En læser fortæller: Bydreng – og hvad så?

Ved min skolestart i 1943 boede min familie og jeg i en såkaldt husvildebolig.

Vi var seks børn og to voksne, og lejligheden bestod af to værelser plus køkken og toilet. Huslejen beløb sig til 42 kroner om måneden.

Min far var ofte arbejdsløs, og min mor vaskede for mere velstillede familier og hjalp også til med at servere ved gæstebud. Det nød vi unger godt af, for hvis der var overskud af den lækre mad, fik hun lov at tage noget af det med hjem.

Der var mange børn i husvildebarakkerne, og vi blev delt mellem to forskellige skoler. Hos skolebetjenten kunne vi få udleveret ét par træsko hvert halve år.

Når vi havde fået dem, skulle vi inden for tre dage komme tilbage og vise, at de var blevet forsålet. Den klarede min far, for han brugte et gammelt cykeldæk, som han skar til.

Jeg var 12 år, da jeg fik mit første job. Jeg hjalp en mælkemand med at hente betaling hos kunderne. Det var oftest om fredagen, og mælkemanden sendte mig op til de kunder, der boede højst oppe, hvilket gerne var på anden eller tredje sal.

Så slap han selv for de mange trapper. Jeg fik stukket et regning i hånden, og så var det op og indkassere.

Hvis jeg var heldig, fik jeg også en drikkeskilling på 10 øre eller måske endda hele 25 øre. Hvis jeg ellers kunne komme tidligt nok op om morgenen, fik jeg også lov at hjælpe med at bringe mælken ud. Så gav det lidt ekstra.

Bydreng hos en grønthandler

Min næste tjans fik jeg året efter, hvor jeg blev bydreng hos en grønthandler. Jeg skulle køre varer ud på en såkaldt Longjohn-cykel. I starten syntes jeg, at cyklen var svær at køre, men da jeg først fik det lært, gik det rigtig godt.

På cyklens lad havde jeg grøntsager, øl og sodavand og andet, som grønthandleren forhandlede, og det var ikke så lidt.

Når jeg var inde hos en kunde for at aflevere noget, blev varerne bare stående på cyklen, og så vidt jeg husker, blev der aldrig stjålet noget.

Det var gerne forholdsvis velstillede folk, der fik bragt varer ud, og på en god dag kunne jeg tjene et par ekstra kroner i drikkepenge. Især op til jul var de fleste rundhåndede.

Min arbejdstid var fra klokken 15 til klokken 18, og jeg fik 15 kroner i ugeløn. Af dem fik min mor de 10 kroner.

En skoledag havde jeg forsømt at lave nogle lektier, og derfor gav læreren mig en eftersidning. Den var jeg imidlertid nødt til at udeblive fra, for jeg skulle jo møde hos grønthandleren klokken 15 og ville nødigt risikere ansættelsen.

Mit fravær til eftersidningen gik ikke upåagtet hen. Næste dag kaldte læreren mig op i den klasse, han var ved at undervise i, og det var en ren pigeklasse. Jeg fik besked på at bukke mig fremover, og så gav læreren mig tre slag i bagdelen med et spanskrør.

Jeg var fast besluttet på at være sej, så jeg sagde ikke en lyd, mens afstraffelsen stod på. Først da jeg lukkede døren til pigeklassen bag mig, kom tårerne.

Svært at finde arbejde

14 år gammel gik jeg ud af skolen, og nu skulle jeg finde et rigtigt job. Årstallet var 1949, og det var svært at finde arbejde.

Sent om aftenen cyklede jeg til Ålholm Plads, for her kunne den kommende dags avis købes allerede klokken 23.45. Så kunne jeg se, hvor der blev søgt arbejdsdrenge, og næste morgen havde jeg et forspring.

Men det var jeg ikke den eneste, der havde fundet ud af, så vi stod tit seks-syv drenge udenfor en virksomhed og ventede. Så blev vi kaldt ind én efter én. Jeg havde vist både udseendet og troværdigheden på min side, så jeg fik ofte de jobs, jeg søgte.

Mit første heldagsjob var på en møbelfabrik, hvor jeg skulle gå maskinsnedkerne til hånde. Arbejdstiden var 48 timer ugentligt og for at hente træ, stable diverse emner på paller og bore huller i træstykker, fik jeg 45 kroner i ugeløn.

Jeg gik videre til et bedre lønnet job og nåede at være ansat en håndfuld forskellige steder, inden jeg var nødt til at springe soldat i 1955.

Da havde jeg allerede mødt min kommende hustru, som jeg nu har været gift med i 67 år.

Jeg har kun været arbejdsløs i én måned gennem hele mit arbejdsliv, og det var frivilligt og for egen regning.

Hele juli måned i 1969 tilbragte jeg nemlig ved Buresø, hvor jeg i det skønneste sommervejr lå i telt med min familie.

Mit sidste job blev hos den ene af vores tre sønner, som dengang drev selvstændig VVS-forretning, og derved fik jeg lært noget nyt på mine gamle dage.

Det vigtigste, jeg nogensinde lærte, var måske at indordne mig de forskellige steder.