Puks brevkasse: Klar, parat – snak om sygdom

Nu vil jeg give et råd til det her med, at folk taler meget om sygdom.

Da jeg var i begyndelsen af 50’erne, fik jeg en helt ny familie, blandt andet en rigtig sød svigermor. Hun talte dog altid om alle sine indbildte sygdomme.

En dag lagde hun også ud i stor stil, men pludselig sagde hun, ”nu skal vi ikke tale mere om sygdom”. Hun blev paf, da jeg svarede, at selvfølgelig skulle vi tale videre, og at vi fremover ville tale om sygdomme i 10 minutter.

Og tænk, Puk, hun overholdt det.

Når jeg kom på besøg, tog hun selv tid og stoppede, når de 10 minutter var gået.

Måske kan andre have glæde af en lignende aftale.

Svigerdatteren

Kære Svigerdatteren

Indimellem løser ting sig. Hvor er det skønt.

Det er en sjov idé med de 10 minutter. Dog må der være plads til udvidelse, hvis der en dag er særligt behov, men supercool at indse, at det lige er nødvendigt at få lov til at vende smerter, bekymring og i det her tilfælde indbildte sygdomme.

Vores popcornhjerner popper over af tanker, og hvis vi ikke får lov at lette på låget, brænder det hele på.

Jeg fik en gang et andet råd om en tidsbegrænset periode, hvor man har lov at bekymre sig. Man skulle forestille sig, at man havde en lille bekymringsbutik, som man kunne åbne dagligt, og når butikken var åben, måtte man i en time bekymre sig alt det, man ville. Herefter skulle butikken lukkes og låses, og hvis der uden for åbningstid dukkede bekymringer op, måtte de vente til, der var åbent næste gang. Det her gælder nok mest alle os, der går og bekymrer os unødigt.

Tak for dit råd. Hils svigermor.

Mange hilsner fra Puk