Per Pallesens juleminder: Kanetur i Jylland og slædetur i Grønland

Når Per Pallesen sætter sig til rette og lukker op for posen med juleminder, er der særligt én anekdote, der kunne være grebet direkte ud af en klassisk julefilm eller et juleeventyr.

– Men vi skal også en del år tilbage i tiden, hvor hvid jul ikke var nær så sjældent et syn som i dag. Jeg stammer fra Aars, og en jul var jeg på vej gennem Jylland med familien for at fejre juleaften i mit barndomshjem. Sneen buldrede ned og samlede sig til store snedriver på hovedvej 13 mellem Viborg og Aalborg. Og bare fem kilometer fra målet måtte vi opgive at komme videre. Jeg gik ind på en nærliggende gård, hvor jeg lånte en telefon og ringede til min far, der heldigvis havde en løsning på hånden, husker den 79-årige skuespiller.

I det korn- og foderstoffirma, hvor hans far arbejdede, havde man en gammel kane stående.

– Et par heste blev spændt for kanen, og så kom han ellers ud og hentede os. Jeg mindes episoden, hver gang jeg kører forbi stedet, og jeg sender ikke mindst en varm tanke til de søde og hjælpsomme mennesker, der boede på gården, fortæller han.

Også i år skal Per og hans hustru Vivian Dencker fejre højtiden i det jyske. Helt præcist i Rørbæk, hvor Pers ekskone Kirsten Peüliche og hendes mand har et lille hus.

– Vi skiftes til at være værter for julen og fejre den med vores to døtre og seks børnebørn. Forrige år, hvor vi også var i Rørbæk, kom julemanden på besøg. Og jeg kunne simpelt hen ikke blive klog på, hvem det var, der til børnenes store begejstring udfoldede sig med stort skæg og rungende dyb stemme. Jeg spurgte Vivian, og hun hviskede til mig: ”Det er da din yngste datter.” At både Sofie og Trine er gået i mine og Kirstens skuespillerfodspor, er en evig kilde til store oplevelser. I år spiller Sofie Kirstens gamle rolle som Gemyse i Nissebanden i Teltet på Bakken. Hun ligner sin mor som ung på en prik.

Slædehunde i fuld fart

Nissebanden må vi selvsagt dvæle lidt ved, for som bekendt var det netop Per, der instruerede de to første tv-julekalendere om den grødglade flok.

– Særligt nummer 2, ”Nissebanden i Grønland”, var en fantastisk oplevelse, da vi jo optog den i Uummannaq og Ikerasak. Modsat min kære kollega Flemming Jensen, der har boet der og arbejdet der som lærer, havde jeg dog et meget begrænset kendskab til stedet og kulturen.

Da Per første gang skulle køre på hundeslæde, havde han således fået de basale kommandoer til hundene galt i halsen.

– Jeg prøvede at få dem til at standse, men de blev i stedet ved med at sætte farten op. Og jeg havde kurs direkte mod fjorden. Heldigvis indhentede Flemming mig på sin snescooter og fik bremset min slæde, inden det gik helt galt, fortæller Per.

Som instruktør havde han hver dag mange timers udendørs arbejde i den barske og uvante grønlandske kulde.

– Der var 40 minusgrader udenfor. En dag kom en af de grønlandske hjælpere på filmholdet hen og begyndte at massere mine kinder. Da jeg kom indenfor og kiggede mig i spejlet, havde jeg hvide plamager i ansigtet. Jeg var kort og godt ved at få forfrysninger, husker Per.

Styr på geviret

En anden gang punkterede hans bil, da han var på vej til dagens optagelser.

– Der var ikke andet at gøre end at tage termokanden med te frem, sætte mig op ad en isblok og vente på, at nogen kom og hentede mig. Pludselig kom en polarræv løbende lige forbi mig med en rype i munden. Det er anderledes naturoplevelser, man kan få sig i Grønland!

Der er dog også et minde fra indspilningerne af det første “Nissebanden”-epos, som trænger sig på:

– DR havde indkøbt to rensdyr fra Nordsverige til brug i optagelserne, og de havde udtrykkeligt fået at vide, at dyrene kunne tabe deres gevir, hvis de blev bange. Erik Paaske, der havde rollen som julemanden, nåede da også kun lige at vise sig i sin røde dragt, før et af rensdyrene blev forskrækket og tabte geviret. Så var gode råd dyre, men en tekniker fik det fastgjort med gaffertape, og takket være den feberredning kunne optagelserne komme i kassen.

”Matador”-stjernens tidligste juleminde omhandler en gave, der strengt taget ikke var tiltænkt ham. Eller måske lidt alligevel:

– Jeg var fem år og skulle finde en julegave til min mor. Samtidig havde jeg kig på en fin brandbil af træ, så jeg spurgte min far, om ikke jeg kunne give min mor den som gave. Og sådan blev det. Men hun havde knap pakket den ud juleaften, før jeg spurgte hende, om jeg kunne få lov til at lege med den, griner Per.

En hundehvalp i gave

To år senere fik han sin mest uforglemmelige juleoplevelse:

– Alle julegaver var egentlig pakket op, men så annoncerede min mor og far, at der faktisk var en ekstra gave til mig. Ind kom de med en papkasse, som tidligere havde indeholdt en Nilfisk-støvsuger. Og da jeg åbnede den, sad der en lille ruhåret foxterrier og kiggede på mig. Den kom til at hedde Sussi og var min første hund og min bedste julegave nogen sinde, siger han.

Nogle år senere blev det Pers 11 år yngre lillebror Klavs, der var drengen i centrum juleaften.

– Engang fejrede vi jul hos min farbror, og det var ham, der spillede rollen som julemand. Han bankede på døren, blev inviteret indenfor og blev placeret på en stol, hvor han fik serveret en lille bjesk. Og så gik han ellers i gang med at uddele gaver. Den første var til Klavs. Og der gik ikke lang tid, før han i sin sæk fandt endnu en pakke, der stod Klavs Pallesen på. Her var det, at min lillebror meget rørende udbrød: ”Tak, julemand, men jeg har fået!” Nutidens børn er noget mere forvænte og ville nok snarere tage for givet, at gaveregnen fortsatte lidt endnu.

Skuespilleren har stadig det stykke julepynt, han som barn holdt allermest af. Det forestiller noget så usædvanligt som en elefant.

– Hver jul, når min far havde pyntet træet og slog døren op ind til stuen, var elefanten altid det første, jeg kiggede efter. Og hvis han havde glemt at hænge den på, blev jeg sur. Elefanten er den dag i dag mit lykkedyr, og jeg har besøgt Afrika et utal af gange. Men det var tilsyneladende det spøjse lille stykke pynt, der i sin tid tændte gnisten, siger Per Pallesen.