Kære Puk
De vil ikke tale om min sorg
På grund af kronisk cancer (i bero) er jeg førtidspensionist, før var jeg gymnasielærer, derudover enke og alene siden 2015.
Min datter på knap 15 år har adhd og autismetræk. Hun ligner en blanding mellem en pinup og en vampyr den ene dag og en lille pige i alt for stort tøj den næste, og al makeup er sort. Men hun trives og går i 9. klasse på en efterskole for normalt fungerende unge.
Læs også: Puks brevkasse: De vil ikke have kontakt med mig
Jeg gør stort set alt for hende, for så har hun kræfterne til skole og venner. Hun har været gennem meget, skolevægring, spiseforstyrrelse, kronisk syg mor og bror med skizofreni. Så jeg gør det gerne.
Både hun og jeg er usikker på hendes fremtid. Jeg tror dog, at med støtte skal hun nok få en uddannelse og et job. Men da jeg nævnte for min familie, at jeg vil være så stolt og glad, hvis hun f.eks. får en studentereksamen på fire år og et job på 30 timer, så overfaldt min familie mig med, at jeg nedgjorde min datter, ikke ønskede, at hun skulle klare sig på lige fod med alle andre, hun er jo klog nok!
Ja, hun er klog nok, meget, men hun er lydfølsom og har et træthedsproblem og koncentrationsbesvær på grund af adhd.
De mener, jeg skal forbyde hendes makeup og tøjstil, som hun virkelig interesserer sig for, og stille større krav til hende. Men jo større krav, jo mindre overskud til skole og venner.
Læs også: Puks brevkasse: Ingen gjorde noget, da min datter blev røvet på åben gade
Hvordan får jeg dem til at acceptere hendes adhd og ikke give posttraumatisk stress og min opdragelse skylden? Hun har ikke posttraumatisk stress, det er tjekket, hun gider bare ikke navlepilleri, og autismetrækkene gør det ikke nemmere.
Hvordan får jeg dem til at se, hvor langt hun er kommet? Får dem til at acceptere, at med adhd kan hun alt, men på hendes betingelser. Får dem til at indse, at træthed ikke er dovenskab. Dovenskaben kan jeg sagtens genkende.
Min søn med paranoid skizofreni er nu et godt sted i sit liv og takker mig ofte for at have tro på og overskud til ham. Min anden søn med asperger og adhd er i lære, har et godt liv og er også glad for min kamp for et normalt liv for ham. Jeg blev skilt fra deres far, da jeg opdagede, han slog dem og kaldte dem grimme ting. Min datters far var alkoholiker, men stoppede, da jeg gav ham valget mellem familie eller alkohol, og han var det skønneste menneske.
Evigt kæmpende
Læs også: Puks brevkasse: Min familie støtter mig ikke på nogen måde
Jeg har lyst til at tilføje Løvinde. Og så har jeg lyst til at sende dig en pokal, en medalje og en hat af guld.
Du har vel nok meget at kæmpe med. Tænk, at du står på benene. Al den styrke, du besidder, skal du samle, og så skal du fortælle din familie, hvad du har brug for. Du skal være meget konkret, og så skal du bede dem støtte dig og ikke kritisere. Enten stiller de op og er til hjælp, eller også bliver de væk med deres kommentarer.
Hvem er din familie? Er det søskende, forældre osv., der kommer med al den kritik?
Læs også: Mor til Puk: Nu er de nogle møgunger, der ikke hører efter
Får du selv professionel støtte? Hvis ikke, så synes jeg bestemt, du skal finde en psykolog at tale med. Du har brug for en, der kan holde din energi oppe og dit fokus skarpt.
Nu kender jeg jo kun situationen ud fra dine beskrivelser, men jeg synes, det lyder fuldstændig optimalt for din datter med en studentereksamen på fire år og et job på 30 timer. Så kan det godt være, at hun med tiden kan klare meget mere, men sæt endelig nogle mål, der er realistiske at nå, så hun ikke oplever flere nederlag.
Det lyder også fornuftigt at lade din datter gå klædt, som hun vil. I den alder har man brug for at udtrykke sig, og det gør man gerne gennem tøj og identitet.
Læs også: Mormor til Puk: Mellembarnet bliver glemt
Du skal fortsat slå ring om din datter, støtte hende, som du gør, sørge for, hun har kontakt med fagfolk i forhold til spisevægring, osv., og så må du på en eller anden måde finde accept i, at din familie ikke er så oplyst, som du er. Det kunne måske være en idé at få en familieterapeut til at komme forbi og forklare, hvilke udfordringer din datter, du selv og dine andre børn står med? Måske kan det hjælpe at høre en udefra sige det?
Jeg vil bare gentage, at det er helt utroligt, du kan holde energien oppe. Al den modstand du har stået med. Det skal ikke være familien, der får læsset til at vælte. Det er dem, der skal støtte dig. Definér dine behov. Skriv dem ned. Kald familien sammen, og fortæl dem, hvordan de hjælper dig bedst.
Mange hilsner fra Puk
Læs også: Brev til Puk: Har endeligt lært, at nej er et godt og positivt ord