Chela går til hest

Her på gården i Herlufmagle kan man lære alt om hestens røgt og pleje, og her kan man også finde en smule ro og møde et menneske, der lytter, giver et kram og såmænd også et skub, når der er brug for det. Det siger Chela.

Sådan er det at gå på Kernestedets STU hos Lisette Pelsen. Bogstaverne STU står for ”særlig tilrettelagt ungdomsuddannelse”. Det er en treårig uddannelse til unge mennesker, der har særlige behov. Chela og hendes familie bor her på stedet, så det er skolen i skikkelse af Lisette, der er flyttet hjem til hende for en periode. Chela Lind er 21 år og har forskellige diagnoser, såsom stress, ptsd og andet, der alt sammen skyldes, at hun havde en svær begyndelse på livet hos sin biologiske familie.

De seneste mange år er hun vokset op i en god og tryg familie, men den skade, hun fik som helt lille, kan ikke repareres så let. Chela har brug for tid og så endnu mere tid og fred og ro, og det får hun hos Lisette, der er en hel skole i sig selv foruden hjælpelærerne: Hestene.

Da Chela var lille, gik hun i folkeskolen, men hendes mange forskellige problemer gjorde, at hun ikke fik nok ud af at gå i en almindelig skoleklasse. Chelas hoved fungerer fint, hun havde bare haft så svære oplevelser, at hun havde svært ved at koncentrere sig i skolen, for hendes tanker fløj af sted og bekymrede sig om alt muligt andet. I årevis prøvede man forskellige ting for at hjælpe hende, men der var ikke noget, der fungerede. Chela var den, der var mest ked af det, for hvad var der egentlig galt med hende?

– Jeg syntes altid, jeg var ensom. Jeg passede ikke ind. Lige meget hvad jeg prøvede, føltes det forkert. Skolen mente, jeg skulle prøve STU, og så blev jeg sendt til Næstved, hvor jeg skulle gå sammen med en hel masse andre unge på skolen. Vi skulle så finde ud af, hvad vi gerne ville, og hvad vi kunne uddanne os til. Det gik heller ikke, for jeg stod for det meste bare ude i gården og hang eller gik alene rundt, husker Chela.

Skolen flytter ind

Hun har prøvet forskellige ting. Hun har været i praktik som landmand, hun har været i en blomsterbutik, og hun har siddet i et klasseværelse og gjort, hvad hun kunne for at falde til og falde ind med andre mennesker. Til sidst blev det lettere at lade være med at dukke op. Der blev flere og flere dage, hvor hun blev hjemme på gården i Herlufmagle, selv om hendes familie prøvede at få hende til at tage af sted. Til sidst kunne hun ikke komme uden for sit eget hjem.

Men når eleven ikke vil komme til skolen, må skolen komme til eleven – eller noget i den retning. Chelas familie elsker heste, og de hørte tilfældigvis om Lisette Pelsen, der kan noget med heste. Det viste sig, at hun også kan noget med børn og unge.

– Jeg er uddannet folkeskolelærer, men jeg har også altid været en hestepige. Lige siden jeg var lille, har jeg været sammen med heste, så jeg fortsatte med at arbejde med heste og dressur, og i det hele taget har jeg altid villet lære at forstå heste. De fyldte meget i mit liv, og jeg begyndte også at undervise i ridning. Jeg opdagede, at jeg elskede at arbejde sammen med både unge mennesker og heste, så hvorfor ikke slå det sammen? Da jeg arbejdede som skolelærer, mødte jeg alt for mange børn og unge, der ikke rigtig passede ind i skolen. De gik ensomme rundt eller var ballademagere, og der var aldrig tid nok til at møde det enkelte barn der, hvor han eller hun var. Så besluttede jeg at blive selvstændig og starte min egen STU-undervisning, siger Lisette.

Kernestedets STU i Ringsted er et nyt skoletilbud, som på sigt skal rumme seks-otte elever, drenge og piger. Forældre kan søge om at få deres barn indskrevet hos Lisette, og kommunerne kan henvise elever til hende.

De bedste venner

Lisette gør det som sagt ikke alene. Hun bruger heste som hjælpelærere, kan man sige. Hun synes, dyrene kan lære os mennesker noget:

– Hestene kan give eleverne en følelse af samhørighed og ro, og når de lærer noget om, hvordan heste har det, og hvordan man er i sin omgang med dyrene, får de også en følelse af, at de duer til noget, og at der er nogen, der har brug for dem. Den følelse får man bestemt ikke, hvis man er et ungt menneske, der får lov til at gå rundt for sig selv i en alt for stor skole med alt for mange elever. Her bliver den enkelte unge set. Hele tiden.

Det har Chela også lagt mærke til. Hver morgen står Lisette foran hendes dør, og så går de i gang med dagens program. Lisette har så lille en skole, at hun og en anden elev simpelt hen holder skole hos Chela og hendes familie i Herlufmagle.

Chela har sin egen hest. En hvid vallak, Menu, der nu ikke bare er hendes hest, men også hendes hjælpelærer. Chela læser om hestes anatomi, lærer dressur og lærer at læse hesten, og gradvist får hun en fornemmelse af, at her er noget, hun kan og er god til. Lige så langsomt opdager hun også, at her er en voksen, der har tid til hende og ser hende som det menneske, hun er. Chela elsker dyr, og i mange år var dyrene hendes bedste venner, men hun er ved at lære, at nogle mennesker altså også kan noget.

– Lisette ved meget om heste, man kan spørge hende om alt, og det er sjovt at arbejde med min hest og med frihedsdressur, siger Chela.

Frihedsdressur betyder, at hesten og mennesket skal lære hinandens signaler rigtig godt at kende, så hesten selv vælger at følge sit menneske og selv vælger at søge menneskets selskab.

– Når man arbejder med frihedsdressur, skal man lære at være nærværende. Det betyder, at man opøver evnen til at være i ro og koncentrere sig. Det er nogle evner, som mine elever ikke har haft, men det kan omgangen med dyr lære dem, siger Lisette.

Indtil videre går det fint. Både hesten og Chela er kommet langt. Der er meget, der er lettere at snakke om, når man står med en hest imellem sig selv og læreren.

– Mit mål er at få ro i mit hoved. Det har jeg, når jeg koncentrerer mig om at mærke hesten og mig selv. Når jeg ser, at min hest følger mig med øjnene og gør, som jeg gerne vil, så ved jeg, at jeg duer til noget. Jeg kan faktisk noget. Det vidste jeg slet ikke, siger Chela.

På bordet ligger bøgerne ”Kunsten at ride” og ”Hestens anatomi”. Ved siden af fantasifulde tegninger, som Chela har lavet. Måske ligner det ikke en skole eller et klasselokale, men Lisette og hestene kan noget helt specielt: De kan hjælpe Chela med at finde ro med sig selv og nye mål for fremtiden.