Julemanden som sjælesørger: De alvorsfulde snakke gør indtryk

Alting foregår fuldstændig efter bogen, da Lukas og Magnus Roved på otte og seks år fra Vollerup nord for Kalundborg møder selveste julemanden for første gang. Det foregår i den hvidskæggede herres hus i Tivoli i København, hvor drengene helt i tråd med familiens faste juletradition har indfundet sig med deres mor, Simone. De fortæller ham om deres juleønsker, og Lukas når også at berette, at det er sjovt, men også indimellem lidt surt og kedeligt at gå i skole. Da mødet er forbi, kan de hjembringe en souvenir i form af et fotografi af sig selv sammen med julemanden.

Jobbet som julens glade og gavmilde hyggespreder byder imidlertid på langt mere forskelligartede oplevelser, end man umiddelbart kunne tro, fremgår det af den samtale, Familie Journals udsendte medarbejdere kort tid forinden har med 55-årige Heine Ankerdal, mens han påfører sig hår, øjenbryn og dragt og gør sig klar til sin aftenvagt.

– Jeg er nu i gang med min 7. sæson i Tivoli, og i begyndelsen troede jeg faktisk ikke selv, jeg ville have mod på mere end en enkelt. Jeg havde kun én gang tidligere givet den som julemand. Det var i Magasins afdeling i Rødovre Centrum. Og jeg forestillede mig, at min arbejdsdag i Tivoli stort set ville gå med, at jeg stillede de samme tre-fire spørgsmål til en endeløs række af børn. Sådan kan det da også godt føles på de travle dage, hvor alting skal gå stærkt, og hvor man har meget lidt tid til hver enkelt. Men lige så snart, det stilner af med travlheden i køen foran huset, kan man eksempelvis opleve den 3-årige, der absolut må genfortælle alt, hvad han har oplevet i børnehaven den pågældende dag. Og man opdager også, at man som julemand møder en bred vifte af mennesker. I løbet af de cirka fire ugentlige vagter, jeg har i Tivoli, er jeg i kontakt med folk af mange nationaliteter og i stort set alle aldersgrupper, fortæller Heine.

Dybe samtaler

Lidt overraskende er der nemlig en hel del voksne, der aflægger julemanden besøg helt uden følgeskab af børn og børnebørn.

– Jeg oplever det som oftest i de sidste timer af mine vagter. De enlige gæster tilhører typisk havens ældre klientel, og som regel er de kvinder. Indledningsvis forklarer de ofte lidt undskyldende, at de bare har været nysgerrige efter at få et hurtigt kig på julemandens hus indefra. Så svarer jeg, at jeg skam ikke kun er der for børnenes skyld. Alle kan få sig en snak med julemanden og fortælle ham om deres ønsker. Og når man udtrykker sine ønsker højt, er der jo tilmed en chance for, at de går i opfyldelse.

En opfordring af den art afføder ikke sjældent en dyb samtale om livet på godt og ondt.

– Det gør selvfølgelig et særligt og varigt indtryk, når der er alvorlige emner i spil. Når en kvinde for eksempel beretter, at hendes mand er indlagt på hospitalet, og at hendes store ønske er, at han kommer hjem til jul. Der var også en kvinde på 70, hvis mand led af Alzheimers. Hun håbede helt enkelt på, at det lykkedes at finde et godt sted, hvor han kunne bo og få den omsorg, han havde brug for. Jeg fornemmer, at det for nogle mennesker er lidt lettere at bekende sig til julemanden end til et familiemedlem eller en ven. På sin vis er han jo et anonymt ansigt, og han er neutral på den måde, at han er uden tilknytning til ens liv og hverdag. Bagefter kan man føle sig lettet, fordi man har fået luft og har delt sine bekymringer med et andet menneske uden risiko for, at ens hemmeligheder bliver fortalt videre.

Heines møder med Tivolis voksne gæster kan dog også føre til, at han bliver direkte involveret i historier af en helt anderledes glædelig slags.

– I Julemandens hus står der altid en fotograf parat, så gæsterne mod betaling kan blive fotograferet sammen med julemanden. Og en dag havde jeg besøg af et ungt par, som gerne ville sende et helt særligt julekort til familien. Til det formål spurgte de høfligt, om jeg ville holde en hånd på kvindens mave, når fotografen tog billedet. Hun var nemlig gravid, og det ville de gerne på en sjov måde signalere til de kommende bedsteforældre og på den måde give dem alle tiders julegave.

Glædelige gensyn

Heine er selvlært skuespiller og en af de i alt fire herrer – plus en afløser, der træder til i forbindelse med sygdom – som på skift gemmer sig bag skægget og den rød-hvide dragt i Tivoli til jul.

– Sideløbende arbejder jeg på Nørregaards Teater, som er et kommunalt børne- og ungdoms­teater i Odense. Min karriere tog fart i 1992, da jeg var med til at starte Mariposa Teatret sammen med en flok venner. En af dem var Rasmus Botoft, som siden blev uddannet skuespiller og i dag er kendt fra blandt andet satiregruppen Rytteriet.

Heines ven og kollega udi børneteater, Søren Møller, der arbejdede som julemand i Tivoli i højtiden, fortalte ham i 2017, at der var en plads som langskægget humørspreder ledig.

– Jeg gik til audition og fik i første omgang ikke jobbet. Men da en af de daværende julemænd blev syg, blev jeg alligevel tilkaldt og har haft tjansen siden.

Han bor på Amager og er far til Maja og Frederik på 16 og 18 år.

– Jeg har dem dog kun på deltid, da deres mor og jeg ikke længere er sammen. Af samme grund holder jeg også kun jul med dem hvert andet år. De øvrige år fejrer jeg julen med min kæreste Rikke og hendes familie.

Mens hans egne børn således er blevet for store til at tro på julemanden, nyder han at sprede juleglæde blandt børn i alle aldre i den verdensberømte, københavnske forlystelsespark.

– Nogle kommer igen år efter år. Der er for eksempel en finsk familie, som jeg kan huske, helt fra deres børn var små. I dag er de teenagere og nogle store klepperter. Familien har en tradition med at klæde sig ud, så de møder op og bliver fotograferet med mig udklædt som eksempelvis Jokeren fra Batman eller det julehadende væsen Grinchen.

I det hele taget er det med Heines formulering de specielle og sjove oplevelser, han husker.

– Jeg har talt med tusindvis af børn, som alle ønsker sig Paw Patrol-legetøj, og i længden kan det være svært at huske samtalerne fra hinanden. Til gengæld husker jeg tydeligt den 12-årige pige, der ønskede sig, at hendes mors og fars byggerod snart måtte slutte, så hun igen kunne få sit eget værelse. Det var et på én gang både fromt og forståeligt juleønske, siger Heine Ankerdal.