Vi holder humøret oppe hos hinanden

Maj-Britt Hartmann Olsen og Pia Wendicke mødtes første gang, da de begyndte i en mødregruppe. De havde runde maver, hævede ben, puddelkrøller i håret og under håret en masse tanker om, hvordan det ville føles at blive mor. Det var nu, deres liv som koner og mødre begyndte og drømmen om det lykkelige familieliv skulle udleves.

Det var i 1988. Det var på den tid, man var på “kartoffelkur” og befandt sig i “fattigfirserne” med arbejdsløshed, gæld og permanentkrøllet hår.

Maj-Britt og Pia boede i Haslev på Sjælland, de var 23 år, havde hver især fundet manden i deres liv og ventede nu hver sit barn. Da de trådte ind i lokalet på det gamle sygehus i Haslev og hen over hovederne på de andre gravide kvinder i mødregruppen fik øje på hinanden, begyndte de at snakke.

Og det har de gjort lige siden. Maj-Britt fik sin datter, Carina, lidt for tidligt, og lige efter kom Pias søn, Marc, til verden. De to kvinder blev hinandens bedste veninder, og de blev vidner til hinandens liv på godt og ondt, for det var ikke alt, der blev, som de drømte om dengang.

Men de har altid støttet hinanden, og Pia er det menneske, der altid kan få Maj-Britt til at se lysere på tingene, også når hendes verden styrter sammen. Derfor har Maj-Britt indstillet Pia til Familie Journals julekurv, den sidste af årets syv julekurve.

Læs også om Anette der fik en julekurv

Deres børn er for længst blevet voksne, Pia har fået sit første barnebarn, og livet har sat sit aftryk på de to kvinder. De har ikke længere puddelkrøller, de er blevet lidt rundere, men de er blevet kloge og modige kvinder, for de har begge haft en del udfordringer i deres liv – og hver gang talte de sammen i timevis.

Denne dag har vi sat dem stævne på en café i Haderslev, for mens Maj-Britt blev i Haslev, flyttede Pia med sin familie til Sønderjylland i 1995.

– Dengang var vi fornuftige, unge piger, der havde fået en uddannelse. Maj-Britt inden for kontor og butik, jeg inden for forsikring og bank. Da vi havde fundet manden i vores liv, skulle vi selvfølgelig også have en familie. Vi kommer begge fra traditionelle kernefamilier med faste værdier, og vi diskuterede det ikke. Sådan var det bare dengang, og det var jo også det, vi havde drømt om. Vi havde allerede hus og have, og vi indrettede på livet løs. Det var dengang, alt skulle være laksefarvet, gyser Pia, der siden har ændret smag på det område.

Meget andet end yndlingsfarven har ændret sig i årenes løb. De to har talt sig gennem problemer i ægteskaberne, børneopdragelse, drømme og håb, opskrifter og alt muligt andet mellem himmel og jord. Først ansigt til ansigt, og da Pia flyttede tilbage til Sønderjylland, hvor hun kom fra, blev det til lange samtaler i telefonen. Først sled de på hver sin gammeldags fastnettelefon, så fortsatte de i de første store mobiltelefoner og videre til den lille Nokia, og nu er det forskellige smartphones. Eller alligevel ikke, for Maj-Britt har stadig en gammel Nokia-telefon. Både fordi hun gerne bevarer de gamle ting, som hun kan lide, og fordi hun er et stædigt menneske, som andre mennesker eller ny teknik ikke skal bestemme over. Og det er netop den egenskab, der har fået hende så godt gennem livet, da hun blev syg i 1998.

Sklerose

– Min mand og jeg stod midt i en travl småbørnsfamilie dengang. Jeg arbejdede på et kontor, og vi havde tre børn, Carina, Sofie og Maria. Der var fuld fart på, og jeg var tit træt. Det var vel meget normalt, tænkte jeg først, men så begyndte jeg at falde over dørtrinnene, og jeg følte mig svimmel, fortæller Maj-Britt.

– Da jeg kom til lægen, blev jeg sygemeldt og sendt videre til forskellige undersøgelser og også en MR-scanning. Den viste, at jeg havde sklerose. Jeg forestillede mig straks, at jeg ville komme til at sidde i kørestol i løbet af meget kort tid, og jeg var fuldstændig fortvivlet, for hvordan skulle jeg kunne klare mit liv med tre børn fra en kørestol? Min mand var heldigvis med til scanningen, og han prøvede at berolige mig, for det var jo ikke sikkert, at det nogensinde ville gå så galt, tilføjer hun.

Maj-Britt fik med det samme en medicin, der hjalp så godt, at hun ikke fik flere attakker, så hun sidder ikke i kørestol. Hendes mand valgte at søge skilsmisse to år senere, og så blev hun enlig mor til tre børn på 12, seks og tre år.

