Sophia kom alt for tidligt

Den ene Sophia vejer 917 gram og er 36 cm lang. Hun har en c-pap i næsen – det er en lille ventil, der holder lungerne udspændte, så hun kan få luft til de nye og alt for tidligt fødte lunger. Under den fine kjole sidder der elektroder på hendes bryst, så man kan måle hendes hjerteslag, ilt og puls. Om anklen sidder der en anden måler, der måler iltningen, og i venstre arm er et venekateter. Hun bor til hverdag i en fin æske med lyserødt papir, for hun er en dukke. Heldigvis.

Den rigtige Sophia vejede også 917 gram ved fødslen i august sidste år, men hun sidder ikke stille og roligt i en kasse med silkepapir. Hun er ved at prøve at klemme sig ind på hylden under sofabordet, for det er nu engang det sjoveste, man kan finde på at lave, når man er godt et år og så aktiv, at det næsten er for meget af det gode.

Linda Netschajew og Ole Funck i Helsinge i Nordsjælland er forældre til både det lille menneskebarn og til dukken, som de bestilte, da de fandt ud af, at man kan købe en dukke, der ser præcis ud som det barn, man har fået.

Læs også om Asger, der blev født for tidligt

For Sophias forældre var det vigtigt at have en dukke, som de engang kan vise menneske-Sophia, når hun spørger, hvordan hun så ud som lille. Derfor er dukke-Sophia en nøjagtig kopi af menneske-Sophia, der som 1-årig vejede 7,5 kilo. Hun er stadig en lille én, men hun er absolut rask, selv om hun blev født 23. august 2019 – 10 uger for tidligt.

En lille og vågen er bedre end en stor og doven, siger et gammelt ordsprog, og det er helt rigtigt, når man taler om Sophia. Den lille pige er det bedste, der er sket i Linda og Oles liv, men det har ikke været nemt at blive forældre.

– Vi er 39 og 40 år, og vi havde brug for lidt lægefaglig hjælp, før jeg blev gravid med Sophia. Jeg har diabetes type 2, så jeg vidste godt, jeg skulle gå til flere kontroller i graviditeten – og heldigvis for det, siger Linda og tilføjer:

– Vordende mødre, der har diabetes, går til ekstra kontroller, og i uge 27 blev Sophia målt til at være 30 procent for lille. Det var et kæmpechok for os, for vi havde altid fået at vide, at diabetikere tit får store børn.

– Jeg havde haft det rigtig fint det meste af tiden, men i uge 29 blev jeg sygemeldt på grund af stigende blodtryk og spor af protein i urinen. Det kunne betyde, at jeg var ved at få svangerskabsforgiftning. Da jeg kom til kontrol i uge 30 – ca. 10 uger før forventet fødsel – sagde lægen, at jeg nok burde tage hjem og pakke en taske og komme tilbage inden aften, bare for en sikkerheds skyld. Jeg var patient på Rigshospitalet, fordi jeg har diabetes, så jeg vidste godt, at jeg var i hænderne på specialister, men jeg blev selvfølgelig vildt urolig, fortæller Linda.

Linda blev indlagt og undersøgt efter alle kunstens regler. Et par dage efter blev hun sendt hjem igen, fordi alt heldigvis var fint. Indtil det pludselig ikke var så fint mere.

Livskraftigt pus

– Jeg var næsten lige kommet hjem, da jeg fik smerter. Vi ringede til sygehuset igen, der blev talt om, at det måske kunne være et anfald af nyresten, men det var det ikke, siger Linda.

Linda havde svangerskabsforgiftning, og så var der kun én vej tilbage: Linda skulle have et kejsersnit med det samme.

– Det var jo et kæmpechok. Det var 10 uger før tid, og jeg var så bange for, om mit lille barn kunne klare det. Ole var lige kørt hjem for at lufte hunden, så jeg var alene, da jeg fik besked om, at nu skulle det ske. Heldigvis nåede han at komme tilbage, og Sophia blev født klokken 19.51.

Den lille pige vejede 917 gram og var 36 cm lang. Hun vejede mindre end en pakke sukker, men det skulle man åbenbart ikke lade sig narre af, for den lille ny frøken Netschajew var ualmindelig livskraftig og stærk.

– Vi havde i årevis kæmpet for at få et barn. Endelig lykkedes det, og nu sad vi så der med vores barn og vidste ikke, om vi kunne få lov til at beholde hende. Hun var så lille bitte og skrøbelig, så vi kunne ikke kramme og knuse hende, som vi havde lyst til. Vi var ikke forberedte, og hvor går man hen med al sin kærlighed, når man er ved at dø af angst og bekymring? Vi klarede det, fordi vi blev stærkere sammen og støttede hinanden – og så var det fantastisk at se det lille pus være så livskraftig, som hun var, fortæller Linda og Ole.

Masser af håb

Og det må man sige, hun var. Sophia kunne trække vejret uden hjælp efter fem dage. Hun forlod kuvøsen efter 10 dage og blev lagt i en almindelig vugge med varmemadras. Den lille frøken havde mod på tilværelsen og tog også godt for sig af den gode mælk, så hun voksede stille og roligt. Hverdagene på sygehuset var fulde af kontroller, læger og sygeplejersker, men også dage fulde af håb, for her var et barn, der havde masser af livslyst.

Den 27. november 2019 kom hun hjem til far og mor og hunden Svendsen, en welsh corgi cardigan, der først var noget reserveret over for den nye baby, men nu har overgivet sig, nøjagtig som resten af familien har.

Siden Sophia kom hjem, har der ikke været meget tid til at sidde og tænke over livet og fremtiden, for Sophia har fuld fart på. Hun er ikke skadet af sin for tidlige fødsel, selv om hun dog stadig er lidt lille i det, men så er der jo også plads til hende på hylden under sofabordet, hvor hun gerne vil kravle ind.

Det er blevet hverdag igen, og når Linda ser på billederne fra dengang, Sophia var helt lille, har hun somme tider svært ved at forestille sig, at sådan så hendes datter ud for et år siden. Det var derfor, hun fik idéen om at købe den ganske specielle dukke, som hun tilfældigvis havde set på internettet.

Særlige gaver

I Odense sidder Katrine og syr dukker. Ikke sådan nogen, som man kan købe i forretninger med plastikansigter og indbygget gråd. De her dukker er lavet af stof og syet på bestilling af forældre over hele landet.

Der er dukker, der forestiller et for tidlig født barn, andre dukker har et handicap, fordi de er bestilt af forældre til et handicappet barn, og hun har også lavet dukker til hjertebørn. Dukkerne er ganske særlige gaver til ganske særlige børn, og Katrine kom i gang med at sy dukkerne, fordi en veninde bad hende om at sy en dukke til sit for tidligt fødte barn. Siden er der blevet sendt mange dukker af sted fra Katrines systue. En af dem blev bestilt af Linda, så en dag flyttede dukke Sophia ind i Helsinge.

– Det er meningen, at Sophia skal have dukken, når hun er stor nok til, at vi kan forklare hende, hvordan det var, da hun blev født. At hun skulle have hjælp til at trække vejret, at hun var lille, og at hun havde elektroder over hele kroppen. Jeg tror, det vil være lettere for hende at forstå, når hun kan se og holde dukken med hele udstyret, siger Linda.

Så indtil menneske-Sophia er stor nok, bliver dukke-Sophia i sin kasse oppe på øverste hylde. Hun er et minde om en svær tid, der endte godt.

Læs også om Vibekes tvillinger