Det er helt normalt at være ked af det

Unge mennesker flytter hjemmefra, som det sig hør og bør, men det betyder ikke nødvendigvis, at det føles godt at være den mor eller far, der vinker farvel til flyttebilen. Det ved psykolog Heidi Agerkvist alt om, for hun har efterhånden mødt så mange påvirkede forældre, at hun i dag tilbyder vejledning og foredrag, der specifikt handler om at håndtere de svære følelser, der kan dukke op, når et barn flyver fra reden.

– Mange forældre beskriver deres reaktion som en meget stor ked-af-det-hed, som ofte ledsages af forvirring. Alt burde jo være godt: Barnet, der flytter, er jo et fornuftigt ungt menneske, der skal lære at stå på egne ben. Det er den vej, det SKAL gå. Alligevel kan flytningen være svær at rumme, siger Heidi Agerkvist.

Det er især mødre, der kan blive usikre og kede af det, når børnene flytter hjemmefra. Og flere beskriver ligefrem denne ked-af-det-hed som en sorg. Det giver da også god mening, ifølge psykologen, fordi forældrene jo ret beset mister et barn. I hvert fald et hjemmeboende barn.

Og Heidi Agerkvist understreger, at hverken ked-af-det-hed, forvirring, sorg, skam eller andre følelser forbundet med, at børnene flyver fra reden, er forkerte og eller tegn på, der er noget galt. Heller ikke selv om følelserne og reaktionerne faktisk har en engelsk psykologisk term: Empty Nest Syndrome.

Udramatisk mellemrum

Empty Nest Syndrome (Tom rede-syndrom på dansk) er ”bare” et syndrom eller en tilstand, forældre kan blive ramt af, når typisk det eneste eller sidste barn flytter hjemmefra. Tilstanden kan opleves som en livskrise, men heller ikke den behøver at være dramatisk.

– En krise er det, der sker, når det, der har givet mening indtil nu, ikke giver mening mere. Og det nye, der skal til at give mening, ikke er landet endnu. En krise er altså et mellemrum – et tomrum for nogle – hvor der er noget kendt, der slipper, og noget nyt, der skal til at tage form, siger Heidi Agerkvist.

En af grundene til, at forældre kan miste balancen i dette mellemrum, hvor barnet flytter ud, handler om, at vi i vores del af verden sjældent hæfter os ved livsovergangene efter puberteten. Overgangsalder er f.eks. også tabuiseret, og på samme måde er vi mere optagede af, hvad der sker i en familie, når vores børn kommer til verden, vokser op og skal opdrages, end det, der sker, når de skal etablere sig som voksne.

– Denne del af børnelivet giver vi sjældent plads i bøger, artikler og samtaler. Vi siger, “jeg skal lige flytte for Simon i weekenden”, og så krammer vi barnet farvel og tager på arbejde mandag morgen, som om intet var hændt. Men en flytning er en ret stor identitetsforandring og hverdagsforandring, også for forældrene.

Dårlig timing

At andre store problematikker kan fylde i den livsfase, hvor Empty Nest Syndrome typisk opstår, gør det ikke nemmere for forældrene, fortæller Heidi Agerkvist.

– I samme livsfase bliver forældrene selv ældre og får skavanker, og de har måske samtidig gamle forældre, der kræver pleje og opmærksomhed. Og mødrene kan være udfordrede af overgangsalder. Når livsfasen med hjemmeboende børn slutter, bliver mange forældre derfor også mere bevidste om deres egen dødelighed. Dét kan være med til at forstærke sorgen og savnet efter barnet, der er flyttet.

Heidi Agerkvist opfordrer alle forældre med Empty Nest Syndrome til at anerkende, at de er kede af det og forvirrede. Og dernæst huske sig selv på, at fasen, hvor vi har et voksent forhold til vores børn, kan vare mange år i dag, fordi vi lever længere end tidligere. Det er historisk nyt, og derfor skal vi ikke alene blive bedre til at tale om livsfasen, vi skal også øve os i at vende den til noget positivt:

– Der er mere liv tilbage, og du skylder både dig selv og dit voksne barn at nyde det.

6 råd til dig, der har Empty Nest Syndrome

1. Stå ved din reaktion

Særligt mødre, der har lagt megen identitet i rollen som mor og ikke har gjort sig mange erfaringer med løsrivelse og adskillelse, kan blive f.eks. ulykkelige, forvirrede og opleve barnets udflytning som et kontroltab. Tillad dig selv at være ude af balance og tag dine følelser og reaktioner alvorligt ved at stå ved, at du har det, som du har det lige nu.

2. Del dine følelser med de rette

Del dine tanker og følelser med personer, der kan rumme det (det er ikke nødvendigvis din partner eller barnets anden forældre). Undgå personer, der kommer med ubrugelige kommentarer som “det er da bedre, han flytter nu i stedet for at bo hjemme, til han er 30”, eller “Stop dig selv. Det er jo naturligt”.

3. Skab en meningsfuld tilværelse

Udnyt, du nu har tiden og energien til at fokusere på dig selv. Gør nogle af de ting, du har glædet dig til at få tid og plads til, når børnene var flyttet. Lær f.eks. et nyt sprog, gå Caminoen, begynd til dans, dyrk dine venner, nyd naturen. Det kan føles som at snyde, eller som om du er ligeglad med dit barn. Det er du ikke; du tager dig selv alvorligt ved at finde noget andet meningsfyldt at gå op i. Og du mister jo ikke relationen til dit barn, fordi du begynder på aftenskole eller tager på en rejse. Lav sociale aftaler, måske med andre, der også har fået mere tid til sig selv. Mange forældre, hvis børn er flyttet hjemmefra, får mere kontakt med deres egne søskende og evt. fætre og kusiner på samme alderstrin.

4. Vent med at træffe store beslutninger

Krisetid er ikke et godt tidspunkt at sælge huset på eller blive skilt. Vent til din dømmekraft er bedre, så du ikke handler i affekt.

5. Søg hjælp, hvis der ikke er bevægelse

Hvis du efter et halvt år stadig er meget ulykkelig, kan du have brug for professionel hjælp til at komme videre. Din stærke reaktion kan handle om mere/andet, end at dit barn er flyttet hjemmefra. Måske udløser flytningen traumatiske minder fra en tidligere mistet relation eller lignende.

6. Skab en ny relation til dit barn

Vis dit voksne barn, at du som udgangspunkt har tillid til, at det kan klare sig selv. Vis også dig selv tillid – selvfølgelig har du sendt et barn ud i verden, der kan stå på egne ben! Børn har også brug for, at vi som forældre sørger for at skabe indhold i vores eget liv. Det er ikke længere vores børns opgave. Bevar kontakten med dit barn og vær sammen med ham/hende, men find et niveau, der er passende for jer ­– og mest passende for barnet. Respektér, at det nu har sit eget hjem og skal ud at gøre sig sine egne erfaringer.

Kilde: Psykolog Heidi Agerkvist