Peter Aude aktuel med juleeventyr: Jeg skaber julemagi med ord

Et af barndommens fast tilbagevendende højdepunkter for den i dag 67-årige Peter Aude var radioprogrammet ”19.01”, hvor jazzmusikeren, forfatteren og radioværten Hemming Hartmann-Petersen fortalte eventyr.

– På de rigtig gode dage nåede han endda at fortælle to eventyr. Den klassiske åbning, ”Der var engang...”, fyldte mig med varme indvendigt. Intet kunne som de ord få mig til at svømme fuldstændig hen, husker Peter.

Denne jul er skuespilleren selv aktuel som eventyrforfatter på Wadskjær Forlag med et værk, der slet og ret hedder ”Julekalenderbogen”. Det er et eventyr i 24 afsnit om 10-årige Villads med kælenavnet Vilsen, der til sin overraskelse finder ud af, at hans far er selveste julemanden.

– Jeg har selv et barnebarn ved navn Villads, der også bliver kaldt Vilsen, og som netop var 10 år for fem år siden, da jeg for alvor kom i gang med at skrive på fortællingen, siger han om sin bog, der på afgørende punkter må betegnes som et ret utraditionelt juleeventyr.

– I stedet for at bringe gaver ud kører julemanden i min historie rundt med ”lys i mørket”, for som det hedder sig i bogen, har vi mennesker brug for lys i mørket for at kunne finde hjem. Der figurerer også en stjerne, som er faldet ned på jorden, og det er den, der får julemandens rensdyr til at flyve. Derudover møder vi den nordiske gud Odin, der i bogen omtales som verdens første julemand. I det hele taget låner jeg flittigt fra både myter og arketypiske eventyr, fortæller Peter.

Hans hjem på Frederiksberg er tydeligt præget af hans interesse for eventyr, historiefortælling og teater. Samtlige rum er prydet med dukketeatre og marionetdukker. Ja, to stuer udgør sågar i sig selv et vaskeægte teater, der spiller forestillinger for voksne. Teater Magica, hedder det.

– Der er kun plads til 12 tilskuere, så det er ikke just en fed forretning. Men nu er jeg blevet pensionist, og alt, hvad jeg gør, er for ren og skær fornøjelses skyld.

40 år som røver

Peter fik sit første dukketeater, da han gik i 1. klasse.

– Min far lavede en transformator til mig med små elpærer og en anordning, der gjorde, at jeg kunne skrue ned for lyset i teat-ret. Netop det øjeblik var helt magisk for mig. Jeg elskede det, og det har været min drivkraft lige siden, fortæller skuespilleren, der i disse uger vanen tro er travlt engageret i en familieforestilling, der i årtier har været en fast juletradition i hovedstadsområdet på trods af, at historien intet har med jul at gøre.

Vi taler selvsagt om ”Folk og røvere i Kardemomme By” på Bellevue Teatret, som har været en fast del af højtidens kulturtilbud, siden salig Jesper Klein for 43 år siden fandt på at sætte den op og med forfatteren Thorbjørn Egners samtykke tilsætte en dosis af sin egen skæve humor.

​– Jeg har næsten været med fra begyndelsen, og da Jesper gik bort, overtog jeg instruktørstolen. I år har jeg 40-års jubilæum på forestillingen, og gennem alle årene har jeg haft rollen som Kasper, hvilket må betegnes som en rekord i min branche. Derudover er jeg i forbindelse med sygemeldinger af og til sprunget til som vikar på andre roller fra tante Sofie til lille Tommy! Det var et spøjst syn, da jeg kom ind på scenen iført korte bukser, men efter forestillingen var der ingen, der krævede deres penge tilbage, siger Peter med et grin.

Den julestemning, der på scenen glimrer ved sit fravær, findes til gengæld til overmål i Peters garderobe på Bellevue. Det har både børnefamilier og skoleklasser erfaret, når de har fundet vej om bag scenen for at hilse på og pludselig har befundet sig i et sandt paradis af blinkende lamper og julemusik.

– Jeg plejer at sige til børnene, at nogen tror, julemanden bor i Grønland, men at han i virkeligheden bor inde i den store, tykke eventyrbog, jeg har liggende på teatret. Og jeg skal love for, at der bliver spærret nogle små øjne op, når jeg viser bogen frem.

Min jul før og nu

År efter år ligger det helt fast, at det er Peter, der lægger hus til sin nærmeste families fejring af juleaften. Selskabet tæller blandt andet sønnerne Noah og Alexander på 48 og 44 år, hvoraf kun sidstnævnte er hans barn i biologisk forstand, og hans i alt fire børnebørn i alderen fra 18 år til omkring tre måneder.

– Dertil kommer min gamle mor på 90, mine ekskoner og folks respektive partnere. Vi når altid at blive mellem 14 og 18 mennesker omkring middagsbordet. Juletraditioner har vi ikke taget så nøje på, siden min far døde for 20 år siden. Der er lidt gaver til børnene, og vi spiser en god middag, men det vigtigste er for os at være sammen, sludre og hygge os. For børnenes skyld er der altid en mandelgave, men vi voksne giver ikke hinanden julegaver. I år regner jeg med, at mit yngste barnebarn, Osvald, der kun er få måneder gammel, bliver festens midtpunkt. Til næste år ved samme tid kan han naturligvis intet huske om julen 2024, men det kan vi andre!

Et helt andet fokus på traditionerne var der i Peters barndom, hvor julen altid blev holdt hos hans mormor og morfar.

– Særligt min morfar gik op i, at alt gik til efter bogen. På et tidspunkt forlod han middagsbordet og gik ind i dagligstuen for at tænde juletræet. Så åbnede han stuens fløjdøre, og alt var fint og sirligt pyntet. Nu var det tid til at danse om træet, og herefter drak vi kakao, inden vi omsider skulle i gang med gaverne, som i et barns øjne er julens slagnummer. Jeg var i årevis det eneste barn, idet der gik en del år, inden min otte år yngre søster tog aktivt del i festlighederne. Det var med andre ord i helt bogstavelig forstand ”Peters jul”, der udspillede sig. Jeg oplevede min mormors og morfars hjem som en verden helt for sig selv, hvor tiden stod stille, selv om det gamle bornholmerur på væggen trofast slog et passende antal slag hver gang, en time var gået.

December måneds optakt til juleaften var på mange måder beskeden i forhold til, hvad mange af nutidens børn oplever.

– Min julekalender var en broderet sag, der indeholdt nøjagtig 24 syrlige drops – et for hver dag op til jul. Jeg elskede at få dagens bolsje, og den dag i dag er jeg vild med syrlige drops. Julen var i det hele taget magisk, når jeg ser tilbage på den. Og når jeg for eksempel bilder mig selv ind, at der var sne i store mængder, ved jeg naturligvis godt, at det er hukommelsen, der spiller mig et puds. Men min aktuelle julebog er helt klart et forsøg på at finde helt ind til julens magi.