Lene og Johny er gift, men bor hver for sig

Det hobede sig op. Inde i den røde murstensvilla og inden i Lene. Ægtemanden Johnys årelange samlermani prægede efterhånden hjemmet i Esbjerg i en sådan grad, at det gav Lene åndenød. Og hvad gør man så? Ja, så ændrer man det, lyder det simple svar fra 72-årige Lene.

Hun flyttede ud af parrets fælles hjem og ind i et mindre rækkehus et par veje derfra. Her har hun indrettet sig præcis, som hun ønsker det. Med nøje udvalgt indbo og langt mindre, end hun har været vant til efter at have boet sammen med sin mand i 40 år.

– Det føltes klaustrofobisk for mig at være der med alle de ting omkring og alle vegne. Jeg var træt af at gøre rent i det store hus, og jeg har taget nogle store hug i haven for, at det ikke voksede os over hovedet. Men det kunne jeg se, at jeg ikke kunne blive ved med, fortæller Lene Vilslev, der allerede et par år forinden havde forberedt sin mand på, at det var den vej, det gik.

Det faldt bestemt ikke i god jord hos 73-årige Johny. Gået på klingen kommer det frem, at han rent faktisk blev ”skidesur over det”, afslører Lene, og at han var det længe. Både før og efter at hun var flyttet.

– Var jeg det? udbryder Johny og griner højt. Han har fortrængt reaktionen, for han har vænnet sig så meget til den nye ægteskabskonstellation, at han slet ikke kan forstå, at han blev ”skidesur” over den.

– Jamen, jeg elsker det. Jeg stortrives i mit eget selskab og elsker den fred og ro, det giver mig at gå hjem og lukke min dør og bare være alene. Jeg bruger mange timer på at læse og på at være udenfor i min have. Jeg er et udpræget udendørsmenneske, og jeg tror slet ikke, at jeg kan undvære den, siger Johny Wilslew.

Det er to år siden, at Lene flyttede ind i rækkehuset, som parret flere år tidligere havde købt efter hendes bror. Dengang var huskøbet en fremtidsplan for dem begge. Det skulle være deres otium, der var mindre og uden trapper. Men da Lene var 68, begyndte hun at lufte tanken om, at hun var parat til at flytte dertil, når hun fyldte 70, for hun ville ikke længere have et kæmpehus og have. Hun inviterede Johny med og håbede, at han ville med hende. Men det ville han ikke.

– Jeg var bekymret for, hvad det betød, at hun flyttede. Jeg var bange for, at vi ikke skulle være sammen mere. Men jeg holder så meget af vores hjem, at jeg slet ikke kan undvære det, siger Johny.

Det ved Lene, og hun accepterede også, at han ikke ville med hende. Men som hun siger:

– Nogle gange sker der noget i livet, som er så skidt for dig, at det skal du ikke blive i. Så det måtte briste eller bære. Jeg var ikke ude på at blive skilt. Men det er et spørgsmål om at trives, og det gjorde jeg ikke, forklarer Lene og tilføjer, at hun for længst havde opgivet at lave om på Johny.

De har været sammen i 50 år, så man skulle tro, at Lene havde vænnet sig til Johnys samlergen, men da princippet om, at ”én ting ind i huset, to ting ud” ikke findes i hans verden, er der kun flyttet temmelig mange ting ind i fælleshjemmet gennem årene.

– Det vil være som at stoppe med at trække vejret, hvis jeg ikke kunne gå på loppemarkeder og købe de ting, jeg nu faldt for. Jeg er kernekunde i alle genbrugsbutikkerne i byen. Det er en skattejagt for mig. Jeg får så meget ud af det. Det er en sport at finde ting, som har en historie, men også til billige penge. Jeg har fundet designerting til næsten ingen penge, argumenterer han ivrigt og fortsætter begejstret med at fortælle om de to Verner Panton Moon-pendler, der nu hænger over spisebordet.

– Det var virkelig et kup. De er flotte, siger han.

Skulpturer, keramik, kunst, møbler, lamper fylder husets 216 kvadratmeter, men der er en tråd i samlingen, som er farvekoordineret eller æstetisk samlet i tableauer rundt omkring og alle steder.

– Der ER mange smukke ting, vedkender Lene.

– Ja, jeg har god smag, indskyder Johny.

– Det har jeg så også, replicerer hans hustru tørt og får ham til at grine kærligt tilbage.

For ud over at de føler en dyb kærlighed til hinanden, er de også fælles om kærligheden til kunst. Lene har arbejdet som kunstterapeut og underviser i de kreative fag på pædagog­seminariet i 25 år, og sideløbende udstillet og lavet utallige udsmykninger gennem tiden både i Esbjerg og andre steder. Det samme har Johny, der oprindeligt er uddannet dekoratør og pædagog og har undervist psykisk syge unge i tegning og maleri. Ved siden af har han arbejdet med både collage, maleri og tegning og står bag udsmykningen af Børneafdelingen og Neonatals vægge på det lokale sygehus. Lene har ligeledes haft større projekter, blandt andet stod hun for alle kostumer til åbningsceremonien af Europæisk Ungdoms OL, da det blev holdt i Esbjerg.

Ses fem ud af syv dage

– Hele vores hjem har altid været en stor arbejdsplads. Vi har altid skabt noget og haft gang i projekter. Hvorfor skulle vi have en sofa? Vi sad jo aldrig i den, smiler Johny, der straks gik med på idéen, da Lene, før hun flyttede, foreslog, at de droppede stuen til fordel for et atelier til hende.

Han har ligeledes sit eget værksted og atelier bagerst i huset, og i husets midte, som oprindeligt var en gårdhave, men nu mere er en havestue med store ovenlysvinduer, er mange af Johnys loppefund udstillet. Dem, der førte til mange uenigheder – til sidst dagligt – så Lene valgte at flytte.

Men hun har stadig sit atelier og kontor i huset, som Johny på ingen måde må sætte sit præg på, ligesom hun heller ikke længere blander sig i hans. De har indrettet sig sådan, at de hver formiddag ringer til hinanden for at høre, hvordan natten er gået, og så ses de mindst fem ud af ugens syv dage. De er til kulturarrangementer, koncerter og går i biografen, og indimellem går de ud og nyder en middag sammen, hvilket også er blevet nemmere. For Lene er vegetar, og Johny spiser kød, så det var ofte bøvlet at lave mad derhjemme, fordi der skulle laves to retter. De har også fællesøkonomi i boligerne, mens husholdningsbudgettet er adskilt. Men det er ren praktik, for når det gælder om at være der for hinanden, er de stadig det. Præcis som da de delte adresse.

– Vi nærer en solid kærlighed til hinanden, og det har ikke ændret sig, fordi vi ikke bor sammen længere. Der er ikke noget dagligdag i den længere, og der er ingen selvfølgeligheder. Bare det at gå ud at spise med sin kone er anderledes nu. Det er blevet noget andet, men det er superdejligt, siger Johny.