Brev til Puk: Kan jeg sige nej til at passe min demensramte mor for min far?

Jeg står i et svært dilemma, som også involverer mine søskende og vores forældre.

Sagen er, at min mor på 81 har demens. Hun er rimeligt velfungerende i hverdagen; sørger for egen hygiejne, går ture, laver frokost og køber ind i en lokal butik, hun kender godt. Hun kan også stadig læse og skrive, men det begynder at knibe med at finde de rigtige ord. Min mor kan dog kun være alene i nogle få timer ad gangen – og kun i eget hjem, da især hendes (korttids)hukommelse er meget dårlig.

Mine forældre bor sammen, men min far trives ikke længere med at være så meget sammen med min mor, som det kræves.

Det er ubeskriveligt hårdt for ham, at hun er så forandret personlighedsmæssigt. Han gør, hvad han kan for at være der, men han er ved at være udmattet. Min far bliver aflastet tre dage om ugen, hvor min mor i et dagtilbud med andre demente.

De seneste år har min far fundet et frirum i at tage på vandreferie med gamle venner. De vil også gerne have min mor med, men forstår, at min far ønsker at have denne ”opladnings-uge” alene.

Tidligere har jeg og mine søskende taget os af vores mor, men ugen er meget hård for hende, hun spørger konstant efter sin mand og er generelt meget forvirret og desorienteret.

I år er mine søskende og jeg dog blevet enige om ikke at tilbyde vores hjælp. Ud over at det ikke er nemt at være sammen med vores mor, har vi søskende også et familieliv med mindre børn at tage os af. Og min mor er som at have et ekstra lille barn.

Men jeg føler mig altid klemt mellem min mors og fars behov og min egen lille familie. På den ene side vil jeg gerne aflaste min far, men synes også, at det i år er det mest rigtige, at han skipper sin vandreferie og tager sig af min syge mors behov for tryghed.

Kan jeg og mine søskende være bekendt at sige nej, så min far ikke kommer afsted på vandreturen af hensyn til vores mor (og lidt til os selv)?

Den splittede

Kære Den splittede

Nu skriver jeg noget, der måske lyder hårdt, men jeg håber aldrig nogensinde, at mine børn skal diskutere, om de kan holde ud at være sammen med mig en uge.

Jeg ved godt, at det ikke bare er den uge, det handler om. Der hviler selvfølgelig et stort pres på hele familien, når der er sygdom, og det er en forfærdelig situation for jer alle. Men man bliver helt tung om hjertet, når man tænker på, at livet kan gå sådan, at man bliver en belastning.

Jeg tror, at det måske er tid til at få professionel hjælp og en god vurdering udefra af jeres familiesituation. Er tiden kommet til at ændre på den konstellation, I har nu? Skal jeres mor fortsat bo hjemme? Kan jeres far fortsat holde til det? Der må være en læge eller en, der kan visitere og give nogle konkrete råd til jeres familie.

Jeg må simpelthen sige, at jeg under jeres far den vandretur. Kan I ikke dele ugen op blandt jer søskende? Hvis du føler, det er for meget med en hel uge, kan I måske tage et par dage hver?

Det er muligt, at jeg taler, som jeg har forstand til og ikke aner noget om det her, men jeg har trods alt passet mine egne syge forældre og ved, det er ganske hårdt, men personligt ville jeg strække mig meget langt for at give din far luft under vingerne og samle energi til mange svære stunder, der venter forude.

Kærlig hilsen Puk