Ponypatruljen på besøg: Vi vil bare sprede glæde

Ponypatruljen når knapt nok at træde ind i det store, fælles køkkenalrum på bostedet Taxhuset i Taastrup, før både beboere og personale udbryder:

– Se, de har glimmersko på!

Og ganske rigtigt. Shetlandsponyerne Per og Phoenix har fået klokker på hovene, så det ligner, at de har glimmersko på. Grimerne har ligeledes remme med glimtende sten, men det er til gengæld lidt sværere at se for de to herrers imponerende hårpragt.

– Hvor er de søde! Hvor gamle er de?

– Per er 12 år, og Phoenix er fem år. Så han er stadig kun en lille teenager, der laver spilopper, hvorimod Per er lidt mere rolig, svarer 29-årige Sophie Klint med et smil og kigger ned på Per, der står helt stille, idet en beboer giver ham et kram.

Læs også: Børn skal have lov til at være børn

Det bliver pludselig tydeligt, at Per også er den mest erfarne af besøgsponyerne, da et par fade med æbler og gulerødder kommer frem. For mens Per tålmodigt venter på at få en godbid af en beboer eller personalet, har Phoenix glemt alt om at stå stille og blive aet. Han vil meget hellere støvsuge alt spiseligt, han kan komme i nærheden af.

– Nogle gange kan de godt blive lidt ivrige. Men han ville helt sikkert elske, hvis du tog fadet ned til ham, siger Sophie i sjov til en af beboerne, der forsigtigt rækker Phoenix en gulerod. – Og nu er I bedste venner! Det var nemt, ikke?

Glæden ved heste

Taxhuset er et specialiseret bosted for senhjerneskadede, så de fleste beboere sidder i kørestol, men det ænser ponyerne ikke. Tværtimod går de troligt rundt for at få godbidder og blive nusset af alle, der tør røre dem.

Nogle af dem, der ikke holder sig tilbage, er Christina, Lisbeth og Marianne på henholdsvis 38, 40 og 47 år. De tre kvinder fik en blodprop i hjertet, da de var i slutningen af tyverne, som har gjort, at de i dag er hjerneskadede og bruger enten rollator eller kørestol.

– De er så søde, udbryder Marianne, der begyndte til ridning som 10-årig, og som trods sine motoriske udfordringer efter blodproppen stadig rider hver fredag. Per snuser til et af fadene, der står på bordet ved siden af hende, og hun viser ham, at det allerede er tomt: – Der er ikke noget. I har spist det hele.

– Det kan ikke passe! Vi har jo næsten ikke spist noget, siger Sophie, der lader, som om hun er en forarget Per. Han pruster samtykkende, og alle griner, inden Sophie tilstår: – Der er nok en grund til, at den lille fyr har så fin og rund en mave – og det er ikke, fordi han sulter!

Læs også: Lykken er, at mine børn nu kender deres morfar

Indre ro

Sophie smiler og joker meget med beboerne.

Men for syv år siden fik hun en depression efter mange års mobning og et nært familiemedlems død. Hun blev derfor anbefalet at finde nogle hobbyer, som gjorde hende glad, da hun var barn.

– Det eneste, som jeg kunne komme i tanke om, var heste. Så jeg startede med at betale for at passe en hest, og ude i den stald stod Per. Han havde et helt særligt sind. Han kunne mærke, hvis jeg havde en god eller dårlig dag, og han var opsøgende og rolig. Det gav mig bare en glæde og en indre ro, fortæller Sophie, som endte med at købe den godmodige pony.

Læs også: Det er aldrig for sent at prøve noget nyt

Da hun begyndte at få det bedre, tænkte hun over, hvad der havde været årsagen til det. Hun kom frem til, at opskriften hed Per.

– Jeg fik det bedre, fordi jeg fik kærlighed fra et dyr, der ikke krævede noget tilbage, og så tænkte jeg, at det måtte alle andre også prøve at opleve.

I 2018 startede Sophie derfor Ponypatruljen, og de har siden da besøgt cirka 40 forskellige bosteder og plejehjem. Og selv om aspiranten Phoenix mangler noget af Pers ro, er begge ponyer trænet i pludselige bevægelser, høje lyde, stærke farver og presenninger, der flagrer. De kan endda benytte en elevator, så flere beboere kan få glæde af dem.

– Jeg håber i hvert fald, at det er en oplevelse, de kan få glæde af i lang tid. Og at det er noget, de kan snakke om, og som de kan tænke tilbage på med et smil på læben, siger Sophie.

Læs også: En oplevelse for livet: Jeg kan mærke, vi gør en forskel

Oplevelse for livet

Sophie har været erklæret rask det seneste års tid og arbejder i dag fuld tid som socialpædagog på et bosted for voksne autister og udviklingshæmmede. Selv om der er sket meget i Sophies liv i de seneste par år, bliver fritiden stadig brugt på hjertebarnet.

– Og det er helt frivilligt. Jeg plejer at tage 100 kroner for benzin, men ellers bruger jeg min egen løn på det, forklarer Sophie, der i dag har fået hjælp af 15-årige Laura, som holder Phoenix.

– Vi kommer ud to til otte gange om måneden, men det skifter meget. For lige nu har jeg ikke min egen bil, der kan trække, så det kræver, at der er en, der har tid til at låne deres bil ud. Det ville være helt ideelt, hvis der kom en sponsor, og vi så kunne komme ud et par gange om ugen. Men når det er min egen pengepung, der også skal kunne følge med, bliver jeg desværre nødt til at begrænse det, siger Sophie og understreger, at det ikke er pengene, men glæden ved besøgene, der er det vigtigste for hende:

– Det giver jo mig lige så meget glæde at se andre, der får glæde af det. Samtidig kan jeg se, at det også giver noget til ponyerne, som også synes, at det er megahyggeligt. Så det er bestemt ikke noget, jeg ville undvære!

Læs også: I dag er en god dag

Christina, Marianne og Lisbeth er enige i, at besøgsponyerne er uundværlige. De vil meget gerne snart have besøg af Ponypatruljen igen.

– Det er dejligt, at det findes, så vi kan få besøg. For det er en oplevelse for livet, siger Christina storsmilende.

– Ja, det er det hele værd, supplerer Marianne, der også har et par idéer i ærmet: – Vi kan lave en lille fold ude på græsplænen, så de kan bo her!

Phoenix skraber med hoven, og Sophie må påminde ham om, at fadene med æbler og gulerødder er tomme.

– Nå, han har spottet et stykke æble, der ligger på gulvet. Det er derfor, at han skraber med benet.

Ordene er knapt nok blevet sagt, før støvsugeren Phoenix har slugt den oversete rest. Alle griner over hans veltilfredse ansigtsudtryk … Eller måske lige på nær Per, der kigger lidt misundeligt på sin yngre kollega.

Læs også: 5-årige Luna har leukodystrofi: Hver dag skal være den bedste