En vigtig påmindelse: Uden vinter, intet forår

Mine konfirmander ved lige, hvad de skal, når de møder ind hver tirsdag.

Måtterne er rullet ud på gulvet, tæpper og puder ligger klar. Fra min hjembragte højttaler strømmer rolige toner ud i lokalet. Lyset er dæmpet, og fyrfadslysene tændt.

De næste 20 minutter står tiden nemlig på guidet meditation og gendigtet højtlæsning af bibelhistorie.

De unge mennesker kommer direkte fra en lang skoledag, hvor de har knoklet og har haft hjerneaktivitet og sociale evner i højeste gear.

Nu er det sidst på eftermiddagen, og eleverne har i den grad brug for at få ro på. Holde pause.

Jeg er ikke i tvivl om, at megen mistrivsel og udbrændthed i vores samfund hænger sammen med, at vi fordyber os for lidt og holder for få pauser.

Hvornår får de unge lige øremærket tid til at kigge ud ad vinduet og lade tankerne flyve frit?

Dagen kører i stedet derud af med konstante krav om at skulle koncentrere sig og holde fokus.

Det er ellers afspændingen, der gør, at blodtrykket falder, og hjernen og kroppen lader op, så den igen kan blive klar til at præstere.

På samme måde som januar og februars tilsyneladende intethed danner afsæt til forårets livfulde komme. Det tænker jeg altid på, når månederne skal gennemleves.

De virker så gabende tomme og bare efter julens tætpakkede fylde og varme farver.

Men vintermånederne er nødvendige, som hvilen efter arbejdet.

Vi finder en naturens orden og balance i denne skiftende bevægelse mellem udvortes og indvortes, synlig og usynlig.

Det skal vi huske, når ”dagene længes og vinterens strenges”, som det hedder i en salme i kyndelmisse-tiden, hvor vi er mere end halvvejs gennem vinteren.

Januar og februar er naturens genopladningstid, og tiden minder os også om, hvor uundværlig ro og pauser er for vores trivsel og tryghed.

Nogle gange handler det om noget så enkelt som at trække vejret, ånde dybt ind og ud, og sænke farten.

Jeg kommer til at tænke på historien om en munk, der blev spurgt: ”Hvad gør du, når du beder?” Han svarede: ”Jeg trækker vejret”.

Det enkle i åndedrættet rummer både ro og refleksion – og minder os om, at pausen ikke kræver store anstrengelser, men snarere en tilbagevenden til det basale.

Ja, faktisk meget mere end det.

Forskningen viser ret entydigt, at det er i afspændingen, at vores evne og overskud opstår, så vi kan være der for hinanden, vise hensyn og knytte bånd.

Når vi overfodrer vores hjerner med deadlines, optimering, konkurrencer, forandringsprojekter, udviklingsmål, effektivitetskrav og arbejdspres, bliver der ikke tid til at reflektere, eller at være opmærksom over for andre – eller os selv.

Derfor er tirsdag eftermiddag hos mig anderledes.

Vi skal træne vores evne til nærvær, omsorg og omtanke. Og vi skal takke for vinterens mange og lange dage, der snart rinder ud.

For uden vinter, intet forår.