Leif Maibom: Jeg runder lige af

Grøntsager bli’r man sunde af.

Fedt og sukker bli’r man runde af.

Indrømmet, jeg går altid og rimer inde i mit hoved, og en dag dukkede ovenstående op. Og det er jo så sandt, som det er rimet.

Men så kom jeg til at tænke på, at hvis man nu lægger trykket anderledes i de sidste to ord. Altså så man ikke siger runde af – med tryk på af. Men siger: runde af – med tryk på runde, Så betyder det jo pludselig noget ganske andet.

”Runde af” betyder vel nærmest at slutte noget, at samle trådene sammen og konkludere. Og det er jo også vigtigt.

Alle har vel været til et foredrag og åndet lettet op, når foredragsholderen pludselig vækker de halvsovende med de forløsende ord: – Jeg vil runde af med en lille, sjov historie! Desværre har jeg så ofte oplevet, at den lille, sjove historie hverken er lille eller sjov.

Men det er vigtigt at runde af. Også når man som jeg leger handyman. Man kan lave nok så fine ting i træ, men man skal huske at runde hjørnerne og kanterne af, så de ikke fremstår skarpe og ubehagelige at røre ved. Er det ikke også det, præsten siger ved brylluppet – man skal bære hinandens byrder, og man skal slibe kanterne af hinanden. Det sidste siger han eller hun måske ikke, men præsten mener det.

Jeg havde i år den store fornøjelse at være konferencier ved ”Revyernes Revy” i Cirkusrevyens telt. Det er den søndag, hvor alle landets revyer samles og præsenterer et nummer eller to på den store scene, og så ender det hele med, at der bliver uddelt en række revypriser. Alle arbejder gratis, og overskuddet går til Skuespillerforeningens boliger for ældre skuespillere.

Som sagt var jeg konferencier, og under dagens prøver tænkte jeg ofte, at for mig var dette også en form for at runde af. Jeg er jo mere eller mindre stoppet som aktiv på scenen og nøjes nu med at skrive tekster. Men da jeg stod der og skulle præsentere alle mine gamle kolleger og mange tidligere ansatte, følte jeg virkelig, at dette på en eller anden måde var en afrunding af mit revyliv. Dog ikke mere afrunding end, at hvis de spørger mig, om jeg gør det igen, siger jeg nok ja.

Men jeg tror, det er vigtigt at afrunde ting. Der er ikke noget så irriterende eller nattesøvnsdræbende som at have en masse hængepartier. Små snakke, der aldrig blev sluttet. Uoverensstemmelser, man aldrig fik redt ud. Ting, man ved skal gøres, men som man til stadighed udskyder. Som at jeg for eksempel har lovet fruen, at jeg nok skal køre til sommerhuset og pakke alle havemøblerne væk og sætte de sarteste planter ind i huset. Jeg skal nok, men jeg skal da lige runde denne klumme af med et:

Ha’ en festlig afrunding, men husk. Det skal være med finkornet sandpapir!