Mit dilemma: Skulle jeg prøve at redde min søster?

Jeg burde være glad, da min lillesøster ringede og sagde, at hun gerne ville ud af både misbrug og prostitution, men det var jeg ikke.

Jeg havde hverken haft kontakt med min mor eller Trine i tre år, men jeg huskede stadig, hvor hårdt det havde været at vende ryggen til alle deres problemer.

Jeg kunne stadig mærke den totale udmattelse og afmagt efter at have gjort alt, hvad jeg kunne, for at hjælpe dem, mens de på deres side gjorde alt, hvad de kunne, for at udnytte mig.

De havde taget mine penge, tappet mine kræfter og suget al energi ud af mig, indtil jeg selv sagde stop. Og havde jeg nogensinde fået noget den anden vej?

Nej, det havde jeg ikke.

Jeg slap væk fra min familie

Jeg havde været så heldig, at jeg i 3. klasse fik en hjerteveninde i svenske Gunilla, hvis mor de næste fire år tog mig under sine vinger.

Det var hende, Agneta, jeg kunne takke for, at jeg havde klaret mig mod alle odds, så jeg i dag havde et godt job som jordemoder og levede et lykkeligt familieliv med Kasper og vores to børn.

Fra min egen familie havde jeg ikke fået andet end druk, sult, elendighed og grov udnyttelse.

Nu skulle Trine bruge 50.000 kr. til et privat afvænningssted, som, hun var sikker på, kunne hjælpe hende ud af misbruget. Jeg kunne sådan set godt skaffe 50.000 kr., men min første og umiddelbare reaktion var, at det ville jeg ikke. Jeg troede ikke længere på hende.

– Er du sikker på, vi ikke skal hjælpe hende? spurgte min søde mand Kasper, da jeg talte med ham om det.

– Hun kan vel knalde sig til de penge, røg det brutalt ud af munden på mig.

Kasper stirrede forfærdet på mig, for sådan plejede vi altså ikke at tale hjemme hos os.

– Ja, undskyld, sagde jeg. – Det har jeg lært hjemmefra. Men hvis du vidste, hvad jeg har brugt af kræfter og penge på at hjælpe min lillesøster, før du kom ind i billedet, ville du forstå mig.

Kasper tog min hånd og aende den blidt. Han sagde ingenting. Det gjorde det ikke nemmere, for det var som en tavs bebrejdelse, der hang i luften.

– Du forstår det ikke, sagde jeg til sidst og rejste mig hovedrystende.

Hun boede med en misbruger

De kommende dage gik jeg og grublede over det. Hver gang, jeg var i nærheden af at overgive mig og sende Trine pengene, meldte tvivlen sig igen. Og så lod jeg være.

Jeg vidste, at hun stadig boede sammen med det fjols af en mand, hun havde samlet op, gud ved hvor, og skulle det endelig lykkes hende at blive afvænnet for mine 50.000 kr., ville hun ryge tilbage i misbruget, lige så snart hun kom hjem til ham igen.

Han var min første undskyldning for at sige nej. Min anden var på sin vis alvorligere, for den handlede om mig selv. Pyt med pengene. Det var ikke dem, det handlede om. Det var den nedslidthed, der havde fået mig til at droppe al kontakt med Trine og min mor, som rullede ind over mig bare ved tanken om at skulle trækkes ind i deres mølle igen.

Det havde været følelsesmæssigt opslidende at prøve at hjælpe dem den ene gang efter den anden, kun for at opdage, at det var fuldkommen nytteløst. Jeg orkede det ikke én gang til. Mest af alt orkede jeg ikke at håbe mere på deres vegne. Det var alt, alt for hårdt at blive skuffet, hver gang jeg ellers havde turdet tro på, at min hjælp kunne give dem et skub i den rigtige retning.

Efter en uges tid ringede Trine igen for at høre, om jeg havde fået tænkt over det.

– Jeg hælder nok mest til ikke at hjælpe dig, men jeg har ikke besluttet mig endnu, svarede jeg.

Hun blev sur over den besked, men det var jeg nu kold overfor. Jeg havde brug for at være afklaret med mig selv, før jeg kunne svare hende.

Hun blev gravid

Der gik en uge mere, og næste gang hun ringede, var det gået fra slemt til værre. Denne gang fortalte hun nemlig, at hun lige havde fundet ud af, at hun var gravid.

Jamen, for hulan da! Jeg blev simpelthen så vred. Vred over, at hun afpressede mig på den måde, og vred over, at hun overhovedet kunne opføre sig så skødesløst, at et lille barn nu også kom i fare.

