Jeg havde brug for hjælp

Susanne Hagelberg i København var 51 år og glad for sit liv sammen med sin mand og deres to store drenge. Hun havde et dejligt job, en stor omgangskreds og et godt helbred. Hun havde aldrig fejlet noget særligt, men i marts sidste år mærkede hun pludselig en knude i den ene overarm.

Hun gik til lægen med det samme og blev sendt videre på hospitalet, men først efter en masse undersøgelser, hvor hun blev scannet og fik taget forskellige vævsprøver, var lægerne helt sikre på, hvad Susanne fejlede. I juni sidste år fik hun diagnosen.

Knuden var desværre et sjældent sarkom (en kræftknude), og prognosen var ikke så god. Susanne og familien gik nærmest i chok, da de fik at vide, hvad hun fejlede. På et sekund blev hele deres tilværelse vendt på hovedet.

– Det gode var, at jeg blev sat i behandling med det samme. Lægerne vidste, hvad det var. Det var en skrap kur, der bestod af omkring 40 kemobehandlinger, en operation og 33 strålebehandlinger. Det hele på lidt under et år, siger Susanne.

Hun er i live, hun ser godt ud, og hun har netop fået at vide, at hun nu er kræftfri. Det har været et år, der har ændret hende og familien på mange måder.

Historien om Susanne, der blev rask igen, handler også om sammenhold. Både om sammenholdet i familien og vennekredsen, men også om en nok så praktisk ting, der hedder ”Sammenholdet” og er en app, hun har på sin telefon.

Det er Kræftens Bekæmpelse, der står bag appen. Når man har downloadet den til sin telefon, kan man oprette et netværk med venner og familie, man så kan skrive sammen med. På den måde kan man fortælle alle på en gang, hvordan man har det, men vigtigst af alt: Man kan også bede om den hjælp, man har brug for, og de andre i gruppen kan så tilbyde det, de kan levere.

– Når man er syg, har man tit ikke overskud til at bede om hjælp, selv om venner og familie altid siger: ”Du skal endelig sige til, hvis der er noget, vi kan gøre”. Sådan var det for mig, og sådan er det for mange, ved jeg.

En kæmpe hjælp

– Jeg kendte ”Sammenholdet” via en veninde, der selv havde brugt den app, da hun var syg, og jeg besluttede med det samme, at det ville jeg også gøre.

– Hun hjalp mig med at oprette mit eget netværk derinde og invitere 15-16 af mine veninder og pårørende til at blive medlemmer af min gruppe. Da jeg gik i gang med behandlingerne, havde jeg brug for, at nogen kunne køre mig til og fra hospitalet i Herlev. Min mand ville gerne køre mig, men han havde også sit arbejde at passe, og vi ville gerne have, at vores drenge på 13 og 15 år skulle fortsætte med at leve et så almindeligt liv som muligt, selv om jeg var syg, siger Susanne.

– Kvinderne i min gruppe var jo mine veninder, som jeg kendte rigtig godt, og som jeg var helt tryg ved. Alligevel var det svært at skrive ud og bede om hjælp, men sådan er det nok for de fleste. Det handler om, at vi mennesker gerne vil være stærke og beholde vores værdighed, men her var der ikke brug for værdighed, mere for at der var nogen, som ville køre mig – og det var der. Rigtig mange endda.

Så snart Susanne havde datoerne for de forskellige kemobehandlinger og senere for strålebehandlingerne, lagde hun dem ind i netværket, og så kunne medlemmerne byde ind med, hvornår de ville kunne hente og bringe hende.

– Det var en ufattelig stor hjælp. De mennesker var i forvejen så tætte på mig, at jeg kunne vise mig for dem, også på de dage, hvor jeg havde det rigtig skidt, og hvor hverken jeg eller mit hjem var i topform. Men de mødte op og kørte mig frem og tilbage og ventede med mig og holdt mit humør oppe. Det betyder alt i verden, at der er et andet menneske, der sidder og venter og tager sig af dig, når du er færdig. Det ved jeg nu.

Ren kærlighed

Igennem et år skiftedes veninderne til at hente og bringe, og i lige så lang tid lagde Susanne udviklingen i behandlingen ud i app’en, så alle kunne læse det hele. På den måde behøvede hun heller ikke fortælle om sin sygdom mere end højst nødvendigt.

– Det er en kæmpe lettelse, at man kan lægge alle de praktiske ting ud som konkrete opgaver i en gruppe, hvor medlemmerne kan byde ind med, hvad hver især kan tilbyde hjælp til. Nogle har kørt mig, andre er kommet forbi med et måltid mad, og det er guld værd, når man ikke har overskud til at lave mad selv. En veninde bagte et brød til os, og lige før jul spurgte jeg, om der måske var nogen, der havde lyst til at bage nogle julesmåkager til os. Al den hjælp, jeg har fået gennem ”Sammenholdet”, har hjulpet os igennem en svær tid, både som familie og mig som enkeltperson. Det er simpelthen kærlighed, bare organiseret i en app, siger Susanne og fortsætter:

– Nu er jeg erklæret kræftfri, og selvfølgelig er jeg lykkelig, og hvis man kan sige noget godt om det år, jeg har været igennem, er det, at jeg har lært, hvad jeg vil bruge mine kræfter på, og hvem der betyder noget for mig. Al den hjælp, jeg fik, gjorde, at jeg kunne bruge min tid sammen med mine børn og med min mand uden at bekymre mig for alt det praktiske.