Socialt Set
Bedsteforældres rettigheder
Lærke troede på mirakler, da hun var 10 år. Hun havde fået at vide, at hendes mor, Karina, var alvorligt syg, fordi svampen i hendes lunger voksede og voksede. Lærke vidste, man kunne dø af den – men det kunne vel ikke gælde for hendes mor?
Det gjorde det, for der skete ikke noget mirakel dengang i Svendborg. Lærkes mor, Karina Tuemand, døde som 36-årig. I 1993 var hun en af de første i Danmark, der fik transplanteret både hjerte og lunger. Hun var den første danske kvinde, der blev mor efter operationen, og hun nåede at få både uddannelse, mand og børn og præcis det liv, hun gerne ville have – også selv om det blev alt for kort.
Så den 10-årige Lærke havde ret: Der sker mirakler, men mirakler har brug for hjælp. Karina blev mor til Lærke og Gustav, fordi et andet menneske gav hende sit hjerte og sine lunger. Derfor er det Lærke og Gustav, der er miraklerne i denne fortælling.
Nu er Lærke 20 år og går i 3.g på Svendborg Gymnasium. Hun bor stadig hjemme hos sin far, Nikolaj, i det hus, hvor hun er født. Når Nikolaj ser på sin datter, ser han en smuk, ung kvinde, der er helt sin egen, og han genkender stædigheden og livsmodet fra den kvinde, han elskede. For Lærke har en mission, ligesom Karina havde det.
– Jeg vil gerne have, at alle mennesker tager stilling til, om de vil gå ind for organdonation eller ej. Jeg siger ikke, man skal sige ja, men jeg synes, man skal bestemme sig for, hvad man ønsker at gøre med sin krop, inden man dør, siger Lærke.
Læs også om Nadia der fik en donor
– Min mor blev født som hjertebarn, og det var hele tiden klart for både hende selv og hendes familie, at hendes liv var på lånt tid. Hun var gennem hele sit liv klar over, at hun ikke ville blive gammel, og hun kæmpede for, at vi alle skulle tage stilling til organdonation.
– Som 18-årig fik hun en dobbelt transplantation og fik nyt hjerte og nye lunger. Operationen gik fint, og det blev endnu mere vigtigt for hende at kæmpe for andre hjertebørn og fortælle, hvordan det var at leve et liv med et nyt hjerte.
– Da hun var 21 år, kørte hun turen fra Esbjerg til Rigshospitalet i København på rulleskøjter for at gøre opmærksom på hjertebørn – og for at få folk til at tage stilling til organdonation. Hun fik sit budskab igennem, fortæller Lærke, der med rette er stolt af sin seje mor.
– Man kan, hvad man vil, sagde min mor. Det siger jeg også, men jeg er ikke min mor. Jeg er Lærke, og mit budskab er, at vi skal sige ja eller nej til organtransplantation, så familien ikke skal stå i en svær situation og vælge, hvad der skal ske med det menneske, de elsker.
– Jeg var dybt ulykkelig, da min mor døde i 2011, og hvis nogen havde spurgt mig eller min familie dengang, havde vi stadig sagt ja til transplantation, men det havde været svært for os at tage det valg på lige det tidspunkt. Jeg hverken kunne eller ville se i øjnene, at min mor skulle dø. Derfor skal vi træffe et valg om det ene eller det andet, inden det bliver familien, der skal afgøre det, fastslår Lærke.
Hun og hendes familie har altid talt om døden, også dengang Karina levede.
– Jeg har altid vidst, at min mor var syg, og, at hun havde fået et nyt hjerte og nye lunger, før hun fik os, og vi vidste også, at hun ikke var så stærk som andre mødre. Men vi havde en dejlig barndom, næsten som alle andre børn, som vi kendte her i gaden og i skolen.
– Den sommer, vi tog på ferie på Bornholm, blev hun syg. Hun havde jo nærmest ikke noget immunforsvar, så hun fik en infektion og svamp i lungerne. Jeg var bange for, hvad det betød, og forestillede mig det som en farlig champignon, der angreb min mor, husker Lærke.
Karina vidste, det kunne ende med, at hun ikke overlevede den infektion, og hun begyndte at fortælle sine børn om døden. At hun en dag måske ikke ville være der mere, men at hun alligevel altid ville være der. I deres sind og i deres tanker.
Karina døde 18. juli 2011, da Lærke var 10 år og Gustav syv år.
Fordi Karina vidste, at hun ikke blev gammel, ville hun leve livet fuldt og helt i den tid, hun havde. Hun blev uddannet lærer, som hun havde drømt om. Hun fik den mand, hun elskede, og de valgte at få to børn sammen, selv om det måske kunne gøre hendes liv kortere. Hun efterlod sig en familie, der var i stand til at komme videre, fordi hun havde givet dem modet og styrken til det.
– Det var en kæmpe sorg, da jeg mistede min mor. Jeg var vred, fordi hun havde forladt os. Jeg troede ikke, vi kunne leve videre uden min mor. Jeg syntes heller ikke, at jeg nogensinde mere måtte le og være glad, for hvordan kunne jeg det, når min mor var død?
– Min lillebror og jeg er vokset op her i gaden, og vi har altid kendt alle mennesker omkring os. Derfor blev jeg heller ikke hende der ”pigen med den døde mor”, som andre børn hviskede om. Min mor blev begravet på kirkegården, der ligger i nærheden af vores hus og lige ved siden af den skole, hvor jeg gik. Min mor havde selv valgt gravstedet, hun ville gerne ligge et sted, hvor hun kunne høre, at der var liv omkring hende. Når jeg gik hjem fra skole, besøgte jeg hende og fortalte hende om alt det, der skete i mit liv. I starten gik jeg over til graven hver eneste dag. Det gør jeg ikke mere, men min mors død er en sorg, jeg aldrig kommer over, men jeg lever med den, siger Lærke.
Læs også om Lis og Erik der blev søskende
Man siger, at tiden læger alle sår. Måske. Men døden blev alligevel lidt lettere at bære for en lille pige med fletninger og fregner, fordi Karina havde talt med sine børn om døden. Nok kunne hun ikke længere være hos sin familie, men hun havde givet dem så meget kærlighed og så meget styrke, at Lærke, Gustav og Nikolaj kunne samle trådene op og leve videre.
– Nu er jeg 20 år og har levet lidt over halvdelen af den tid, min mor nåede at få. Man ved ikke, hvor længe man lever, og jeg ønsker inderligt, at folk vil tage stilling til organdonation, inden det er for sent. Det er et svært valg at tage for nogen, men det er et endnu sværere valg at tage som pårørende. Jeg tror, det er sundt at forholde sig lidt til sin egen død, og det er sundt at tale om døden, siger Lærke
Hun er voksen og på vej videre ud i livet. Til sommer bliver hun student, bagefter skal hun ind til Forsvaret i fire måneder, og indtil videre er drømmen at søge ind til politiet. Hun vil gøre en forskel, som den anonyme donor gjorde det, dengang han eller hun gav Kristina et nyt liv. Hun vil også gøre en forskel, som hendes mor gjorde det – hun skal bare finde sin egen vej her i livet.
– Hendes mor ville have været stolt af hende, siger Lærkes far, Nikolaj, og man tror ham.