Puks brevkasse: Kollegaens sorg giver mig dobbeltarbejde

Onsdag, 19. april 2023
Af Puk Elgård. Illustration: Birgitte Ahlmann.
Læserens kollega har mistet sin mand, hvilket kollegaen stadig er meget påvirket af. Det medfører, at læseren ofte skal lave dobbeltarbejde. Hvordan skal læseren konfrontere kollegaen? 

Jeg arbejder på kontor, og en af mine kolleger er havnet i en svær situation, som efterhånden begynder at blive belastende.

Sagen er, at hun for fem måneder siden mistede sin mand, hvilket naturligvis er tragisk, men selv her næsten et halvt år efter brister hun stadig i gråd ved det mindste.

Jeg er sommetider nødt til at forlange en vis arbejdsindsats af hende, og hvis jeg retter noget af det, hun har lavet, eller minder hende om et eller andet presserende, får hun tårer i øjnene, og det ender altid med, at jeg har dobbeltarbejde.

Jeg begynder at synes, at jeg tager ansvaret for hendes tab, og det er jeg ikke sikker på, at jeg vil.

Men hvordan kan jeg sige det til hende?

Jeg håber, du kan give mig et råd, for sagen går mig på.

K.

Kære K.

“Andre menneskers tårer er kun vand”. Jeg ved ikke, hvor citatet kommer fra, men da jeg i sin tid læste det, gjorde det indtryk på mig.

Vi har vel alle stået på begge sider af det citat. Vi har prøvet at være ulykkelige og ikke følt os set, og vi har prøvet at skulle rumme andres sorg og ikke kunne.

Det må være en snak, du skal tage med din chef. For der ligger et chefansvar over for din kollega, og det skal afdækkes, om hun egentlig er klar til at arbejde. Måske skal hun sygemeldes i en periode, og der skal tages hånd om hende på en anden måde.

Du kan også tale direkte med hende. Spørg til hendes tab. Sig, at du oplever, at hun bliver ked af det, når hun bliver presset. Spørg, hvad hun har brug for.

Vi skal ikke være så berøringsangste over for mennesker i sorg. De har ofte mere brug for, at man spørger, end at man bare tager over og lader som ingenting.

Din kollega gennemgår en svær tid, og det føler jeg egentlig også, du har forståelse for, men I er nødt til at få sat nogle ord på den proces, hun er i.

Jeg tror faktisk, det vil være en lettelse for alle, hvis I får svesken på disken.

Så i gang med de hensynsfulde samtaler, inden det her kører af sporet. Find ud af, hvor hun er, og hvad hun har brug for.

Bedste hilsner fra Puk.