Jeg var fire måneder inde i min sygemelding, da jeg indså, jeg var syg

Op til min sygemelding i efteråret 2021 led jeg af panikangst. Jeg gispede efter vejret, og mit hjerte hamrede afsted, så jeg troede, det ville stoppe med at slå. Andre gange skrumpede verden sig sammen om mig, eller jeg havde tusindvis af sommerfugle flaksende rundt i min mave og mit hoved. De værste anfald kom inden sengetid, de mindre alvorlige, når jeg skulle tale i folketingssalen eller deltage i en debat eller forhandling.

Jeg havde også kæbespændinger og orkede ikke at arbejde eller være social, men jeg ignorerede alle stresssymptomer, og faktisk kom erkendelsen først, da jeg var fire måneder inde i min sygemelding.

Jeg kom ind i politik i 2015. Mit parti, SF, lå på spærregrænsen, jeg blev den yngste gruppeformand nogensinde, og der var ikke en sjæl, der anede, hvem jeg var. Jeg var bare en ung gut fra Køge. Jeg følte, jeg konstant skulle bevise mit værd, og jeg var altid på arbejde, altid på min telefon, altid oppe i mit hoved.

Efter SF’s gode valg i 2019, hvor jeg selv fik 23.000 stemmer, skrev jeg en telefon-note: ”Exit politik”. Allerede dengang lagde jeg en plan om, at når jeg havde gennemført de minimumsnormeringer i vuggestuer og børnehaver, jeg blev kendt for, skulle jeg tage en pause fra politik. Men så kom coronanedlukningen, jeg kunne arbejde hjemmefra, var i haven, hyggede mig med min kæreste, Christina, og var i skoven med vores hund, Ebba.

Da landet åbnede, var jeg ikke klar til at komme tilbage på Christiansborg, men jeg fik dårlig samvittighed over at skrue ned for det tempo, jeg havde kørt i de seneste fire-fem år. Den dårlige samvittighed og følelsen af ikke at slå til fik mig til at løbe endnu stærkere.

Jeg stoppede kun med at arbejde, fordi det meste af mit syn forsvandt. Der var gået hul på mine blodkar bag øjnene, og væsken sivede og slørede mit syn. Jeg frigav for meget stresshormon, fordi jeg havde presset min krop til det yderste.

Jeg ventede en måned med at sygemelde mig, for jeg ville have kommunalvalget med. Det skulle ikke hedde sig, at jeg ikke havde ydet nok. Om aftenen til kommunalvalg-festen måtte jeg støtte mig til partiformand Pia Olsen Dyhr, fordi jeg næsten ikke kunne se. Jeg indså, jeg ikke havde mere at give.

Så meldte jeg mig endelig syg, og den dag, jeg skulle have behandlet minimums-nomineringerne, brød jeg sammen. Derefter sov jeg meget, og så fulgte en rastløs periode, hvor jeg begyndte at opfinde virksomheder og apps, ville opkøbe nabogrunden og lære at spille klaver. Jeg ville bevise, at så syg og ussel, var jeg da ikke. Så brød jeg sammen igen.

Bekymringerne var det værste: Hvad hvis jeg vender tilbage til politik? Hvad skal der blive af mig, hvis jeg ikke gør?

Jeg talte med en psykoterapeut, min kæreste, familie og venner, og genvandt langsomt min lyst til at se mine venner og arbejde. Det var bl.a. den vanvittige mediebevågenhed og det grænseløse politiske miljø, hvor man hele tiden skal være på, der triggede min stress. Dét vejede jeg op mod de gode ting ved politik: Få vigtige ting igennem, mine kolleger og den varme, der også er en del af Borgen. Jeg endte med at tænke, at jeg ville starte en ny og sundere arbejdskultur.

Under den seneste valgkamp arbejdede jeg derfor ikke fra morgen til aften. Og i stedet for at stå på gaden og prøve at påvirke mennesker, arrangerede jeg events, der gav mig energi. Jeg tog også på ferie midt i valgkampen, det var angstprovokerende, men dejligt at komme tilbage med overskud. Jeg håber, jeg kan være et godt forbillede for f.eks. unge og nye medarbejdere i SF.

Jeg har fået en laseroperation, og i dag er 80 procent af mit syn tilbage. Nu passer jeg ”bare” mit arbejde og behøver ikke opleve en masse. Jeg nyder vores nye gård og at gøre klar til at blive far til juli. Jeg ved nok ikke, hvad der rammer mig, men jeg har en idé om det. Og jeg glæder mig!