Jeg skældte hende hæder og ære fra. Trine tudede, og det endte jeg også selv med at gøre. Alligevel holdt jeg fast i, at jeg endnu ikke havde besluttet, om jeg ville give hende pengene.

– Det er vi da nødt til, når hun nu er gravid, nærmest råbte Kasper, da han blev opdateret på situationens udvikling. – Ellers skal barnet på afvænning, lige så snart det bliver født.

Jeg følte, at han nu også afpressede mig, og det fik kun min modstand til at vokse indeni. Efter yderligere et par dage var jeg endelig klarsynet nok til at kunne meddele Trine min beslutning.

– Jeg vil ikke hjælpe dig med de penge, sagde jeg.

Trine begyndte at sige en masse grimme ting, men jeg afbrød hende kontant og fortalte hende i stedet, hvor hun skulle søge hjælp hos det offentlige.

– Det er den mulighed, du har, hvis du ikke synes, dit barn skal have samme rædselsfulde opvækst, som vi fik. Take it or leave it!

Der knaldede hun røret på, og jeg stod tilbage og følte mig som en dum kælling.

Ikke desto mindre havde jeg samtidig en klar fornemmelse af, at det var den rigtige beslutning. Trine måtte selv tage ansvaret for sin afvænning, hvis det skulle føre til noget. Andet var der egentlig ikke at sige om den ting.

Kasper var rystet over mig. Det sendte os faktisk ud i lidt af en krise, for han så pludselig en side af mig, han ikke havde set før.

Han syntes, jeg var hjerteløs, og det gjorde virkelig ondt, at han tænkte sådan om mig. Han mindede mig også om alle de gange, hvor jeg som jordemoder havde taget imod alt for små nyfødte, der skulle direkte fra livmoderen til afvænning i en kuvøse.

Det ramte mig hårdt og gav mig en masse skyldfølelse. Men jeg stod fast på mit. Trine var nødt til at hjælpe sig selv. Jeg kunne ikke gøre det for hende. Hendes liv, hendes valg.

Vi mistede kontakten

Der gik lidt over et år. En dag ringede det på døren, og der stod en rødkindet Trine med en barnevogn foran sig.

– Hej, sagde hun og smilede usikkert til mig.

Jeg fik hende omgående ind og efter at have beundret hendes lille, kønne unge, fik jeg bænket hende med en kop kaffe.

– Jeg kommer egentlig mest for at sige tak, sagde hun.

Kasper, der også befandt sig i køkkenet, spidsede ører, kunne jeg se.

– Jeg syntes, du var ond, da du sagde nej til at hjælpe mig på afvænning, fortsatte hun. – Men i dag kan jeg godt se, at jeg var nødt til at gøre det hele selv. Der var ingen smutveje, vel?

Jeg slog armene om hende ved den udmelding. Endelig havde hun set lyset. Endelig, endelig havde hun selv taget fat i sit liv og besluttet sig for at komme på ret køl.

Fjolset havde hun smidt ud, og han var i øvrigt heller ikke far til hendes barn. Faktisk vidste hun ikke helt, hvem der var. Det kunne være en tre-fire stykker, og det var ved at blive undersøgt, men hun havde nu ikke tænkt sig at skulle leve sammen med nogen af dem.

Når hun var færdig med sin barsel, ville hun melde sig ind på VUC og få gjort sin folkeskole færdig. Hvad vej hun så skulle bagefter, måtte tiden vise.

Hold nu da op, hvor blev jeg glad. Fra nu af ville jeg støtte og hjælpe hende til verdens ende, for nu havde hun forstået, at hun selv skulle gøre en indsats. Og i øvrigt at initiativet skulle komme fra hende selv.

Den aften medgav Kasper mig endelig, at jeg havde set rigtigt, da jeg overlod hele ansvaret for Trines liv til Trine selv. Han indrømmede også, at han havde syntes, det var svært at være min mand i den periode, fordi han oplevede mig som iskold.

– Men du var jo bare den klogeste af os to, sagde han og kyssede mig.

I dag ser vi meget til Trine, og vi passer også glad og gerne min lille niece, som er opkaldt efter mig. Trine er i gang med at uddanne sig til SOSU-assistent, og hun klarer sig på alle måder fint som alenemor.

Vores egen mor kom til gengæld aldrig ud af sumpen. Hun døde et halvt år efter, Trines datter blev født, og vi håber begge, at hun nu har fået al den fred i døden, som hun ikke fik i livet. Jeg har for længst tilgivet hende, for i bund og grund gjorde hun det jo nok så godt, hun kunne.