Over Slottet vajer regnbueflaget

Rød, orange, gul, grøn, blå og lilla. Seks regnbuefarver går igen på det kommunale plejehjem Slottet – fra flag, bænke, medarbejdernes navneskilte til udsmykninger og billeder på fællesarealer og kontorer.

Farverne symboliserer, at Slottet har en regnbueprofil – og dermed et særligt fokus på beboere, der har en anden seksuel orientering eller kønsidentitet end de fleste af os. Regnbueprofilen betyder ikke, at der ikke må bo heteroseksuelle mænd og kvinder på Slottet.

Det må der hjertens gerne, og det gør der også, men modsat alle andre danske plejehjem, gør Slottet en ekstra indsats for, at LGBT’ere også føler sig velkomne.

LGBT er en international betegnelse for en relativt stor og mangfoldig – farverig – gruppe af Lesbiske, Bøsser (”Gay” på engelsk), Biseksuelle og Transpersoner.

– 15 procent af vores beboere har en regnbueprofil. De har valgt os til, fordi vi bestræber os på at være et plejehjem, hvor dørene er åbne for alle, og hvor alle skal føle, de er noget værd. Samtidig er vi et helt almindeligt plejehjem, og på den måde spejler vi resten af verden, siger Kristina Tugsen, der er forstander på Slottet.

Hun sidder sammen med Jørgen Ravn Juncher, der har været plejer på Slottet i et lille år, og siden marts også har fungeret som frivillig- og LGBT-koordinator.

– Mange beboere på Slottet, som ikke har en regnbueprofil, er nysgerrige og vil gerne i dialog med f.eks. de homoseksuelle beboere. På den måde synes jeg faktisk, at der bliver taget større skridt på Slottet end mange andre steder ude i verden, siger Jørgen Ravn Juncher, der har været en aktiv del af LGBT-miljøet, siden han var 17, og er ansat til at fremhæve Slottets regnbueprofil.

Sammen med en gruppe frivillige arrangerer Jørgen Ravn Juncher bl.a. den såkaldte regnbuestund, hvor beboere hver onsdag på forskellig vis mødes om temaer som Kvindernes Internationale Kampdag, karneval, skoletiden eller det første kys. Temaer, der vækker minder, får mundene på gled og skaber en følelse af samhørighed deltagerne imellem.

Jørgen Ravn Juncher er også med til at udvikle og holde arrangementer og aktiviteter med fokus på LGBT-relaterede emner. Hvert år deltager Slottet f.eks. i Copenhagen Prides parade gennem København.

– Mit job er det mest meningsfulde, jeg nogensinde har haft. På Slottet møder jeg så meget kærlighed, og det er gået op for mig, at de formative år ikke kun er for de unge LGBT’ere. Det er hele livet, vi udvikler os. Jeg har lyst til at ledsage vores beboere med regnbueprofiler til alt det, de gerne vil se og opleve, og vise dem frem til alt og alle. Det skylder jeg dem, for jeg og unge LGBT’ere står på skuldrene af deres generation, siger Jørgen Ravn Juncher.

Fordomme andre steder

Slottet har været regnbueplejehjem siden 2015, og i dag er det kun homoseksuelle beboere, der tegner plejehjemmets LGBT-profil, fortæller forstanderen. Men det vil nok ændre sig i takt med, at det i samfundet bliver mindre tabubelagt at tale om f.eks. flydende kønsidentitet og transkønnede. Det var ikke på dagsordenen, da nutidens ældre voksede op.

– Vi hilser udviklingen velkommen og vil følge med den. Vi er meget bevidste om, at vi indimellem vil møde – og allerede møder – sårbare sjæle, som ikke kun har gode minder fra deres liv. Vi hører nogle vilde livshistorier fra beboere, der har følt sig isolerede og ensomme. De er blevet ekskluderet, har mistet familie og venner, og mange af især mændene har ikke haft mulighed for at danne familie på samme måde, som man kan i dag, siger Kristina Tugsen og tilføjer:

– Vi har selvfølgelig også beboere, som har levet et liv med fuld power og været en del af LGBT-miljøet på en positiv måde.

Forstanden fortæller, at gæster på plejehjemmet, fagfæller eller pårørende indimellem siger til hende, at de ikke forstår, hvorfor et plejehjem skal have fokus på LGBT’ere. Hvad skal regnbueprofilen til for?

– Jeg ville da også ønske, den ikke var nødvendig. Men som leder kan jeg sige, at den relativt store befolkningsgruppe, vi giver ekstra opmærksomhed, stadig har hårdt brug for den. På mange plejehjem er der fordomme mod f.eks. homoseksuelle og ikke de samme netværksmuligheder, som vi tilbyder. Personalet er ikke klædt på til at håndtere følelserne, samtalerne og behovene, og derfor føler nogle beboere sig tvunget til at lægge bånd på sig selv og være “normale”.

Nogle ældre homoseksuelle springer endda ind i skabet igen, når de flytter på et almindeligt plejehjem, fortæller Kristina Tugsen.

