Puks brevkasse: Kollegaen er blevet et samtaleemne

På min arbejdsplads har vi også arbejdet hjemmefra under coronakrisen, men når vi ellers er samlet, sidder vi ret tæt i åbent kontorlandskab, og det giver nogle store udfordringer indimellem.

Der er jo meget snak hen over bordene, og selvfølgelig skal der også være plads til det, vi har alle brug for socialt samvær og for at sparre med hinanden og såmænd også grine sammen, da latter er sundt.

Men … især en af kollegerne bruger ufattelig meget tid på at snakke, når hun ellers er på arbejde. For hun er også en af dem, der gerne arbejder hjemme, hvor vi desværre er flere, der har hende mistænkt for ikke at arbejde så meget, som hun bør og er ansat til.

Læs også: Brev til Puk: Er det os kvinder, der er dumme?

Og når hun så sidder blandt os, ja, så snakker hun om alt muligt andet end det, vi arbejder med, og har samtidig utroligt travlt med at fortælle, hvor stresset hun er.

Ingen af os kontrollerer hende, men vi kan jo se, at hun konstant er bagud med sit arbejde og ikke ”leverer varen”.

Hun må have et horn i siden på vores mellemleder, som ikke siger noget, men er åh, så forstående for, at kollegaen gerne vil arbejde hjemme – hvad vi andre helst ikke må – og siger også jævnligt til hende, at hun endelig må sige til, hvis hun har for meget at lave, for hun må ikke gå ned med stress.

Læs også: Brev til Puk: Finder det upassende, at min kollega går uden bh

Efterhånden er kollegaen blevet et samtaleemne ved frokostbordet, når hun ikke er der, for vi finder det ikke rimeligt, at hun kan få lov til at agere, som hun gør, mens vi andre knokler.

Da vores mellemleder åbenbart har sympati for kollegaen, vil det nok ikke hjælpe at tale med hende, og ingen af os har mod på selv at konfrontere kollegaen med vores syn på hende, for hun har også en skarp tunge. Dog har jeg efterhånden selv overvejet at tage konfrontationen i det åbne rum og se, hvad det ender med. Måske er det så mig, der bliver fyret, selv om vi faktisk ønsker, at hun skal ud! Hvad vil du råde mig – os – til?

En af kollegerne

Læs også: Brev til Puk: Hvorfor er mine kolleger sådan?

Kære En af kollegerne

Der er noget, jeg har skullet lære om samarbejde. Noget, som har taget mig tid at forstå, og som jeg stadig ikke fatter, men nu øver mig på. Det er det stik modsatte af det, du beskriver.

Jeg kan simpelt hen ikke forstå, hvorfor man ikke kan tale mere frit på en arbejdsplads, end man gør. Kommentere og diskutere arbejdsindsatser og opgaver langt mere ligetil, end det er tilfældet mange steder. Der er alt for meget fnidder rundtomkring. Det er jo ARBEJDE.

Jeg er blevet kaldt ind til mere end én personlig samtale af mine chefer, der fortæller mig, at mine kolleger kan opleve mig som en hård banan, og at jeg skal lære at ”pakke tingene mere ind.”

Læs også: Puks brevkasse: Ekssvigerinden sladrer om mig

Det fatter jeg simpelt hen stadig ikke, men jeg øver mig som sagt. Jeg synes, vi har en forkert opfattelse af det at være på arbejde. Vi er der for at løse en opgave, og jeg synes, mange tager det alt, alt for personligt, hvis der kommer nogen form for kritik og rettelser. Når der er efterkritik af noget, så er der alenlange indflyvninger: ”Det og det var simpelt hen så fint” og ”det og det var virkelig godt løst,” og man ved bare, at der kommer et MEN til sidst i den sætning. Det ”men” er jo det eneste, man sidder og venter på. Hvorfor kan man ikke bare begynde med alt det, der kommer efter MEN, så vi kan komme videre?

Og hvor vil jeg hen med alt det her? Jeg vil simpelt hen derhen, hvor I på din arbejdsplads øver jer I at evaluere åbent og frit om den arbejdsindsats, der er.

Læs også: Puks brevkasse: Pædagog med store bryster og uden bh

Selvfølgelig kan du bringe emnet på bane. Alt andet er jo volapyk. Hvis man nogen sinde skal kunne udvikle sig på sit job, så skal man også kunne deltage i en saglig og konstruktiv snak om, hvem der gør hvad, og hvordan man fremadrettet arbejder bedst muligt.

Hvis der er for meget snak hen over bordene, så skal det stoppes. Hvis ikke der bliver leveret, så skal der strammes op. For mig er det logik for høns, men jeg ved godt, at jeg ofte er alene med den holdning.

Men kan vi blive enige om, at der er forskel på at arbejde og at sidde til en privat komsammen og tale om noget personligt? Når vi taler om at optimere arbejdsprocesser og blive bedre, så er det altså ikke hensigtsmæssigt at opfatte det som et personligt angreb, når nogen kommenterer indsatsen.

Nå, men summa summarum – ja, for pokker! Sig dog noget. Men sig det fornuftigt og velovervejet i en god tone, og få dine kolleger til at forstå, at I taler JOB og ikke personlige relationer.

Kærlig hilsen (den hårde banan) Puk

Læs også: Forarget kvinde til Puk: Hendes opførsel huer mig ikke