Vi er alle bare mødre

Hun har ikke nogen mor. Men hun er til gengæld selv nogens mor. Det blev hun for fem måneder siden, da lille Younes kom til verden på Kolding Sygehus.

Selv kom hun til verden for 25 år siden i Afghanistan. Til en fremtid, der er så fjern fra den, hendes søn nu får i Danmark.

Men at den er bedre, er Palwa-sha Nyazwali ikke i tvivl om og siger med få ord, at hun som pige i sit hjemland ingen rettigheder havde. Hun skulle hjælpe til derhjemme og har aldrig gået i skole. Det gør hun nu – kun afbrudt af sin barsel, der varer frem til april.

Så begynder Younes i dagpleje, og hun selv fortsætter i 9. klasse.

– Jeg drømmer om at blive sygeplejerske. Hvis det ikke er alt for svært for mig, smiler hun genert.

Det danske sprog slår stadig lidt knuder på tungen, men hun prøver så godt, hun kan. Hun er ikke bange for at kaste sig ud i sætningerne, og hun er klar over, at det er den største barriere, når hun forsøger at komme ind på livet af danskerne. Hun har boet i Danmark i fire år og håber, at det bliver nemmere, for så er der også flere muligheder, tænker hun.

Hver tirsdag under sin barsel går hun i mødregruppe. Ikke i den klassiske slags, hvor nybagte mødre mødes på skift hos hinanden privat.

Palwashas mødregruppe foregår i stedet for hver gang i Korskærparkens Medborgerhus i Fredericia sammen med andre nybagte mødre med ikkevestlig baggrund. Men der er ikke mangel på kaffe og kage af den grund – og følelser, udfordringer og spørgsmål er præcis de samme som i andre mødregrupper.

Hver gang er der som regel et emne, hvor en fagperson holder et oplæg. Det kan være om sprogstimulering, kost eller tandpleje, og derefter går snakken på dansk ellers mellem mødrene om natteroderi, ammestop og opskrivning til institutioner, som de fleste nybagte mødre kender alt til.

Brug for at komme ud

– Vi er jo alle bare mødre. Der er ikke den store forskel, griner 25-årige Azhar Alfallaha glad.

Hun er Palwashas veninde i mødregruppen og kommer der med sønnen Ghaith på 10 måneder. Hun er andengangsmor og har også sønnen Joud på fire år.

– Så det er meget nemmere for mig. Jeg er slet ikke så nervøs, som jeg var første gang, jeg blev mor, fortæller hun.

Azhar er fra Syrien og har været i Danmark et år mere end Palwasha.

Først kom hendes mand, året efter blev hun familiesammenført, og de er begge i fuld gang med uddannelser. Manden læser til softwareteknologiingeniør på Aarhus Universitet, og hun er i gang med at uddanne sig til farmaceut.

Når barslen er slut, skal børnene i institutioner og hun tilbage til 2. semester på Syddansk Universitet.

– Jeg er meget ambitiøs. Og meget social, siger hun.

Derfor tøvede hun heller ikke med at takke ja til projektet ”Ny mor i Danmark”, som er startet op af DRC Integration (Dansk Flygtningehjælp), da hendes sundhedsplejerske ikke kunne tilbyde hende en ”klassisk” mødregruppe.

– Jeg gik i en ”almindelig” mødregruppe med min første søn, og det var meget lærerigt, så jeg vidste, at jeg gerne ville det igen med min anden søn. Jeg er nødt til at komme ud, ellers bliver jeg deprimeret. Jeg har brug for at møde andre. Når jeg ikke går i skole eller har familie her, så kan det hurtigt blive ensomt, siger hun ærligt.

Hendes forældre og søskende bor i Damaskus i Syrien, og hun har ikke set dem siden 2018. De har derfor kun mødt hendes ældste søn.

– Det er det sværeste. Jeg ville gerne have, at min familie fik et forhold til mine børn, men de er fremmede over for hinanden. Jeg tænker på min mor og far hver dag. Altid. Det er farligt for dem at være der, og mit store ønske er, at mine forældre kan komme hertil, siger Azhar, der gik på universitetet i Damaskus, før hun kom til Danmark. Det var der, hun mødte sin mand, der måtte flygte fra at blive indrulleret i hæren.

Nu er de ved at skabe sig et nyt liv i Danmark. En fremtid for deres børn, hvor uddannelse, sundhedsvæsen, rettigheder er en selvfølgelighed.

– Jeg synes ikke, at der er så stor forskel på vores mor-værdier. Vi er ret ens. Vi bekymrer os om de samme ting, tror jeg. Danske mødre er måske lidt mere curlingagtige. Hvor jeg kommer fra, er vi mere vant til at klare os selv. Jeg fik for eksempel først en smartphone, da jeg gik på universitetet. Men jeg kan godt lide danskernes åbenhed. De smiler og siger hej på gaden. Det gør man bestemt ikke i Syrien, siger Azhar, der vil videregive noget, hun har med sig hjemmefra, til sine drenge.

– De skal vise respekt over for andre mennesker. Det er vigtigt for mig. Og de skal vide, hvor de kommer fra.

Sådan har Palwasha det også. Det med respekt og ydmyghed er vigtige værdier for hende, men hun priser sig også lykkelig for, at hendes søn får mange flere muligheder, end hun selv fik som barn.