Livet er, hvad man gør det til

Ferie er mange ting. For Terry er det at spise Nutella og bacon – i samme mundfuld. For andre er det at drikke rødvin til aftensmaden, for andre bare det at sove længe og bagefter gå på shopping.

Helt normale ferieoplevelser skulle man tro, men helt så nemt er det ikke, når man er handicappet og er nødt til at have kørestol og andet teknisk udstyr med på tur og helst også en hjælper af kød og blod. Derfor kommer mange handicappede slet ikke på ferierejser, netop fordi det er besværligt at flytte både sig selv og alt det ekstra udstyr med sig, men hvor der er en vilje, er der også en vej, og det var derfor, foreningen ”Rul og Rejs” i Esbjerg opstod.

Det var pårørende til handicappede og andre frivillige, der stiftede foreningen, fordi de syntes, at fysisk handicappede mennesker også havde ret til at rejse på ferie. De syntes også, at det ikke skulle koste en hel herregård at komme af sted. Derfor søger foreningen økonomisk tilskud til at arrangere rejser hos forskellige fonde, så rejseprisen for den enkelte deltager kan holdes nede. Samtidig inviterer de også en sygeplejerske og en sundhedsassistent med, så hjælpen er nær, hvis der skulle være brug for det.

I begyndelsen af maj var ”Rul og Rejs ” på bustur fra Esbjerg til Skagen med syv mennesker i kørestole, en større flok hjælpere, to søskende der gerne ville se Skagen på egne ben og en fantastisk chauffør ved navn Bo.

Birgitte og Peter var med som repræsentanter for foreningen. Peter var også Terrys mundskænk og hjælper, mens Birgitte var med som pynt, sagde hun selv. I så fald var hun en meget effektiv pynt, der fiksede alt det, de andre ikke nåede.

Det, som det sundhedsfaglige personale, også kaldet Lena og Birthe, brugte tiden på, var at dosere små opstrammere i bussen, hjælpe med støttestrømper og bad, rensning af sår og den slags private ting, men hovedopgaven var at sikre sig, at alle havde det godt. Og det havde de.

De rullede og rejste til den store guldmedalje, for både den tilsandede kirke og fiskerne på Thorup Strand fik besøg af gæsterne fra Esbjerg, for det skulle da være nogle ringe kørestole, der ikke kan klare en smule sand, og ellers trådte hjælperne til.

Masser af humor

Anne er en af dem, der sidder i kørestol. Engang var hun husholdningslærer, en skrap en, der havde styr på køkkenet, eleverne og maden. Nu sidder hun i kørestol, fordi hun har sklerose. Sygdommen har ramt så hårdt, at Anne har fået en kørestol, der kan næsten alt, for Anne kan ikke længere andet end at bevæge den ene finger.

Hendes hjælper hedder Tina og er en af hendes tidligere elever, der nu er blevet både hjælper og veninde, trods aldersforskel og alt mulig andet, for det er sjældent, man finder sådan et herligt menneske som Anne, siger Tina.

– En dag havde Anne fået ondt i den eneste finger, hun kan bevæge, og sagde så lige så tørt: ”Det bliver en lang dag, det her”. Det grinede vi meget af bagefter, siger Tina.

De griner også, når Tina lægger et bolsje lige uden for Annes rækkevidde, og hun så alligevel kan få fat på det, fordi hun kan nogle tricks med sin kørestol.

Anne har masser af meget sort humor, og når man er så heldig at finde et andet menneske, der har det lige sådan, skal man holde fast i vedkommende. Det ved de begge.

– Jeg var fraskilt og på jagt efter et helt andet job, dengang jeg blev hjælper for Anne. En dag sad jeg og kiggede stillingsannoncer i avisen, da Anne sagde ”det der kan du godt glemme”, og så gjorde jeg det. Siden har vi været sammen i 18 år, siger Tina.

De gode dage

Hjælperne er brugernes arme og ben, men mange gange bliver de også venner for livet, og på en ferie som denne, er det rart at have et menneske med, der ved lige præcis, hvordan man gerne vil have det.

Sådan er det med Terry, der til daglig bor på et plejecenter, hvor man ikke altid kan få både Nutella og bacon på samme tid, og hvor man i hvert fald slet ikke kan få lov til at ryge, hver gang man har lyst til det, fordi der simpelt hen ikke er tid nok.

På denne ferie er der masser af tid, når man kører med Bo og hans bus.

Bussen er stor, fordi den er indrettet med alle tænkelige hjælpemidler, men en smart bus alene gør det ikke. Bo er manden, der har opstrammere, lim, sikkerhedsnåle, vådservietter og alle mulige tænkelige og utænkelige ting med. Han er manden, der styrer det praktiske, og han sørger så vidt muligt også for at gøre det lidt nemmere at komme frem til seværdighederne, for det er besværligt, når man skal rundt i kørestole.

Lone kørte engang både motorcykel og store biler. Hun var telegrafist og havde styr på sit liv. Så fik hun sklerose og arbejder ikke længere.

Livet har vendt sig 180 grader, men Lone er fulgt med, for hvad skulle hun ellers gøre?

– Vi har ikke et valg. Sygdommen har ramt os, der sidder her i kørestole, men så er det op til os selv at få noget ud af livet, på den måde vi kan. Det gør vi så, siger hun og skåler med sin veninde og hjælper, Merete, der er med på tur.

Livet er, hvad man gør det til. Nogle dage er det hårdt og uretfærdigt. Andre dage er gode dage, hvor man er på ferie, går på museer, køber ind i Skagens fine forretninger, ser på kirker, ørne og fiskere og fremfor alt: hygger sig med andre mennesker undervejs.

Det blev til fem hyggelige dage på et fint hotel med lækker mad, drinks i rå mængder om aftenen til dem, der måtte have lyst til det, souvenirs og masser af kram og hygge. De begyndte som en gruppe på 19 mennesker. Nu er de en flok, der kender hinanden og ved, at en elsker museer, en anden vil gerne kigge på flotte fiskere, en tredje føler sig ikke længere ensom. De siger selv, at de gør det igen til næste år, og alle er velkomne, for alle har godt af en ferie med ”Rul og Rejs”.