Min datter og svigersøn har fået en dejlig søn, og alt er godt, men, men, men ...
Min svigersøns farfar hed Arnold, og nu har han saftsuseme gennemtrumfet, at det yndige drengebarn skal opkaldes efter ham.
Arnold! Jeg tror ikke, min datter er særlig glad for det, men de er en meget dominerende familie (også søde), og hun kan nok ikke stille noget op.
Jeg synes, det er et skrækkeligt navn til et lille barn. Skal jeg tale med familien?
Jeg håber ikke, de læser Familie Journal – og alligevel håber jeg det måske. Hvordan bremser jeg den katastrofe, at den lille dreng skal hedde Arnold resten af sit liv?
Fra Mormor
Altså, alt er jo en smagssag, og jeg håber virkelig, der går mange tilfredse Arnold’er rundt derude og har det fedt med deres navn.
Sagt i al venlighed, så tror jeg, du skal blande dig udenom. Din datter er voksen. Hun er gift. Hun har båret og født et barn. Hun er en selvstændig kvinde, og hun må kæmpe sin egen sag. Hvis hun hader det navn, må hun sige til. Vi kan ikke feje alle udfordringer væk for vores børn. Der er kampe, de selv må tage.
Jeg synes egentlig, Arnold er ret skægt. Det er særligt. Så vidt jeg kan se, er der i skrivende stund 295, der hedder Arnold her i Danmark, og navnet betyder i øvrigt ørn og magt. Du skal nok komme til at knuselske din lille Arnold, og overlad det så trygt til forældrene at finde et navn til deres søn.
Mange hilsner fra Puk
Står du med et problem, du har svært ved at løse, eller trænger du bare til et klogt og forstående menneske at dele dine tanker med? Så skriv til Puk Elgård.
Det kan sende hende en e-mail på: puk@familiejournal.dk
Vi er tilflytterne, som ingen gider
Jeg vil gå til dans – min mand vil ikke
Vi smider alt for meget mad ud
Kan jeg bede dem blive væk?
Mormor kan ikke klare julemaden længere
Støtte til nye forældre
Veninden snakker for meget
Skal jeg sige nej til julefrokosten?