Vi skal hjælpe børnene

Annelise var den bedste mor, man kunne forestille sig. Hun knuselskede sine døtre, og de elskede deres glade, kærlige mor. Hun var den mor, der godt kunne være lidt pinlig for to piger på 14 og 11, når hun gav dem knus og kram og ikke gik af vejen for at gå i lilla træsko og vække opmærksomhed.

Hun fortalte sine børn, at uanset hvad der skete, skulle de nok klare sig. Og så forlod hun dem. En dag i sommeren 1989 trådte Annelise ud foran et tog, og hendes to døtre blev alene i verden.

Der er gået næsten 34 år. Jannie Brun Jessen i Tappernøje er Annelises ældste datter, der nu er voksen og har sine egne børn. Hun ved, at hendes mor elskede hende og hendes søster. Men hendes mors død forandrede Jannies liv for altid.

Det har været et svært liv, men også et rigt liv, for i dag hjælper Jannie børn, der selv har det svært, og især vil hun gerne gøre noget for de børn, der oplever at miste en eller begge forældre ved en pludselig død.

– I 2022 mistede 1.500 børn deres forældre. Når en forælder dør på grund af langvarig sygdom, er der sorggrupper for børn. Der findes ikke noget for børn, der mister deres forældre ved selvmord, et hjertestop eller ved en anden uventet og hurtig død. Det kan vi gøre bedre, siger Jannie, der derfor har oprettet et borgerforslag, der går ud på, at når børn mister en forælder, skal barnet med det samme have gratis offentlig hjælp igennem en sagsbehandler eller en læge.

– Der skal være et voksent menneske, der tager sig af barnet, for det er ikke sikkert, at der er andre i familien, der kan hjælpe, siger Jannie.

Fik angst

Hun var på sommerferie hos lillesøsterens far i Hvidovre, da hendes mor døde, og her blev hun boende.

– Jeg kom aldrig hjem igen efter den ferie. De voksne havde besluttet, at vi børn ikke skulle tilbage til vores hjem, hvor vi havde levet sammen med vores mor. De troede ikke, vi kunne klare at se vores mors tøj og ting.Jeg blev boende hos min lillesøsters far og hans kæreste, der kun var 28 år. Hun gjorde sit bedste for at hjælpe mig og min søster, men det kunne hun jo ikke, og det vidste hun godt selv. Der var ingen, der kunne hjælpe. Da min mor døde, faldt resten af vores familie fra hinanden. De voksne var fulde af sorg, min mormor fik et sammenbrud, og der var meget vrede. Nogle mente, at det var min mors kærestes skyld, at min mor havde taget sit liv, og midt i det hele stod vi børn, siger hun.

Jannie fik at vide, at hun kunne begynde en dag senere i skolen efter sommerferien, hvis hun havde brug for det. Hun anede egentlig ikke, hvad hun havde brug for, for hun havde ingen ord for sin sorg, og hendes voksne kunne ikke hjælpe. I stedet begyndte hun så tit som muligt at gå i byen med vennerne. Sammen med dem kunne hun glemme alt det triste. I hvert fald noget af tiden.

I skolen og hjemme hos familien blev hun en ”pleaser”, der havde det bedst, når hun var usynlig for de voksne og ikke var til besvær. De voksne havde jo nok at gøre med deres egen sorg.

– Min søster og jeg havde det vidt forskelligt. Efter min mors død flyttede vi permanent ind hos min lillesøsters far, men jeg opholdt mig mest i det område i Ballerup, hvor vi havde boet sammen med min mor. Det var her, jeg gik i skole, og her jeg havde mine venner, men det, der havde været mit hjem, så jeg aldrig mere. Der var så mange ting, der fyldte i mit hoved. Jeg fik det første angstanfald, da jeg var 18 år. Jeg havde et meget lavt selvværd, og jeg var bange for ikke at være god nok. Tænk, hvis jeg også var sådan et menneske, der ville begå selvmord? Sådan ville jeg ikke være, men jeg var bange for, at jeg måske lignede min mor. Alle disse tanker havde fyldt i mit hoved, siden min mor døde, og det blev værre og værre. Efter mit angstanfald søgte jeg om professionel hjælp, og det har jeg så fået lige siden, siger Jannie.

Børn husker en sorg

– Jeg har været hos psykolog, psykiater, fået gestaltterapi og prøvet mange forskellige ting. For mig er det en investering i at få et liv, jeg kan være glad for. Jeg tror, at hvis jeg havde fået den hjælp fra begyndelsen, havde jeg ikke haft brug for al den terapi, jeg selv har opsøgt i alle årene. Mit liv ville have været lettere, hvis jeg havde fået hjælp til at bearbejde tingene, mener Jannie, der tumlede gennem ungdomsårene, tog hf, et års handelsskole og uddannede sig endelig til pædagog.

Da hun blev 24, opsøgte hun sin mors sidste kæreste, for der var masser af spørgsmål, hun aldrig havde fået svar på.

Han fortalte hende, at Annelise havde været psykisk syg. I dag ville man sige, hun var bipolar, men hun havde humørsvingninger og var meget jaloux. Det var ikke hans skyld, at hun havde taget sit eget liv.

– Det var ingens skyld, og det havde jeg brug for at finde ud af. For mig har det været nødvendigt at gå i terapi, for min mors død ændrede mit liv fuldstændigt. Imens hun levede, gav hun os al den kærlighed og styrke, hun kunne. Det var livet bagefter, der gjorde ondt. I mange år har jeg haft svært ved at rejse, for jeg er altid bange for at miste. Det var jo, mens jeg var på ferie, at min mor døde. Børn husker en sorg, og den får lov at vokse sig større og større, hvis vi ikke hjælper dem med at komme igennem, siger Jannie.

Skrøbelig

– Vi har kampagner for at huske at børste børns tænder og huske at give dem frugt med i madpakken, men hvornår ser vi kampagner for at tale med dem om de svære ting som det at miste en forælder? Der er stadig en stor og larmende tavshed, når et barn mister en far eller mor, og det kan vi ikke være bekendt. Derfor går mit forslag ud på, at et barn, der mister en forælder, straks skal henvises til en kriseterapeut. Den henvisning skal være brugt inden tre måneder efter dødsfaldet, og lægen eller sagsbehandleren skal følge op på, hvordan det går. Derefter skal barnet stadig følges en gang om året, indtil han eller hun er 25 år. Sådan giver vi børnene den bedste mulighed for at komme videre med deres liv. Det skal være lovpligtigt at få professionel hjælp, ellers får barnet kun den hjælp, de voksne omkring det lige kan skaffe, siger Jannie.

Hun fik selv et godt liv. Hun har mand og børn, som hun elsker, men hendes liv har ikke altid været nemt.

Det har kostet mange tårer, meget vrede og utrolig mange kroner til terapi, at hun nu er nået så langt, at hun kan stille det borgerforslag, der kan hjælpe andre børn, der står i den situation, hun engang stod i.

– Min humor har hjulpet mig meget. Jeg bruger den også i mit arbejde, hvor jeg er pædagog for børn, der har det svært. Jeg holder foredrag om at være skrøbelig, og jeg har erkendt, at jeg også selv er skrøbelig på mange punkter. Jeg er ikke længere bange for at ligne min mor. Når jeg er ked af det og ulykkelig, ved jeg, at der er en vej ud af sorgen. Det vidste min mor ikke, siger Jannie.