Kære Puk
Mormor kan ikke klare julemaden længere
Det kan lade sig gøre at ændre sit liv. Cecilie Roland er beviset på det. Engang var hun et barn, der altid var ked af det, og det var der også grund til.
Hendes far var alkoholiker. Når der var for mange kaninunger, grillede han dem til aftensmad, gaver var noget, der blev givet, og noget, der også blev taget fra hende igen, da hun var lille.
Cecilies mor blev alene med Cecilie og hendes søster og brugte alle sine kræfter på at holde sin lille familie på ret køl. Cecilie blev mobbet sønder og sammen i skolen, og det meste af tiden var hun nærmest usynlig, for de andre voksne så ikke den lille blege pige, der bare så gerne ville ses. Den eneste voksne, der tog sig af Cecilie, var hendes mor. Hun fortalte sin datter, at hun var god nok, men det var ikke nok for et barn, der higede efter opmærksomhed.
Nu er Cecilie 27 år, kæreste med Kasper og mor til to. Hun bor på Lolland, hun er uddannet bioanalytiker og senere uddannet folkeskolelærer med speciale i matematik og fysik. Hun er lykkelig, og hun har en familie, men størst af alt er hun i live, og det er bestemt ikke en selvfølge.
Læs også om Majbritt der fik livsglæden tilbage
For hun har eksperimenteret med stoffer, hun har været selvskadende, og hun har lidt af bulimi i flere år, men også det er slut. Nu er hun endelig bare Cecilie – og foruden sine børn har hun netop sat endnu et “barn” i verden. En bog, der hedder “Som ringe i vandet”. Den handler om Cecilies liv, men er også en gave til andre unge mennesker, der har rigtig ondt i livet.
– Jeg begyndte at skrive min bog for seks år siden. Jeg samlede alle mine dagbøger, og så begyndte jeg den her fortælling om mig selv til mig selv og til alle andre, for der er mange børn, der har det, som jeg havde dengang, fortæller hun.
– Jeg var et barn, der elskede mine forældre og kæmpede for at blive elsket og set af dem. Vi var fattige, min far drak pengene op, vi flyttede fra sted til sted, og en dag blev de heldigvis skilt. Min mor fik arbejde og holdt sammen på vores lille familie, men så var der min far … Vi besøgte ham, han drak, og han kunne faktisk ikke klare at være der for os. Måske begyndte min ensomhed her, fortsætter Cecilie.
En lille pige skal ikke stå ved siden af sin far, når han drikker sammen med de andre gutter på torvet. En lille pige skal ikke sendes i byen efter øl og cigaretter, og en lille pige skal ikke forsøge at være den sødeste pige i verden for at blive bemærket. Men sådan var livet for Cecilie.
– Da jeg begyndte i skolen, blev min mor kæreste og senere gift med min klasselærer. Det var kærlighed ved første blik, og han hjalp mig rigtig meget i de næste mange år. Jeg var ordblind, men det fandt man først ud af i gymnasiet, men min stedfar gjorde alt, hvad han kunne, for at hjælpe mig gennem skolen. Jeg var et nemt mobbeoffer. Jeg var ikke god til at finde ud af, hvordan jeg fik venner, og når de andre børn så begyndte at drille mig, tænkte jeg, at det måtte være min egen skyld. Det var jo bestemt mig, der var noget i vejen med, for det sagde min far også, når han skældte ud.
– På den måde blev jeg et ensomt barn, der bare prøvede og prøvede at passe ind. Jeg skiftede skole flere gange, og hver gang prøvede jeg at blive, som jeg troede, de andre børn gerne ville have mig. Først var jeg den søde pige, så blev jeg punkpigen. Det handlede kun om, at jeg ville have opmærksomhed og venner. Jeg fik en kæreste i det hårde miljø, hvor jeg var begyndt at hænge ud, og da jeg var 16 år, begyndte festerne og stofferne, for jeg sagde ikke nej til noget.
