vin og samtaler til langt ud på natten. At de ikke gjorde det, begrundede hun med manglende overskud til at være værtinde, hvad vi så også accepterede, da hun har skrantet lidt helbredsmæssigt.

Men da tiden så kom, hvor nogle af os inviterede til sølvbryllup og runde fødselsdage, og han stadig meldte afbud – nu dog inden svarfristens udløb – da begyndte vi andre at undre os, og vi blev enige om, at en af veninderne, som er tættest på hende med ham, der ikke vil være social med os mere, skulle gå hende på klingen.

​Læs også: Læser til Puk: En veninde stjæler mine cremer

Det gjorde hun, og svaret var, kort fortalt, at han – hendes mand – mente, vi var for folkelige, for kedelige og for smålige at være sammen med! Og hun var til dels enig med ham, men ville alligevel gerne holde kontakten til os.

Nå da! Vi vidste godt, at det par gennem årene også har fået en omgangskreds med mennesker, der nok er ”højere på strå” end os, måske mere finkulturelle og meget mere interesseret i gourmetmad og dyre vine end os, men derfra og så til at give os den svada efter så mange år – det synes vi ikke, de kan være bekendt, selv om vi godt ved, at venskaber både består og forgår.

Vi tre par hygger os fortsat sammen – også med hans kone. Men efter at have hørt, hvad hun havde sagt, har min mand og jeg talt om ikke at invitere hverken dem eller hende, når min mand i september fylder 65 år, og vi vil holde en fest. Kan vi være det bekendt?

Vragede venner

Læs også: Puks brevkasse: Hvor er veninderne nu, hvor jeg har brug for dem?

Kære Vragede venner

Ja, I kan da invitere, hvem I vil, til den fest.

Vi mennesker er lidt skøre, ikk'? Vi fokuserer ofte på det negative. Nu skal du få et eksempel fra mit eget liv, som ligger mange år tilbage, men som jeg stadig husker og prøver at lære af.

Jeg var lige begyndt at lave fjernsyn. Jeg havde meget stor succes med et haveprogram, det hed ”Hokus Krokus”. Der var over en million seere hver gang, og det var meget vanvittigt for mig at opleve.

​Læs også: Brev til Puk: Hun blev fyret og er nu vred på mig

Fordi programmet var så stor en succes, gennemførte et af formiddagsbladene en rundspørge blandt folk på gaden og spurgte, om de skulle se ”Hokus Krokus” den kommende aften. Der var mange, der blev spurgt, og ALLE undtagen én person sagde: ”JA! Det skal vi da. Skønt program. Det ser vi altid.”

ÉN person sagde: ”Nej, det skal jeg fandeme ikke. Jeg kan ikke holde hende der Puk ud.”

​Læs også: Puks brevkasse: Min veninde er tiltrukket af et uhyre

Hvem tror I, jeg fokuserede på, da jeg havde læst artiklen? Alle dem, der holdt af programmet, eller den ene, der hadede mig? I kan gætte svaret, ikk'?

På trods af massiv succes nagede den ene person mig, og min forfængelighed kunne ikke slippe tanken om ham, der bare syntes, jeg var frygtelig.

Jeg skriver dette for at fortælle, at man kan lægge sit fokus forskelligt. Kan I ikke fokusere på de venner, I har det godt med? Fokusere på den dejlige fest, der venter?

Hvis de venner, der ikke længere er så vilde med jeres selskab, er ved at glide ud, så lad dem. Hvorfor bruge skønne, spildte kræfter på det? Aldrig sende god energi efter dårlig.

Go' fest og tillykke, når den tid kommer.

Kærlig hilsen Puk

​Læs også: Brev til Puk: Veninderne lytter ikke til, hvad jeg har at sige