Josefines forældre er bedste venner

Det kan vel aldrig skade at drikke en kop kaffe sammen, tænkte Camilla, da hun fik en ret uventet besked fra Michael for snart fire år siden. Hun kendte lidt til ham i forvejen, fordi han var en ven af en fælles ven. Han var single, og hun vidste, at han brændende ønskede sig at blive far. Men han kunne jo ikke føde barnet selv, og derfor spurgte han nu Camilla, om hun ville være mor til hans barn. Han vidste, at hun også drømte om børn og familieliv.

Det blev til kaffe og meget mere end det, for nu er Camilla Buus og Michael Jensen i Aalborg forældre til Josefine på snart to år. Men de er hverken kærester eller forelskede i hinanden. De er de bedste venner, og Josefine er en venskabsbaby, og tilsammen er de en familie, som de også kan se ud. Alligevel var det hele tæt på ikke at blive til noget, for Camilla havde sine drømme, som hun holdt fast i. Næsten for længe.

– Jeg har brugt rigtig lang tid på at lede efter drømmemanden. Nogle gange troede jeg også, jeg havde fundet ham, men så var det alligevel ikke det rigtige. Efterhånden begyndte det at haste, for jeg har altid haft et stærkt ønske om at få mand og børn, men tiden gik, og jeg blev jo ikke yngre. Tværtimod, fortæller Camilla, da Familie Journal møder den lille familie.

– Jeg ved da godt, jeg ikke er Camillas ønskemand, siger Michael. – Det er heller ikke det, det handler om. Jeg havde også drømt om at få mit eget barn i flere år, men jeg mødte bare ingen kvinder, der ville være med til at få et barn med mig. Desuden havde jeg nogle helt klare meninger om, hvordan moderen til mit barn skulle være. Hun skulle være god til børn, have styr på sit liv, kunne klare sig selv og et barn. Da jeg mødte Camilla, vidste jeg med det samme, at hun havde det hele: Camilla var lærer, glad for børn og med en god humor. Hende skulle det være.

Men så let gik det ikke. Camilla måtte tænke det hele godt og grundigt igennem. Faktisk tænkte hun over det i fire år. Imens ventede Michael tålmodigt på sidelinjen. Han havde valgt sit barns mor. Hun skulle bare lige selv indse det. Det skete også, og undervejs udviklede de et tæt venskab, for der var meget, der skulle snakkes igennem.

– Jeg opfattede Camilla som et ordentligt menneske, der ikke ville løbe fra en aftale. Som mand står du i en dårlig situation, hvis du får en venskabsbaby, og kvinden så pludselig fortryder og vælger at beholde barnet for sig selv efter fødslen. Jeg kunne kun tro og håbe på det bedste, siger Michael.

Vores eget forsøg

Sådan er Michael. En åben og glad mand, der holder af sit arbejde som pædagogmedhjælper i en børnehave. Hans store lidenskab, næstefter Josefine selvfølgelig, er fodboldklubben AaB. I rigtig mange år levede han det glade ungkarleliv, men så var han også klar til at stifte familie. Det krævede bare, at Camilla også skulle se nogle ting i øjnene.

– Jeg måtte jo indrømme over for mig selv, at det begyndte at haste. Ham der drømmemanden var ikke dukket op. I stedet havde jeg mødt en mand, der var blevet min ven, og som jeg vidste kunne blive en fantastisk far til det barn, vi begge ønskede. Så efter fire års betænkningstid og mange lange samtaler sagde jeg ja til Michaels forslag.

Godt nok er Camilla og Michael ikke kærester, men de har samme humor og samme praktiske sans. De henvendte sig på fertilitetsklinikken i Aalborg, hvor deres fælles barn skulle ”sættes sammen” af Michaels sæd og Camillas æg. Men inden det kom så vidt, skulle der adskillige undersøgelser til, og ventetid var der også, men for dem var det meget vigtigt, at deres barn ikke blev lavet efter ”naturmetoden”. Aftalen var, at der ikke skulle være sex imellem dem. Kun rent venskab.

– Da vi havde meldt os på ventelisten til fertilitetsklinikken, besluttede vi, at vi lige kunne give det et forsøg på vores egen måde. Lidt for sjov, men hvis det lykkedes, var det jo bare fint, siger Camilla.

Det betød, at Camilla og Michael mødtes hjemme hos Camilla, den dag hun havde ægløsning. Her var Camillas søster, Jeanette, også inviteret. Hendes opgave var at inseminere Camilla med Michaels sæd ved hjælp af en kalkunpipette. Og sådan gik det til den aften, Josefine blev lavet.

En hård fødsel

Det skulle vise sig, at Camilla åbenbart også var god til at blive gravid. Deres eneste forsøg lykkedes, og det var nogle meget stolte og lykkelige kommende forældre, der bestemte sig for at få alt på det rene, inden ønskebarnet skulle komme til verden.

– Vi havde faktisk aftalt at få lavet en samværsaftale hos en advokat. Vi var enige om, at vores barn skulle have bopæl hos mig, men at Michael måtte se sit barn så tit, han ville. Men vi nåede det ikke: Jeg gik i fødsel seks uger for tidligt. Det var en hurtig fødsel, hvor jeg mistede en masse blod og måtte opereres. Jeg var faktisk selv i fare for ikke at overleve fødslen, og der var det en fantastisk ting, at Michael var der, selv om det slet ikke havde været meningen, at han skulle være med til fødslen, siger Camilla.

– Det var fødslen, der gjorde os til en rigtig familie, siger Michael. – Jeg græd af lykke over at stå med min lille datter i armene, men jeg græd også, fordi Camilla måske ikke overlevede det store blodtab. Jeg var så bange for at miste hende. Jeg kunne jo ikke stå alene med Josefine, husker Michael.

De næste uger var mor, barn og Michael indlagt på hospitalet, mens Camilla langsomt fik det bedre. Det var Michael, der sad hos Josefine, når Camilla ikke havde kræfter til det. Det var også ham, der var der, da Camilla græd af udmattelse og var parat til at opgive det hele, når amningen ikke ville lykkes, og når ingenting var, som hun havde forestillet sig. Uanset hvad der skete, Michael var der, og det var i de første uger af Josefines liv, de tre blev en rigtig familie.

– Jeg elsker Camilla som mor til mit barn. Hun er den bedste mor, der findes, og hvis man endelig skal sige noget godt om den voldsomme fødsel, var det, at den bragte os endnu tættere sammen, siger Michael.

Josefine kom hurtigt over sin voldsomme start på livet. Hun bor hjemme hos sin mor, men hun er tit på besøg hos Michael, der er flyttet ind i en lejlighed i nærheden af mor og barn. Hver søndag tilbringer han natten på sofaen hos Camilla og følger sin datter i dagpleje næste morgen. De holder fødselsdage og jul sammen, de kender hinandens familier og tager på ferie sammen. I august fyldte Josefine to år. Camilla er 41, Michael er 43, og nu er det slut med at få børn. De har alderen imod sig, synes de.

Af Greta Johannsen