Maibritt bliver vægtstigmatiseret: Jeg har også ret til at være her

”Hvor er du klam”.

Noget i den stil sagde en ung fyr til 42-årige Maibritt Schmidt fra Aarhus forleden. Hun husker ikke den præcise ordlyd, men er ikke i tvivl om, at bemærkningen var nedsættende og gik på hendes kropsstørrelse. Det har hun prøvet utallige gange før, men denne gang var hendes egen reaktion anderledes, end den ville have været for få år siden.

– Jeg svarede: ”Det er jeg godt nok ked af, at du siger. Du skulle bare vide, hvor dyrt det er at stå her og se så lækker ud”, siger Maibritt og lader sine hænder køre op og ned ad sin overkrop på en overdrevent sexet måde.

Maibritt smiler. Både af sit eget kække comeback og fyrens paffe ansigt. Han havde vist ikke regnet med, at hun ville give igen og da slet ikke med selvironi.

– Jeg havde fået lidt at drikke og følte mig ovenpå. Jeg rundede mit svar af med at sige: ”Forskellen på os to er, at jeg kan gøre noget ved mit udseende. Du kan ikke gøre noget ved din grimme personlighed!’’

Det, den unge fyr udsatte Maibritt for den lørdag aften, hedder vægtstigmatisering (se side 104-107). Han kender hende ikke, men ser, at hun er tyk, og dén observation kæder han automatisk sammen med, at hun er klam.

Blev kaldt dørmand

Maibritt var slank i sin barndom og som teenager, men da hun som 21-årig fik job i en hvidevarebutik, begyndte hun at få det svært.

– Min chef var ikke sød imod mig. Han gav mig skylden for alt, også fejlbestillinger, som var sket på mine fridage, eller for ting, der var sket i butikken, efter at jeg var gået, fortæller Maibritt.

For at have noget at hygge sig med på den lange bustur hjem begyndte hun at købe en pose slik efter fyraften.

– Så sad jeg og fordøjede, hvad der var sket i løbet af dagen. Jeg opdagede, at slikket beroligede mig, og så tog den ene pose hurtigt den anden, siger Maibritt.

I samme periode mistede hun sin træningsglæde og lyst til at være sammen med andre, fordi hun brugte al sin energi på enten at forsøge at stille sin chef tilfreds eller spekulere på, hvad hun gjorde galt. Efter et sammenstød med chefen, sygemeldte Maibritt sig, og så begyndte vægten for alvor at stige.

– Jeg havde godt lagt mærke til, at mit arbejdstøj var begyndt at stramme, men nu kunne alt bare være ligegyldigt. Jeg blev deprimeret, bebrejdede mig selv og kunne ikke koncentrere mig om andet end at spise.

En dag lokkede en veninde hende med i byen, og selv om det er mange år siden nu, husker Maibritt præcis, hvad der skete, da hun kom ud fra et diskotek og mødte en ung fyr.

– Til sine venner sagde han: ”Der kommer dørmanden”. Lige der lagde jeg ikke noget i det, men da jeg nogle dage senere gik ud af en kiosk og hørte en anden ung fyr sige ”så er der vist ikke mere tilbage i den butik”, gik det op for mig, at jeg var blevet så stor, at andre bemærkede det, siger Maibritt og tager en tår kaffe.

– Jeg tænkte ”nå, okay, det er sådan, det skal være fra nu af. Jeg skal forberede mig på folks modbydeligheder, bare fordi jeg har det rigtig svært”.

Maibritt er egentlig rimelig rap i replikken, som hun selv siger, men dengang vendte hun oplevelserne med vægtstigmatisering indad og tyede til den eneste strategi, hun kendte.

– Jeg følte mig grim og forkert. Og det satte gang i overspisninger, så min vægt steg.

Så fik jeg nok

Gennem årerne har Maibritt været på alle mulige slankekure, men hver gang, hun tabte sig, tog hun på igen. Nederlagene fik hende til at føle sig endnu mere forkert og endnu mindre rustet til at sige fra over for ydmygende kommentarer og oplevelser. Derfor glæder Maibritt sig over de relativt få gange, hvor andre er trådt i karakter og har beskyttet hende mod vægtstigmatisering.

– Jeg havde en oplevelse i mit fitnesscenter med et ungt par, som talte højt om mine fede lår. Heldigvis blev de bortvist af min træner, og det er noget af det bedste, jeg har oplevet, siger Maibritt og kommer i tanke om et andet eksempel.

– Jeg har ikke oplevet, at en fremmed har forsvaret mig, men jeg har oplevet, at en fyr, som hånede mig og forsøgte at få sine venner med på det, blev ignoreret, til han endelig klappede i.

I dag har Maibritt mere eller mindre fundet fred med sin kropsstørrelse, fortæller hun. Hun vil stadig gerne tabe sig, men tanken om en tynd krop fylder stadigt mindre. Hun har fået professionel hjælp til at håndtere sine overspisninger, hun træner igen, fordi det giver hende glæde og overskud, og hun føler sig som en god mor for Eline på ni år.

Ja, ikke engang diagnosen sklerose, som Maibritt har fået for nylig og i øjeblikket er sygemeldt med, kan slå hende ud, som hun siger.

Vendepunktet kom for alvor i 2019, hvor Maibritt besluttede sig for at lade alle parader falde og fortælle verden, hvordan det er at være hende. Det skete i et opslag på Facebook efter endnu en gang at være blevet udsat for vægtstigmatisering.

– Jeg sad ved siden af en ældre dame i en bybus. Hun bad mig højlydt fylde lidt mindre, og det fik mig til at krympe mig.

Det gjorde hun til gengæld ikke, da hun steg af bussen. NU havde hun nemlig fået nok.

– Jeg ved ikke, hvor det kom fra. Men jeg tog et billede af bussen og skrev om min oplevelse på Facebook. Det gav mig mange positive kommentarer og selvtillid.

Snart begyndte Maibritt at dele stort og småt med sine venner og siden følgere på Instagramprofilen bed_ substans.

– I begyndelsen tog jeg billeder uden at vise mit ansigt, men jeg blev opfordret til at vise hele mig frem. Så efter 14 dage var det slut med at gemme sig, smiler Maibritt, der fortsat nyder det fællesskab, hun tog initiativ til, da hun skrev om sin busoplevelse.

– Jeg har indset, at det ikke er okay, det, vi tykke oplever. Vi har også ret til at være her. Den erkendelse kom selvfølgelig ikke over natten, det har været en lang proces, men jeg er landet et godt sted. Og jeg har fundet ud af, at jeg kan være et forbillede for andre, som stadig kæmper med at finde deres plads på arbejdsmarkedet og i samfundet.

Maibritt møder stadig personer, der taler grimt til hende, eller som gør noget, der får hende til at føle sig lille og forkert, fortæller hun. Men hun har vænnet sig til det, arbejdet med sig selv og sit selvbillede, bl.a. via Instagram, og står derfor stærkere end nogensinde, når det sker.

– Jeg har det godt, og for mig virker det at sige ”okay, han var en lort over for dig. Du må gerne søge trøst”. I det øjeblik, jeg kun lytter til dén stemme, når jeg får brug for en overspisning, er den pludselig ikke så nødvendig længere, siger Maibritt.

Maibritts profil på Instagram hedder bed_substans.