”Hvis I pludselig står og mangler en mand, skal I bare ringe”. Sådan lød ordene fra den dengang 26-årige Jørn, og de skulle vise sig at blive startskuddet til hans livs rejse.
Han var sammen med en flok hesteglade mennesker til fest i et forsamlingshus, og her mødte han hestemanden Paul Rask, der netop skulle til at påbegynde en ambitiøs mission om at ride til Kina. Jørn havde fået et par drinks i løbet af aftenen, og ordene blev sagt i kåd beruselse.
Paul Rask ville bare gerne ride en lang tur, inden han skulle pensioneres. Han havde ikke midler til at finansiere turen selv og undersøgte mulighederne for at søge sponsorater. Han fandt ud af, at hvis man red Silkevejen baglæns, kunne man søge midler til at finansiere turen, og det var årsagen til, at valget faldt på Kina. Silkevejen, de skulle følge, er ikke en enkelt vej, men et omfattende netværk, der forbinder Kina med Europa og Indien.
Turen skulle tage sin begyndelse i Viborg, ned gennem Tyskland til den polske grænse, gennem Polen og videre til Ukraine, gennem Kasakhstan og med endestation i Peking i Kina. En distance på omkring 15.000 kilometer og en forventet rejsetid på halvandet år. Paul planlagde turen med sin makker, Steen, der var lærer. Steens arbejde betød, at de kunne søge midler fra Danmarks Lærerforening med den aftale, at de efterfølgende skulle afholde foredrag på skoler.
Jørns kække tilbud den aften blev mod al forventning taget seriøst, for da Steen et par uger inde i ekspeditionen sprang fra, fik Jørn opkaldet. Ville han med? Han var ikke et sekund i tvivl om, at det var en ”once in a lifetime”-mulighed.
– Jeg var 26 år, i god form og klar på det hele! Jeg tænkte ikke på, om det var farligt eller på konsekvenserne af det. Jeg var bare klar, griner han.
Derefter gik det stærkt. Jørn boede i Aalborg og arbejdede som officer ved Dronningens Livregiment. Han søgte straks om orlov. Derudover skulle han anskaffe sig en hest. Steen ville lade to af sine heste blive i Tyskland, hvor det oprindelige makkerpar var nået til, og selv om Steen sprang fra, fik Jørn og Paul fortsat midlerne fra lærerforeningen.
10 dage senere mødtes Jørn og Paul igen. l Bröthen øst for Hamburg. Selv om Jørn var lykkelig og spændt, fyldte bekymringer om, hvorvidt han var dygtig nok til at ride, og hvad Paul mon ville synes om ham.
– Jeg havde ikke meget rideerfaring, og samtidig skulle jeg også lære at ride med håndhest gennem trafik og terræn. Det var mega hårdt. Jeg havde nok lidt en form for jetlag, fordi jeg skulle finde mig til rette i en ny tilværelse.
Jørn vænnede sig dog hurtigt til det ridetekniske, og i løbet af få uger opbyggede Paul og Jørn et stærkt makkerskab.
Undervejs i Tyskland gjorde de holdt på marker og græsarealer, hvor de slog deres telt op og satte indhegning op til hestene. Somme tider blev de også budt indenfor af gæstfri folk, der var meget nysgerrige på at høre om Paul og Jørns rejse.
Efter to uger i sadlen nåede de frem til den polske grænse, hvor de skulle mødes med Marcin, deres polske guide gennem landet.
Da gruppen var nået halvvejs gennem Polen, skete det, der ”bare ikke måtte ske”. Hestene blev fejlfodret af nogle staldfolk. Da de red videre næste dag, begyndte hestene at blive sløve, og to af dem endte med at dø.
– Vi var så kede af det over det og havde dårlig samvittighed. Vi spekulerede meget over, hvad vi kunne have gjort for at undgå det. Det var et kæmpe tab, og jeg tænkte bare, hvad gør vi nu?
Jørn og Paul var fortvivlede. De ringede hjem til Danmark for at få råd hos Dansk Islandshesteforening. De købte to polske heste og kunne fortsætte mod Kina.
Turen videre gennem Polen bar i høj grad præg af eftervirkningerne af Murens fald nogle år forinden. Det polske folk var stadig tydeligt mærket, og de var meget fattige. Da mændene efter knap to måneder nåede til den ukrainske grænse, tog de afsked med Marcin. Her skulle en ukrainsk guide overtage, men den aftale gik i vasken. Jørn og Paul fortsatte, men indså snart, at det ville blive en stor udfordring for dem at begå sig i Ukraine uden guide. Ukraine var ligesom Polen et land i opløsning, og her syntes fattigdom og magtesløshed kun mere udtalt.
– Vi følte os mere utrygge i Ukraine. De var meget interesserede i vores genstande og penge. Det var sgu’ det vilde øst, vi var kommet til, griner Jørn i dag.
Det blev sværere og sværere for dem at bevæge sig gennem Ukraine. ud over utrygheden havde de også svært ved at finde mad, fordi folk i landsbyerne var fattige og kun havde nok til sig selv. Der var intet at købe.
Tanken om, hvorvidt ekspeditionen kunne gennemføres, lurede hos dem begge, og da de var nået halvvejs gennem Ukraine, blev de nødt til at italesætte bekymringerne.
– Vi snakkede om, hvor meget vi skulle risikere og blev enige om, at det ikke skulle være ret meget mere. Vi var rimelig afklarede og nåede frem til den konklusion, at det var klogest at stoppe her.
Fire måneder efter han tog orlov og pakkede sit liv sammen, stod Jørn igen i Danmark. Her mærkede han virkelig følelsen af ikke at have nået målet.
– Det havde alligevel taget hårdt på mig, at vi måtte stoppe ekspeditionen. Altså, jeg følte jo, at jeg havde givet op.
Heldigvis opdagede han ret hurtigt, at han havde fået en hel masse positivt ud af rejsen. Turen havde givet ham tid og mulighed for at reflektere over sit liv. Efter endnu et par år i hæren besluttede han sig for i stedet forfølge drømmen om at arbejde med heste.
– Jeg kom fra det her kæmpe system som officer, hvor jeg bare følte mig som et nummer, og rejsen med Paul blev ligesom en måde at frigøre sig på for mig.
Jørn gik i lære som beslagsmed og blev senere selvstændig, hvilket han fortsat er i dag. Han mødte sin kone, og de har sammen tre børn, som alle deler interessen for heste.
Selv om historien har en del år på bagen, synes Jørn, at den sagtens kan fortælles igen – måske som inspiration for andre:
– Først og fremmest er det jo en god historie, og så håber jeg også, at den kan være med til at inspirere andre til at tage afstand fra det planlagte og målrettede i livet og bare kaste sig ud i noget nyt!