– Jeg følte det som et gigantisk svigt, også fordi jeg følte, at jeg blev kasseret på grund af min sygdom. I den tid var Pia der for mig. Hun var der, da jeg fik diagnosen, og hun var der, da jeg blev skilt. Hun kunne ikke tage min sorg fra mig eller ændre på noget, men hun gav mig styrken til at fortsætte, for min egen skyld og for mine børns skyld. Jeg blev stædig og gal og besluttede mig for at vise, at det her kunne jeg sgu’ godt klare, siger Maj-Britt .

– Jeg har altid vidst, at Maj-Britt var stærk, men at hun var så stærk, vidste jeg alligevel ikke. Hun klagede sig ikke. Hun stod der med sygdom, tre børn og job. Hun klarede det. Jeg beundrer hende så meget, for jeg er ikke sikker på, at jeg kunne have gjort det samme, indskyder Pia.

Men Pia er også stærk. Hun fik også sine udfordringer.

– Jeg er jo fra Sønderjylland, og hjemmefra havde jeg lært, at man skulle tage en uddannelse inden for forsikring eller bankverdenen, og bagefter skulle jeg få mig en god mand og en familie. Der var dog alligevel ikke så megen sikkerhed i mit arbejde, for jeg kom ud i flere perioder med arbejdsløshed. Mit ægteskab blev ikke, som jeg havde forestillet mig. Vi har to børn sammen, men min mand blev syg efter en ulykke, og det levede vi med i mange år, indtil vi blev enige om at blive skilt i år. Vi har simpelt hen slidt hinanden op undervejs i kampen for at få det hele til at hænge sammen. Der har været mange dage, hvor jeg har haft brug for at tænke så positivt, som jeg overhovedet var i stand til, fortæller Pia.

Samme livssyn

Maj-Britt og Pia, med og uden ægtemænd og med og uden børn, har besøgt hinanden på kryds og tværs af Danmark, de har været på ferier sammen, de har grinet og grædt sammen, og imens er børnene vokset op og blevet voksne med egne liv. Pia har foreslået at finde en ny mand til Maj-Britt, men hun fnyser bare, for hun kan klare sig selv.

– Jeg er 55 år og glad for mit liv. Det var svært at få sklerose, og det var svært, da jeg fik tilkendt førtidspension for otte år siden. Med årene har jeg fået leddegigt og en tarmsygdom oveni, og sklerosen gør, at jeg ikke har så mange kræfter, så selvfølgelig var det bedst for mig, at jeg holdt op med at arbejde og fik pension. Alligevel var det rigtig svært at sige ja tak. For mig var det et bevis på, at man hørte til ude i samfundet, når man gik på arbejde og var til gavn for andre, siger Maj-Britt.

– Maj-Britt og jeg ligner hinanden meget i vores livssyn. Vi er opdraget med, at man skal passe sit arbejde og være en god kone og mor. Vi er begge meget følsomme, men heldigvis ikke på samme tid, for på den måde kan vi holde humøret oppe hos hinanden, når der er brug for det, tilføjer Pia.

De er begge 55 år, de elsker at tale længe i telefon eller skrive lange beskeder. De hjælper og støtter hinanden, men de er også forskellige – eller også er de blevet det nu midt i livet.

For Maj-Britt er børnene og de nære ting det vigtigste. Pia står lige nu på bar bund, men hun vil gerne give sit positive livssyn videre til andre mennesker.

Læs også om Zoe og hendes mor

– Mange af os voksne kvinder har i al for lang tid tænkt negativt om os selv. Vi har været utilfredse med vores udseende eller ment, at vi ikke slog til. Sådan har jeg også haft det, og det har jeg kæmpet med. Jeg er nu blevet skilt, vi har solgt huset, og jeg er nået frem til, at jeg vil noget andet med mit liv end forsikringer og salg, siger Pia.

– Senest har jeg arbejdet med mennesker med demens. Jeg interesserer mig for lydterapi, og hvordan den kan hjælpe både den syge og de pårørende, og det håber jeg at komme til at arbejde med. Tiden med skilsmissen har været svær for mig. Derfor betyder det alt for mig, at Maj- Britt har valgt at fortælle mig og resten af verden, at jeg er et menneske, der betyder rigtig meget for hende, tilføjer hun.

Og så ender denne dag med, at de to kvinder krammer hinanden, inden de går tilbage til hver deres liv. Det liv, der ikke blev, som de drømte om engang, men alligevel et godt liv, der takket være deres venskab gjorde dem til de allerbedste udgaver af Pia og Maj-Britt.