Signe og Rasmus fandt deres biologiske mødre: Vores barndom var god, men der manglede noget...

Det var en skarp og bidende forårsdag i april 2000. Vinden blæste, men det passede perfekt, for så kunne alle se flaget flagre. Reino havde lige hejst det i haven i Brønderslev. Det var ikke en fødselsdag, der blev fejret, selv om alle kom og sagde tillykke. Men grunden til flaget var hejst var meget bedre. Britta og Reino skulle være forældre.

– Det var en fuldstændig ubeskrivelig følelse. Jeg troede ikke, det nogensinde ville blive vores tur, siger Britta med et kæmpe smil.

Men det blev deres tur, for rundt om bordet sidder Signe på 18 år og Rasmus på 15, og de kalder Britta og Reino for mor og far. Britta og Reino har været gift siden 1993, men i de første år efter manglede en naturlig del af det, de ønskede for deres ægteskab.

Læs også om Charlotte, der efter lang tids kamp fik lov til at adoptere

En lang kamp for børn

De havde svært ved at få børn, og insemination virkede ikke. Så de besluttede sig for, at de ville adoptere.

– Det er selvfølgelig hårdt at komme frem til den beslutning at adoptere i stedet for at få sine egne børn. Men vi var sikre på, at vi ville elske børnene lige så højt, som var de vores egne.

Og man er ikke i tvivl om, at kærligheden er stor, når man møder familien. Der bliver krammet, aeet og grint som i så mange andre familier. Den største forskel er, når man kigger på dem samlet, for der er ikke mange træk, der går igen. Signes lange, mørke hår og brune hud ligner ikke Brittas lyse hår og hud, og Rasmus’ brune øjne er ikke til at finde hos nogen af forældrene.

– Jeg husker lige så tydeligt, da jeg fik opkaldet. Nu skulle vi være forældre, for der var en lille pige i Colombia, der var klar til, at vi kom og hentede hende. Vi skyndte os ned og købe det første stykke børnetøj. For nu var det lovligt. Vi havde pludselig nogen at købe det til, siger Britta, mens der spreder sig et kæmpe smil på hendes læber.

Læs også: Mine børn har tre mødre

Så kom lillebror

Halvanden uge efter opkaldet bestiller Britta og Reino flybilletter til Colombia. To billetter derhen og tre hjem.

– Kærligheden var betingelsesløs, fra det øjeblik vi holdt hende. Vi havde jo ventet på det her øjeblik i så lang tid, så det var nærmest uvirkeligt, at vi pludselig havde hende i vores arme, fortæller Reino.

De indlogerer sig på et pensionat i nærheden af børnehjemmet, og de næste fire uger er de i Colombia, hvor de lærer den nye rolle som forældre, og Signe vænner sig til dem. Efter fire uger rejser de tre hjem og begynder et nyt kapitel som familie.

Fire år senere går turen igen til Colombia. Signe skal være storesøster. Familie bliver udvidet, og et nyt navn kommer til at stå på postkassen i Brønderslev. Rasmus er kommet hjem og bo hos dem.

Læs også: Marcus er verdens bedste lillebror

God barndom

– Vi har haft en supergod barndom, og vi har altid følt, at Britta og Reino er vores forældre, fortæller både Signe og Rasmus.

– Men jeg føler lidt, der har manglet noget. Ikke noget, vores forældre kunne gøre bedre, for de har gjort det godt, men jeg har manglet lidt af mig selv ved ikke at kende mit ophav, siger Signe.

– Jeg har manglet en at spejle mig i. Vi kan jo ikke ligefrem benægte, at jeg ikke ligner mine forældre, siger Rasmus, mens han og resten af familien smågriner.

– Jeg kan godt forstå, at børnene savner at kende deres biologiske ophav. Det må være frustrede ikke at kunne spejle sig i sine forældre. Derfor har vi også altid gjort det klart, at vi ville hjælpe dem, hvis de en dag ville finde deres ophav, siger Britta.

– Du lod os nærmest ikke være klar. Du ville så gerne hjælpe os med det, før vi selv havde tænkt tanken, siger Signe grinende.

Læs også: Michelles karate har givet os en helt ny familie

Afsted til Colombia

I 2018 fyldte Signe 18, og hun kunne få informationerne om sin biologiske mor fra børnehjemmet. Britta gik i gang med en stor undersøgelse, og med hjælp fra venner i Colombia fik de fundet frem til Signes mor.

– Det var en kæmpe lettelse, da jeg fandt ud af, hun var i live og havde det godt. Og at hun gerne ville se mig. Jeg blev så glad, fortæller Signe.

Jagten fortsatte, og efter lidt tid havde de også fundet Rasmus’ biologiske mor. Og så var der ikke andet at gøre end at planlægge turen.

I juni 2018 sætter hele familien sig ind i et fly på vej til Colombia med sommerfugle i maven.

– Det var så uvirkeligt, det der skulle ske nu. Jeg troede næsten ikke på det, fortæller Rasmus.

Men det var virkeligt. To dage senere står Signes biologiske mor og små søskende og banker på døren ved deres hotellejlighed.

– Vi krammede bare hinanden, og så stoppede snakken ikke, før vi fem dage senere skulle sige farvel igen. Det var så naturligt at snakke med hende, og hun minder også rigtig meget om mig, fortæller Signe om mødet med sin mor.

Senere på den fire ugers rejse blev det Rasmus’ tur. Han skulle møde sin biologiske mor, søster og nevø.

Der er mange måder at stifte familie på. Læs her om søskende Theodor og Martha, der har fire forældre

Kunne endelig spejle sig

– Det var så surrealistisk at stå ansigt til ansigt med hende. Alt det, som jeg ikke kunne finde af mig selv hos mine forældre, kunne jeg finde hos min biologiske mor. Endelig havde jeg en at spejle mig i, siger Rasmus.

– Ja, selv jeres knæ er ens, så meget ligner I hinanden! Afbryder Britta.

– Det var så dejlig en tur, men også meget intenst. Det er jo hele ens liv, der ændrer sig en lille smule, siger Signe.

Rejsen varede en måned, og de tog hjem med tasken fuld af gode minder og en masse telefonnumre, så de kan holde kontakten. Nu snakker de sammen næsten hver dag.

– Jeg har ikke selv tænkt over det, men mine venner siger, jeg er blevet meget gladere, efter at jeg fandt min biologiske mor, fortæller Rasmus

Signe tilføjer: – Jeg føler mig lidt mere fuldendt.

Læs også: Charlotte har PCO: Endelig fik hun lov til adoption