Da Cecilie var 13 år, skrev hun i sin dagbog: “Kære Dagbog, nu har jeg fået anoreksi. Så må vi se, hvad der sker ved det.”
Læs også om Iben der blev mobbet
– Det lyder meget dramatisk, kan jeg godt se, men jeg ønskede virkelig så stærkt at få anoreksi. Så ville de voksne tænke, at jeg var syg, og hjælpe mig og give mig den opmærksomhed, jeg gerne ville have. Jeg fik ikke anoreksi, men mine tanker dengang blev starten på de næste mange år med en spiseforstyrrelse.
– Teenageårene var forfærdelige. Jeg hadede alt ved mig selv, jeg hørte ikke til, jeg var ikke normal. Sådan var følelsen, men da jeg begyndte at skære i mig selv, fik jeg ro i mine tanker en kort tid. Jeg skar i mig selv i flere år, men så ville jeg gøre min krop perfekt. Jeg opdagede 5:2-kuren, og det viste sig, at jeg var god til at være på kur. Så god at jeg udviklede bulimi, som jeg led af i 10 år, fortæller Cecilie.
Bag det hele lå stadig Cecilies drøm om at være normal, at få en familie, mand og børn, at være almindelig – og hun var faktisk godt på vej.
– Jeg var 22 år, jeg var blevet uddannet bioanalytiker og var stadig kæreste med den fyr, jeg havde kendt i flere år. Vi lagde festlivet bag os, droppede stofferne, levede sundt, og så blev jeg gravid. Da vores søn blev født, var jeg fuldstændig lykkelig og i ro med mig selv. Han blev midtpunktet i min verden.
Men bulimien var ikke færdig med Cecilie. Den kom tilbage, og da hun og hendes kæreste gik fra hinanden efter syv år, blev spiseforstyrrelsen det, der kontrollerede hendes liv fuldstændigt.
– Når jeg ikke længere var nogens kæreste, hvem var jeg så? Jeg anede det ikke. Jeg skiftevis åd som en gal og kastede op. Jeg passede mit arbejde, indtil de opdagede, at jeg kastede op. Mine kolleger var søde og omsorgsfulde, men jeg kunne ikke rumme det. Jeg kunne kun overskue at passe min søn og min spiseforstyrrelse. Når jeg blev slank nok, ville nogen elske mig, for så ville jeg endelig være værd at elske. Jeg ved, det er en forskruet tankegang, men det vidste jeg ikke dengang.
– Vores søn boede hos sin far hver anden uge, og i den uge spiste jeg, kastede op og sov. Jeg gik ikke længere på arbejde, og der var kun ensomheden og maden og tankerne tilbage, indtil en ny kæreste sagde til mig, at jeg var syg og skulle i behandling.
– Det irriterede mig egentlig, men jeg gik derhen, fordi jeg stadig så gerne ville være normal, og det blev starten på et andet liv.
Cecilie kom i behandling og videre til terapi.
– Jeg kom i kognitiv terapi, og det var det helt rigtige for mig. Jeg lærte langt om længe, at jeg er god nok, som jeg er, og størst af alt: I alt for mange år var jeg den Cecilie, de andre gerne ville have, at jeg var. Nu er jeg bare mig selv. Behandlerne kaldte mig den lille pige med det store hoved, fordi jeg altid tænkte så meget. Nu håber jeg, at mit hoved er helt almindeligt.
Cecilie har nu været rask i to år. Hun har taget en ny uddannelse til skolelærer med speciale i matematik og fysik. Hun mødte sin nye kæreste, Kasper, og de har fået en datter sammen. De ligner en normal familie – hvis der i virkeligheden er noget, der kan kaldes normalt.
– Jeg er i hvert fald lykkelig. Min kæreste og jeg er gode til at støtte hinanden, og vi har en fælles drøm om at leve et ganske almindeligt liv med vores børn. Jeg har haft et hårdt og svært liv, men jeg håber, jeg kan bruge det til at opdage og hjælpe børn, der også er “usynlige” i skolen. Det er også en af grundene til, at jeg har skrevet min bog, siger Cecilie.