Ole flyttede på plejehjem: Fire af ugens syv nætter sover Margit hos ham

Lige inden de skal sove, siger Ole altid ”godnat, lille Muggi” til Margit. Sådan har det været i 40 år, og sådan skal det blive ved med at være.

Så da Ole, som er 76 år, for fi­re år siden flyttede på plejehjem, bestemte Margit, 62 år, sig for at flytte med. Hun arbejder stadig, men sit godnatkys og sin godnat­hilsen ville hun ikke undvære.

– Folk siger af og til, at jeg da også skal have mit eget liv. De forstår ikke, at jeg gør det her li­ge så meget for min egen skyld. For Ole er min mand, og det her er mit liv, siger Margit og ræk­ker hånden over og klemmer Oles arm lidt.

Fire af ugens syv nætter lig­ger Margit Rasmussen i sengen ved siden af Ole på Meta Marie­hjemmet i Gadbjerg, nordvest for Vejle, men for ikke at få ”pleje­hjemskuller” sover hun også tre nætter i sin egen lejlighed i Giv­skud. Skiftene foregår efter et fast mønster, som Margit hurtigt kan rable af sig:

– Jeg er her altid om sønda­gen, tager herfra mandag formid­dag og kommer igen tirsdag ef­ter arbejde. Så kører jeg torsdag og kommer igen lørdag.

Læs også: Birgitte og Jørgen mødte hinanden sent i livet

Anden juledag 2014

Allerhelst ville Margit have Ole derhjemme, men det ville kom­munen ikke gå med til, da hjer­neblødningen og efterfølgende betændelse i nogle drænrør ram­te den da 72-årige forhenværen­de bagermester. De mente ikke, hans situation ville blive bedre.

– Vi havde en helt alminde­lig jul i 2014, og anden jule­dag skulle jeg på arbejde. Da jeg kom hjem fra min vagt, sad Ole og hang så mærkeligt i sofaen. Fjernbetjeningen lå i brænde­kurven, kaminlågen stod åben, og hunden havde ikke fået mad, husker Margit. Hun kunne godt få kontakt med Ole, og han kun­ne fortælle, at han bestemt ikke skulle på hospitalet, for han skul­le på jagt næste morgen.

Men på hospitalet kom han, og jagt har han ikke været på si­den. Lammelsen fortog sig del­vist, og han fik det bedre efter hjerneblødningen, men to gange fik han tilbageslag, senest ramte en blodprop ham i hjernen i som­meren 2017.

– Ole har gode og dårlige da­ge, men man skal passe på med at bedømme ham ud fra de dårli­ge dage, indskyder Margit.

Læs også: Lone og Hans: Demens er blot en del af vores liv

En fræk bemærkning

Deres første møde ligger 43 år tilbage og startede med en fræk bemærkning.

– Jeg var 17 år og lige begyndt som bagerjomfru på et bageri i Aarhus. Ole ville vist gøre sig be­mærket over for de andre bager­svende, så han var kry og sagde som det allerførste til mig: ”Nå, hvad siger du så, Margit, vil du have et barn med mig?”

– Jeg blev fuldstændig rød i hovedet, men tænkte alligevel, at de ikke skulle have lov at gri­ne af mig, så jeg fik svaret: ”Ja, det er da okay. Skal vi så gå ned på melsækkene og ordne det med det samme?” Og så var det ellers ham, der blev en bettekarl, for­tæller Margit med kærlig, men forståelig fryd i stemmen.

Der gik ikke lang tid, før de to blev kærester, og to børn fik de også. I mange år drev de sam­men Hærvejsbageriet i Kollemor­ten. Det betød mange timers ar­bejde på alle tider af døgnet, men det gav dem også mulighed for at være sammen og være der for børnene.

Læs også: Ann Maj fik ideen med strikkede dåbsklude

Behov for kys og kram

Margit er glad for at have sit eget sted og kunne trods alt ikke tæn­ke sig at bo fuldtid på Oles pleje­hjem, selv om Karina såmænd ik­ke ville protestere over det.

– Det er Oles lejlighed, og han bestemmer selv, hvem der skal bo der, siger Karina, som ser Margits lange ophold på Meta Mariehjemmet som en ressour­ce – for hjemmet, altså. At hun også spiser med, betyder ingen­ting i det store regnskab.

– Margit er jo for eksempel med til at holde en samtale i gang med de andre beboere. Mange af dem kan ikke selv holde en sam­tale kørende, men de hygger sig med Margit, fortæller Karina.

– Det sker, at folk tror, jeg bor her så meget for at være en slags Florence Nightingale, men det har ikke noget med det at gø­re. Jeg har brug for kys og kram, og det får jeg af Ole. Hvis jeg en dag er ked af det, mærker Ole det med det samme. Så kommer hans hånd, og så aer han mig, si­ger Margit og spørger:

– Gør du ikke også, Basse?

– Jo, siger Ole.

Og så er den jo ikke længere.

Læs også: Plejehjem har campingvogn i baghaven

Værd at vide

Meta Mariehjemmet i Gadbjerg er et privat plejehjem under Fonden Mariehjemmene. Her lægger man vægt på det hjem­lige og går ikke af vejen for utraditionelle løsninger. Byens fit­nesscenter og byens frisør ligger f.eks. på plejehjemmet.

– Har man f.eks. en dement farmor, kan det være akavet at komme på besøg, men her kan man nemt kombinere besøget med en træning eller en klipning, siger Karina Lange, der er leder af plejehjemmet, og tilføjer:

– Vi har også valgt at have lige meget personale på vagt i dag-og aftentimerne. For så sker her noget i alle de vågne timer, og ingen behøver at blive lagt tidligt i seng, bare fordi det pas­ser med personalets vagter, siger Karina Lange.

Læs om et Mariehjem, bygget af mødre