Brev til Puk: Vær venlig, men bestemt omkring dit navneskift

Jeg kender fem personer, der har skiftet navn. Og det er min – måske lidt uvidenskabelige – vurdering, at hende, der var meget “venlig, men bestemt” omkring navneskiftet, lettest fik andre til at bruge det nye navn.

Hun sagde blot, “jeg hedder …” hver gang, man glemte det nye navn. Venligt og bestemt. Men ikke overbærende. For nu hed hun jo det.

Da hun selv tog det seriøst, gjorde vi andre det også. Efter en måned brugte ingen hendes gamle navn. Folk sagde til hinanden, at “hun vil kun kaldes det nye navn”.

Jeg husker, vi syntes, det var lidt mærkeligt, at hun var så striks omkring navnet, men nu, hvor jeg tænker tilbage, tog det mig nok et halvt års tid, før jeg tænkte på hende ved det nye navn, men jeg kunne sagtens huske at kalde hende det, for ellers fik man jo straks besked om, hvad hun hed.

Dengang syntes jeg nok, hun var lidt skrap, men nu synes jeg, hun havde ret. Det må da være irriterende, at folk bruger et andet navn end det, man ser sig selv som.

Andre bekendte, der har skiftet navn og som er mere overbærende med at blive kaldt det gamle navn, oplever, at folk ikke rigtigt husker det nye navn, og så bliver de ofte kaldt det gamle – og jeg tænker ikke på dem med det nye navn.

Så min anbefaling til folk, der skifter navn: Sig blot, hvad du hedder hver gang, folk siger dit gamle navn, sig det nye navn venligt og bestemt, så lærer folk det snart.

K.

Kære K.

Du er da en dejlig rummelig person.

Ofte hører man frustrationer fra folk, som ikke helt forstår deres medmenneskers handlinger, men du virker åben og imødekommende. Det er dejligt.

Jeg synes, du har ret. Vi må gøre os umage for at huske de nye navne, og vi må hjælpe hinanden, så godt vi kan.

Det kan ikke undgås, at der er en smutter indimellem, og man kommer til at sige det gamle navn, men med fælles hjælp skal det nok gå.

Flere og flere danskere skifter navn. Med ca. 6.000 navneskift sidste år slog vi rekord.

Der kan være mange grunde til, folk skifter navn, og vi er blevet stadig mere beviste om, hvad vi hedder, og hvad vi signalerer med det navn, der er hæftet på os.

Navneforskere mener, at et navn, uden man har mødt personen, kan lede tankerne hen på alder og social klasse, og der kan være fordomme, der klæber til bestemte navne. Det vil vi ikke længere finde os i. Vores identitet sidder i navnet, og vi vil i højere grad føle os som det, vi bliver kaldt, uden at skulle gå på kompromis.

Nogle skifter navn, fordi de ikke føler, deres liv kører helt på skinner, og derfor får ny energi ved at tage et andet navn.

Det er i øvrigt ret let at skifte navn. Det er bare en tur på borger.dk. Du logger ind med NemID eller MitID. På borger.dk trykker du Familie og Børn og derefter Navne og Navneændringer. Så søger du om at ændre dit navn. Du skal hive omkring 500 kr. op af lommen som et administrationsgebyr. Så er der noget halløj med nyt sygesikringskort, kørekort, pas osv., man lige skal sætte sig ind i.

Jeg synes faktisk, min familie var ret smart, da de navngav mig. Min mor og far ville meget gerne have, at jeg skulle hedde Puk, men min mor var klar over, at det var et lidt specielt navn, og hvis nu jeg voksede op og ikke brød mig om at hedde noget så anderledes, skulle jeg have muligheden for at vælge et andet navn, så derfor er jeg døbt både Puk og Marianne.

Hvem ved, hvordan mit liv havde formet sig, hvis jeg havde valgt Marianne som kaldenavn? Der er i hvert fald meget forskellig energi i de to navne.

Mange hilsner fra Marianne Puk Elgård Nielsen