Knæk Cancer: Sammen turde vi smide huerne

”En slags mødregruppe for kræftpatienter… ”

Sådan beskriver fire kvinder det venskab, de opbyggede til hinanden, da de i sommeren 2022 hver især opdagede det, der viste sig at være en kræftknude, i deres ene bryst. De boede i forskellige kommuner, arbejdede i forskellige brancher og levede forskellige liv, men det her havde de til fælles.

Desuden var de alle i god form, de følte sig sunde og raske, og så var de for unge til at blive screenet for brystkræft ifølge den danske lovgivning. Heldigvis havde de fire kvinder, i alderen 37-48 år, selv mærket efter og dermed fået vendt deres verden på hovedet.

Alle har de mænd, børn og gode venner. Alligevel oplevede de, at ingen forstod dem, som de forstod hinanden. Christina, Louise, Cathrine og Sanne, som indtil for kort tid siden aldrig havde mødt hinanden, var pludselig hinandens mest fortrolige.

– Vores venskab blev på kort tid meget intenst, fordi vi tidligt delte alting med hinanden, fortæller Cathrine Güntelberg.

Det helt rigtige sted

Cathrine var 48 år, da hun en morgen kiggede ned ad sig selv og opdagede, at noget bulede ud ved hendes ene bryst. Noget, hun ikke havde opdaget aftenen forinden.

– Det kan jo ikke være kræft, for kræft kommer jo ikke bare sådan fra den ene dag til den anden. Men der var der jo et eller andet …

Hurtigt blev hun sendt videre i systemet, og under en udredende scanning sluttede lægen af med et spørgsmål, som gav situationen en anden alvor: ”Nu skal du vel ikke ud at rejse foreløbig?”

Her blev Cathrine klar over, hvad hun sad midt i. Sygeplejersken satte sig hos hende og forsøgte at berolige hende med, at Cathrine nu var ”det helt rigtige sted.”

Også Louise måtte selv opdage sin knude, som hendes egen læge dog ikke mistænkte for at være kræft. Alligevel sendte hun for en sikkerheds skyld den dengang 41-årige kvinde videre til yderligere undersøgelser.

– Jeg græd og græd og tænkte, at selvfølgelig var det kræft. Hvad skulle det ellers være, der pludselig sad i mit bryst, og som jeg kunne skubbe frem og tilbage?

Den mistanke fik hun kort efter bekræftet.

Et møde med mening

På en tosengsstue på Herlev Hospital fik Cathrine en augustdag sin første kemobehandling. De minutter, hvor kemoen for første gang løb ind i hendes krop, blev også begyndelsen på noget andet. For i sengen ved siden af hende lå Sanne.

Sanne, som også var i 40’erne og for nylig havde fået diagnosen brystkræft. Cathrine følte sig heldig, at hun fik lov at møde en kvinde på sin egen alder, som også havde mand og børn og kæmpede med de samme ting som hende.

Kort efter mødte de to kvinder Christina på et patientseminar, hvor man bliver skolet i at være kræftpatient, og hos Kræftens Bekæmpelse faldt de i snak med Louise, som fuldendte det firkløver, der siden har dannet Kemoklubben.

Med ugentlige møder i dagtimerne, som var de på barsel, mødtes de nu skiftevis hjemme hos hinanden. Men i stedet for at tale om amning, natteroderi og bletyper talte de om kræft. Om bivirkninger, behandlinger og om frygten for at dø.

– Sommetider gik vi også på café og fandt modet til at smide huerne alle fire. Det gjorde vi ikke, hvis vi sad der alene, fortæller Louise, som refererer til, at kvinderne stort set samtidig tabte håret som en konsekvens af den hårde kemobehandling.

Da de fire veninder alle var færdigbehandlede og fortsat holdt godt fast i hinanden, fik de en idé. De ville skrive en bog sammen.

Den lette alvor

Cathrine, Louise, Christina og Sanne følte alle, at de havde noget, der var værd at dele, og i foråret udkom de så med bogen ”Kemoklubben – Ramt i brystet”, hvori de deler deres tanker om dødsangst, hårtab, fertilitetstanker, pludselig tomhed og alt det andet, som var en del af det år, de alle var i behandling.

Beretningerne suppleres med masser af udpluk fra gruppens fælles sms-tråd, hvor man som læser bliver lukket ind i den lethed og alvor, som på en og samme tid præger kvindernes sammenhold.

– Det er fantastisk at opleve, hvad bogen betyder for andre med brystkræft. Der var en kræftsyg kvinde, der efter et foredrag fortalte mig, at behandlingen gjorde hende for udmattet til at læse, men vores bog, den kunne hun godt læse. Den gav hende på en eller anden måde mere, end den tog, fortæller Cathrine rørt.

For unge til brystkræft

De fire kvinder er alle bevis på, at brystkræft ikke er forbeholdt kvinder over 50, og gennem deres respektive forløb mødte de mange jævnaldrende. Derfor har Kemoklubben nu oprettet et borgerforslag, som lyder på, at screeningen for brystkræft, der lige nu tilbydes hvert andet år fra og med 50-års-alderen, skal tilbydes allerede, fra man fylder 45.

Cathrine og Louises kræftknuder målte henholdsvis tre og to en halv centimeter, og selv om de begge ofte mærkede efter, mener lægerne, at knuderne kan have siddet der i op til to år. Alligevel havde ingen af kvinderne nogen symptomer.

– Der var en læge, der sagde til mig, at knuden jo også skal have en vis størrelse, før du selv har en chance for at mærke den. Og det er jo rigtigt, fortæller Louise.