– Du har en akut leversygdom, og du er heldig, at du stadig lever. De flestes lever springer på det her tidspunkt, og så lider de en smertefuld død. Nu har du to muligheder. Du kan gå til venstre, hvor der ligger en kiosk, og så kan du købe noget alkohol og drikke videre. Jeg vil skyde på, at du har et år tilbage. Måske mindre. Den anden mulighed er, at du stopper med at drikke.
Overlægens ord får Jørn til at bryde sammen i hospitalssengen. Han har prøvet at blive ædru 13 gange tidligere, og han ved, at når han forlader hospitalet, går han til venstre.
Han er 54 år. Har ingen penge, intet sted at bo, og to halvstore sønner, han alt for mange gange har givet et håb, og som nu ikke længere tror på, at deres far nogensinde bliver tørlagt.
– Jeg husker, at det hele føles fuldstændig håbløst lige dér. Jeg ligger og græder og aner ikke, hvad fanden jeg skal gøre. Sygeplejersken kigger på mig og ved heller ikke rigtig, hvad hun skal gøre, fortæller Jørn.
Men da hun forlader ham, kommer der kort efter en anden ind til Jørn. Hun er hospitalspræst, siger hun, og inviterer Jørn på en samtale i den lille kirke ved siden af. De taler i tre timer, og da Jørn forlader kirkerummet, er der sket noget i ham.
– Vi sidder og taler om livet, mit liv, og da hun på et tidspunkt siger, at vi skal begrave Jørn 1.0 og lade Jørn 2.0 genopstå, sker der noget. Et mirakel. En åbenbaring. Kald det, hvad du vil. Men lige dér føler jeg mig let og klar på, at jeg har fået en ny chance. Og jeg har ikke drukket siden.
I dag er det to år siden, og Jørn Aarup fra Dragør har ikke så meget som smagt på en whiskysauce siden. Han ved, at bare smagen af alkohol vil kunne antænde en gnist, han i så mange år var afhængig af brændte hver eneste dag.
Det begyndte som festlige weekender med venner og kolleger og endte med tre liter pap-hvidvin og vodka om dagen. Længe i skjul og fornægtelse, men til sidst synligt for enhver.
En vild nedtur, der tog sin form allerede i barndomshjemmet i Skive, hvor han voksede op med sin mor, far og storebror. Forældrenes ægteskab virkede stormfuldt for Jørn, og hans modsvar var at forsøge at gøre sig til den bedste i alt. I skolen, til fodbold, til badminton. Og når han så hørte de anerkendende ord ”Jørn, han bliver til noget stort” fra sin far, gav han sig endnu mere.
– Jeg så op til min far, og det var en sandhed, der boede i mig i mange år. Nu ved jeg, at den var med til at skubbe mig over kanten, siger Jørn.
For godt nok knoklede han sig til tops i Tæppeland og blev udnævnt erhvervschef i kæden som 24-årig for derefter at lande et vellønnet job som kopimaskinesælger til både den offentlige og private sektor i flere år, men det, der fulgte med pengene og succesen, var også en forrådnelse.
– Jamen, det gik ud på at snyde kunderne, så jeg kunne tjene endnu mere. Det gav prestige og masser af opmærksomhed. Vi levede det vilde liv med rejser, alkohol og dyre vaner, siger Jørn.
Han mødte kærligheden som 25-årig, blev gift, fik to børn, kæmpehus og dyre biler i indkørslen. Og han blev skilt, fik 7/7-ordning og et hak i selvværdet 10 år senere. Drømmen om familieliv var brast, og den uge, hvor han ikke var familiefar, brugte han på at drikke sig fuld.
Det fortsatte også, da han fandt kærligheden på ny, og det var flere gange oppe at vende, at Jørns alkoholforbrug efterhånden var ude af kontrol.
– Men jeg passede jo min virksomhed, som jeg havde startet op på det tidspunkt, og jeg havde gang i en masse idéer. I det miljø, jeg kom i, var det ikke unaturligt at drikke sammen.
Da finanskrisen kom, ramte den også Jørns virksomhed. Han gik konkurs, måtte sælge hus og biler, og forholdet til kæresten skrantede. Han forsøgte i tiden efter at starte nye virksomheder op, det lykkedes for en stund, præcis som med parforholdet, der gik op og ned. Selv Jørns drikkeri gik op og ned. For venner, kæreste og sønner har tryglet ham om at søge hjælp flere gange i årenes løb.
Han røg ind og ud af hospitaler og forskellige former for alkoholbehandlinger, men intet så ud til at virke. Han prøvede alt, gav op og drak videre.
– Det har været hårdt for mine sønner, og jeg har været plaget af stor skyld over det. Heldigvis har vi fundet hinanden nu, hvor jeg er brudt ud af mørket. Det er jeg utrolig taknemmelig over, siger Jørn.
For mørket brød han, da han forlod hospitalets kirke og kørte ud på landet i Dragør med en gammel campingvogn bagpå. Han stoppede ved en tilfældig landmand og spurgte om lov til at campere på hans mark. Det fik han ja til, og herfra begyndte hans rejse tilbage til et nyt liv i en bedre version af sig selv.
I ni måneder boede han i campingvognen og tænkte over sin fremtid. Han mediterede, læste bøger, gik ture i naturen, begyndte at træne og spise sundt igen.
– Jeg har frigjort mig fra ting, som betød noget for mig tidligere. Alt det med at jeg skulle være den bedste og have dyre ting omkring mig. Det betyder ikke noget for mig mere. Jeg har erstattet de mål, jeg altid gik efter, med at være i en tilstand. Herude er jeg i ro og balance. Jeg kan overskue mine følelser og tanker, forklarer Jørn og er meget bevidst om, at han ikke skal trækkes tilbage. Som når han støder på den tidligere omgangskreds, der forsøger at lokke ham tilbage med tilbud om gode jobs, der venter ham.
– Jeg skal ingenting af den slags overhovedet. For så kommer jeg ud ad den gamle tangent. Når jeg mærker, at der er noget, der er dårligt, så siger jeg fra, siger han bestemt.
I stedet har han fundet sin livsvej. Han hjælper andre mennesker. Med at få styr på tanker og følelser. Finde en retning i livet. Han er i dag coach, og han ved, at han kan noget ekstraordinært, for der er efterspørgsel. Han har siden sommer hjulpet mennesker ud af deres alkoholmisbrug ved at vise, hvordan han selv har gjort, og træne sammen med dem, og bruger derudover sin erhvervsfaring til at coache virksomhedsejere til et bæredygtigt liv. Lige nu er han i gang med at tage en uddannelse som coach og mental træner hos adj. professor i sportspsykologi, Klaus Veile.
Og så har Jørn fundet kærligheden på ny. I Karina fra Nyborg. Her bor Jørn det meste af tiden, men han kører også til Dragør, hvor hans campingvogn stadig står på landmandens mark. Den er han ikke klar til at skippe.
– Ikke endnu. Hver gang, jeg har været herovre i nogle dage, siger min kæreste, at jeg har rykket mig. Jeg er klarere i øjnene, mere fokuseret og mere glad. Der sker bare et eller andet her, som jeg ikke kan forklare.