Puks brevkasse: Sønnernes byture gør mig angst

Jeg er mor til to unge drenge, som er kommet i den alder, hvor de gerne vil i byen. Vi bor i en forstad til København, og når de skal frem og tilbage, foregår det med tog og metro. Det betyder, at de også er ude om natten og tager toget ud og hjem.

Jeg er ved at gå til af angst. Jeg hører om det ene overfald efter det andet, og for ikke så længe siden blev en af drengenes venner slået ned. De var en gruppe på otte fyre, der overfaldt ham på en station og sparkede ham i hovedet, og han endte forladt og bevidstløs på perronen.

Jeg ved simpelt hen ikke mine levende råd. Jeg kan jo ikke forbyde mine drenge at nyde bylivet, og jeg kan heller ikke bekoste en taxa eller to hver weekend, men jeg ved ikke, hvordan jeg skal leve med angsten.

Jeg ligger vågen hver eneste weekend og venter, til de er hjemme. Når det bliver onsdag, begynder jeg at blive urolig og tælle ned til weekenddagene.

Den angst æder mig op. Har du et råd?

Hønemor

Kære Hønemor

Der er indimellem breve her i brevkassen, hvor jeg læner mig tilbage og siger til mig selv: ”Nå kammerat, hvad har du så tænkt dig at svare på dette brev?”. Det sker, når brevene omhandler situationer, der kommer ret tæt på mig selv, og hvor jeg ikke har fundet den gyldne løsning i mit eget liv. Der venter jeg i spænding på, om jeg har noget fornuftigt at sige, når jeg sætter mig til tasterne.

Og det er lige netop sådan en situation, vi har nu … Jeg er selv rædselsslagen, når min dreng er ude i nattelivet og ikke mindst, når han står midt om natten og venter på toget.

Jeg har ikke noget svar, der kan få din angst til at gå væk. Du kan lære dine drenge ikke at optrappe konflikter. Du kan fortælle dem, at de bare skal aflevere værdier, hvis de bliver truet. Du kan håbe, de altid går flere sammen og følges hjem, og så kan du ellers bede til universet om, at alt skal gå godt (og herefter glæde dig umanerligt meget, til de bliver voksne).

Der er jo mange statistikker, der modbe-viser vores angst. Det er ikke så farligt derude i natten, som vi tror, men det hjælper ikke, synes jeg. Jeg tror, vi må arbejde med vores nerver, og så må vi have tillid til verden.

Jeg har indstillet min telefon, sådan at Robin altid kan ringe igennem, selv om den står på lydløs, og så har jeg sørget for, at hans venner har mit mobilnummer. Vi kan altså ikke gøre så meget andet. Vi må kigge på alle dem, der har klaret sig igennem uden at blive stået ned eller stukket med kniv, og dem er der heldigvis langt, langt flere af end dem, der kommer ud for overfald.

Men jeg kan sagtens forstå din uro, og jeg sender en varm krammer til dem, der har prøvet det, vi to frygter allermest. At få nogle unge mennesker hjem, der er blevet gjort fortræd. Det gælder både unge piger og unge drenge. Pas på hinanden derude.

Kærlig hilsen Puk