Aldrig mere overvægtig

En konkurrence skulle der til. Ikke utallige lynkure fra damebladene. De virkede ganske vist, men ikke mere end et par måneder. Så steg badevægten igen – og ofte med endnu flere kilo, end der var røget af. Så Susannes datter, Sarah, slog i bordet for tre år siden og sagde, at nu var det nu. I løbet af det næste år skulle mor og datter konkurrere om, hvem der gik flest kilometer. Præmien var et weekendophold betalt af taberen.

Læs også: Britta har tabt 40 kilo

Slidgigt lindret

– Det vækkede et konkurrencegen i mig, som overraskede mig, men det kom da vist også bag på min datter, griner 61-årige Susanne Gandløse fra Strøby på Sydsjælland.

Det gør hun en hel del nu – altså griner – for livet er blevet så meget bedre, synes hun, efter at hun har tabt sig. Nu bliver hun ikke længere forpustet, når hun leger med sine børnebørn, hendes slidgigt er lindret, og så kan hun hoppe i en størrelse medium købt i en almindelig modebutik.

– Jeg skal aldrig mere være overvægtig. Længere er den ikke, siger Susanne bestemt.

Hun har altid haft lidt af en yoyo-vægt og har skullet tænke over, hvad hun spiste. Problemet var bare, at det gjorde hun ikke det meste af tiden. Den lokale bager var velbesøgt, ligesom hun heller ikke holdt regnskab med, hvor mange portioner hun øste op på sin tallerken ved spisetid. Resultatet var en kampvægt, der nåede op på 113 kilo, og havde Susanne ikke billeder, der kan dokumentere det, ville hun næppe tro det. For hun bliver ganske enkelt overrasket, når hun ser gamle billeder af sig selv i dag.

Læs også: Nu passer Marianne tøj med datteren

Ingen is foran andre

– Jeg kan slet ikke huske, at jeg har været så stor. Men det var jeg jo, kan jeg se. Det er underligt, at der aldrig er nogen, der har sagt noget til mig, undrer hun sig. Men at hun vejede mere, end hun burde, har hun dog ikke fortrængt. Det blev hun mindet om, hver gang der skulle nyt tøj i klædeskabet, eller når hun mærkede andre folks fordømmende blikke, når hun kom gående i gadebilledet. Af den grund kunne hun heller aldrig finde på at købe en is og spise den foran andre.

– For jeg var sikker på, at de fleste ville kigge skævt til mig og tænke, hvorfor pokker jeg ikke tog mig sammen og gik på kur. Jeg må indrømme, at jeg i dag selv lægger mærke til det, hvis der står en overvægtig og spiser noget usundt. Jeg tænker ikke dårligt om vedkommende, men jeg ville ønske, at de gjorde det samme som mig, for så ville de få det så godt.

Men hun ved også godt, at det kræver, at man er mentalt klar, og det var hun bare i det sekund, datteren sagde klar, parat, start. Ikke nok med at Susanne snørede gummiskoene. Hun valgte også at søge hjælp hos en kostvejleder online, hvor hun fik en 12-ugers kostplan med 1.400 kalorier om dagen. Ingen hokus pokus-mad, men helt almindelig mad, som også Susannes mand kunne spise, gjorde, at det ikke føltes besværligt eller som en skrap diæt, hvor hun skulle sulte sig selv. Hun ved godt, at det kan lyde rasende let, men det har vitterligt ikke været så svært, forsikrer hun.

Læs også: Pia blev Årets Taber

Masser af motion

Ja, hun har da haft lyst til at spise kager – og det har hun faktisk også gjort. Men modsat tidligere, hvor hun uden at tænke over det nemt kunne finde på at tage to-tre gange af kagefadet, så stopper hun ved det ene stykke. Og så ved hun, at det kræver, at hun giver den ekstra gas med motionen. Tusindvis af skridt. Ud over den 13 km lange cykeltur hver vej til sit arbejde på et apotek i Køge, går hun snildt de anbefalede 10.000 skridt om dagen, og lægger hun en løbetur oveni, viser hendes uundværlige Garmin-ur på håndleddet, at hun har taget 25.000 skridt på en god dag

Efter snart tre år med kostomlægningen og meget mere motion har hun tabt sig næsten 40 kilo. Målet var i første omgang at komme ned under 100 kilo, men da hun nåede det, blev der sat et nyt mål. Lige nu er vægten landet på 74 kilo, og Susannes ønske er at ramme de 69 kilo. Så er hun under 70, og det vil hun være tilfreds med, selv om omgivelserne mener, at hun burde være det nu.

– Jeg føler mig som et helt andet menneske. Det er det bedste, jeg har gjort for mig selv, og nogle gange har jeg da tænkt, at jeg skulle have taget mig sammen for længe siden, men jeg var åbenbart ikke klar før nu. Og denne gang er det for altid. Der er alt for mange fordele ved at veje mindre, til at jeg vil sætte det over styr, fastslår Susanne.