Alle, der har prøvet det, ved, hvor svært det er at holde styr på 12 teenagere i Tivoli. Det gælder også for hunde, selv om man heldigvis kan tillade sig at have en snor i de firbenede teenagere.
Balder, Nala, Andy, Vila og resten af flokken var på tur i Tivoli i København kort før jul. Det var mørkt, det regnede, og der var masser af mennesker, masser af larm og masser af spændende dufte.
Nogle af hundene ville nok have foretrukket en lang spadseretur i skoven i stedet for, men livet for en hund er ikke kun for sjov. Turen i Tivoli er en del af hundenes uddannelse. De er nemlig alle 12 i gang med en uddannelse til førerhund for Dansk Blindesamfund. Det tager omtrent to år, inden man kan kalde sig autoriseret førerhund for eget menneske med synshandicap.
Sådan en hund er Buller på 10 år. Han er en sort labrador, der er førerhund for Bue Vester-Andersen, der er formand i Landsforeningen af Førerhundebrugere. Buller og Bue følges ad på arbejde, kører taxa og bus og tog sammen, går til koncerter og deltager i alt, hvad der overhovedet falder dem ind.
Bue har haft førerhunde i 30 år, og Buller er den seneste i rækken.
– Når det fungerer bedst, er menneske og hund nærmest vokset sammen og kender hinanden ud og ind, siger Bue, og sådan er det med de to.
Buller har sit arbejdstøj på og ser overbærende på de yngre hunde, der står på rad og række for at komme ind i Tivoli og træne menneskeligt samvær. Buller har været der og er udlært, så han går hale-svingende hjem med sit menneske.
Hundene, der er på besøg i Tivoli, har meget at lære endnu, men det er også svært, når man bare er en glad hund, der gerne hilser på andre hunde og mennesker, mens man samtidig skal huske at gå pænt og ikke jage duften fra en pølsevogn. Det er derfor, hundene har taget deres mennesker med. De kaldes foderværter.
Det er instruktørerne hos Dansk Blindesamfund, der udvælger hundene, når de er cirka otte uger. Derefter bliver hundene placeret hos foderværter, som skal lære hvalpene alt det, en normal familiehund skal kunne: Gå i snor, komme, når man kalder, og omgås andre dyr og mennesker. Det er også hos foderværtsfamilierne, man så småt lærer hundene at stoppe ved kanter som fodgængerfelter, trapper og så videre.
De udvalgte hunde skal være rolige, men nysgerrige, og det kan man roligt sige, hundene i Tivoli er.
Magic er både nysgerrig og rolig, og lidt fornem ser han ud. Han er en kongepuddel og udvalgt som førerhundeemne, fordi netop kongepudler kan bruges af allergikere, og så er denne race også meget begavet.
Det viser Magic meget gerne: Han har trænet at gå på trapper, og nu går han op af hvert eneste trappetrin, han ser i Tivoli, fordi han kan – og måske også fordi han får en godbid, hver gang han gør det.
Tinas hunde er meget nemme at finde, siger en af deltagerne: Tina har trænet rigtig mange hunde, og hver og en af dem kan altid finde den nærmeste pølsevogn. Det er også et nyttigt talent, kan man sige.
Chester, en velvoksen sort labrador, er for klog til at gøre opmærksom på sig selv på den måde. I dagens anledning har han fået en grøn lyskæde om halsen og følger adstadigt sine mennesker. Faktisk kan Chester to sprog: Dansk og engelsk, fordi hans mennesker kommer fra henholdsvis Danmark og USA.
Han fylder 10 måneder i morgen, og træneren siger, han er et godt eksempel for de andre hunde.
Chester og hans familie ranker ryggene.
Hundene er firbenede personligheder. De er alle kloge, de har forskellige evner, nogle kan allerede finde både pølser og trappetrin, andre lægger mere mærke til mulige kæresteemner, for sådan er både mennesketeenagere og hundeteenagere.
De er krammedyr og bedste venner og først og fremmest familiemedlemmer i deres foderværtsfamilie. Indtil det en dag er slut, og hundene rejser videre til en ny instruktør, der skal lære dem alle de ting, et menneske med synshandicap har brug for.
Det er en svær dag for menneskene, men til gengæld ved de, at de har hjulpet et handicappet menneske til at få den helt perfekte hund.
For Balder er dagen i dag en udfordring. Han har endnu ikke oplevet så mange ting, selv om han har været i en anden foderværtsfamilie i en tid. Derfor var han bange for mange nye ting, men nu er han flyttet hjem til Tina Kaae, der er sådan et menneske, der kan få hvilken som helst hund til at føle sig set og elsket, for hendes hjerte hænger ved de firbenede. Af en meget god grund.
– Jeg har altid haft hunde. Jeg har haft sygdom tæt inde på livet selv, men jeg har et godt liv i dag, og det er jeg så taknemmelig for. Derfor besluttede jeg mig for at give noget tilbage til samfundet, på den måde jeg kan, og det var at gøre det, jeg er god til: At opdrætte gode hunde, siger Tina.
Siden er der gået omtrent 20 hunde igennem Tinas hænder og videre ud til mennesker, der har nedsat syn eller er fuldstændig blinde.
Dagens træningstur i Tivoli er slut.
Hundene er trætte af alle de mange indtryk og går pænt og artigt med deres mennesker hjem.
Balder går sammen med Tina over til S-toget, tværs gennem menneskemængden, forbi pølsevogne og duer. Han er ligeglad, han ser kun Tina, for han er på vej til at blive den perfekte førerhund.