– Du kan ikke have et trygt ældreliv med en LGBT-profil på hvilket som helst plejehjem. Dér er vi desværre ikke endnu. På Slottet vil vi gerne være fyrtårn for at forandre noget, understreger Kristina Tugsen og giver ordet til sin kollega:

– Slottet er allerede et fyrtårn. Nogle af vores LGBT-beboere har været med til at starte Landsforeningen for bøsser og lesbiske, der gik forud for foreningen LGBT+ Danmark, og når jeg taler med dem, går det op for mig, at slottet er en mirakelplads for alle os, der på et eller andet tidspunkt har følt os uden for normen. Nu er Slottet vores norm, og jeg oplever også, at flere og flere, der ikke er LGBT’ere, også har lyst til at komme herind og bo, siger Jørgen Ravn Juncher.

Kirsten valgte diversitet

Det var ikke med Kirstens gode vilje, hun skiftede sin lejlighed på Christianshavn ud med et plejehjem for snart to år siden. Men to blodpropper i benene ville det anderledes. Og når det nu skal være, kan hun ikke tænke sig et bedre hjem end Slottet.

– Da jeg fandt ud af, jeg skulle på plejehjem, sagde jeg, jeg gerne ville til et sted, hvor diversitet var et emne. Så fik jeg foreslået Slottet. Dét kan jeg lide. Her er der plads til alle, siger 74-årige Kirsten, der er professor i japansk og tidligere dekan på det Humanistiske Fakultet på Københavns Universitet.

Kirsten er opvokset i Fredericia, men slap som 18-årig afsted til København, hvor ingen løb med sladder eller kendte hendes familie, fortæller hun. Hendes stemme er lav, men sikker. Og som det kultiverede og begavede sprogmenneske, hun er, rutter hun ikke med ordene. Eller med følelserne for den sags skyld.

– Jeg fandt en mand, vi giftede os og rejste til København. Det var det, man gjorde dengang. Giftede sig. Og så tog vi til Japan, som var vores store interesse. Efter et år blev vi skilt. Jeg skulle prøve diversitet med en japaner. Vi boede sammen i Japan, indtil vi rejste til Danmark, hvor vi stiftede familie.

Ægteskabet holdt i 10 år og var ”okay, men så heller ikke mere”, ifølge Kirsten, der heldigvis fik fire dejlige børn ud af det, og også blev magister i japansk.

– Jeg var en del af kvindebevægelsen og ville have ligestilling i hjemmet, det var min mand ikke indstillet på. Vi skændtes om alt, så jeg forlod ham. I kvindebevægelsen mødte jeg nogen af de sødeste kvinder, jeg har kendt hele mit liv.

Hvad skete der så?

– Jeg mødte en ny mand, Henning, han var såmænd meget sød. Vores forhold var lidt op og ned, men vi vænnede os til hinanden, og til at vi var forskellige. Senest forskede jeg i de kristne missionærer i Japan, det var ikke noget for ham.

Henning døde i 2014, og siden har Kirsten levet alene.

– Tre mænd og tre ægteskaber må være nok, smiler hun.

Sprang ud på Slottet

Kirsten er fra 1948 og vokset op med, at homoseksualitet var en afvigelse, fortæller hun. Men det var ikke kun derfor, hun gik stille med dørene, da hun som ung kvinde mærkede en interesse for sit eget køn.

– Jeg blev født til at være sammen med mænd, men de var altid kammerater mere end noget andet. Jeg var nysgerrig på kvinder og nok forelsket i et par stykker. Men de første par gange, jeg prøvede at gøre noget ved det, gik det ikke så godt. Så stoppede jeg med det. I 80’erne var der aids og usikkerhed, som holdt mange tilbage, og det seksuelle har nok altid været lidt fremmed for mig, siger Kirsten og fortsætter efter en pause:

– Jeg har ikke gidet bruge tid og energi på en masse følelser, seksualitet og den slags. Det har altid været mine børn og min forskning, der var vigtigst for mig. Men havde jeg kunnet vælge frit, da jeg var ung, havde jeg valgt kvinder. De siger mig mere.

Kirsten deltager gerne i Slottets regnbuestund, der først og fremmest er tiltænkt Slottes LGBT’ere, og hun afviser ikke at være sprunget ud som lesbisk på Slottet. Der er bare ingen grund til at gøre et stort nummer ud af det.

– Jeg har altid syntes, at opdelingen af f.eks. heteroseksuelle og homoseksuelle er lidt unødvendig, og at køn er noget sekundært. Men det er dejligt at bo et sted, hvor der ikke er en gammeldags eller forstokket holdning, og hvor der er findes mange forskellige slags mennesker og livshistorier.

Kirstens børn ved godt, at deres mor går op i diversitet og befinder sig godt på Slottet på grund af netop regnbueprofilen. Men igen, hvorfor skilte med sin “nye” seksualitet over for alt og alle, når den også fungerer fint som en mere stille glæde.

– Jeg har en datter, jeg kan tale med om alt. Jeg tror, hun selv har eksperimenteret lidt med sin seksualitet. Mine to andre døtre ved også, hvordan jeg har det med kvinder, men mine døtre er mere konventionelle. Min søn og jeg taler mest om Hong Kong, hvor han bor, og snart skal være far, siger Kirsten.