Lige fra hjertet: Jeg måtte svigte min datters tillid

Selvfølgelig savnede jeg min datter, Eva, da hun tog på efterskole. Så nej, hvor jeg glædede mig, da vi fik hende hjem på weekend efter de to første uger.

Det var, som om vores Eva var modnet på de to uger. Hun fortalte begejstret om alle de indtryk, hun havde fået, og om alle de mennesker, hun havde mødt. Mange af dem kom fra helt andre miljøer og familier end vores. Det hele var så spændende for hende.

En af dem, Eva sad ved bord med, gik der dog nogle rygter om, som ikke var så gode. Anton hed han. Han var nu to gange taget hjem i utide, fordi han var syg, havde han sagt til lærerne, men Eva sagde, at han slet ikke var syg.

I virkeligheden var han vist lidt af en rod, der savnede sit gamle, friere miljø, hvor ingen voksne dikterede sengetider eller i det hele taget interesserede sig for ham, som de gjorde det på efterskolen.

Eva havde hørt, at Anton og hans venner i hjembyen både lavede hærværk og stjal. Det var vist sådan noget med at sætte ild til et legehus, male graffiti på en børnehave og stjæle i butikker, fortalte hun.

Løftet

Min mand og jeg så på hinanden. Jeg var noget rystet over det, Eva fortalte. Den opførsel var langt fra det liv, hun kendte til.

Jeg spurgte, om lærerne på efterskolen var klar over disse ting, men det mente hun ikke, og hun så pludselig strengt på mig og formanede mig om absolut ikke at sige noget til nogen.

Det lykkedes mig at snakke udenom og efterfølgende skifte emne uden at love hende noget.

Senere, da vi lå i sofaen, og jeg strøg min hånd gennem Evas fine, lange hår, imens en film, vi har set sammen mindst 10 gange, flimrede over skærmen, tænkte jeg på, hvor heldige nogle børn er, når de lander i en god familie med ressourcer og overskud til at holde af dem, passe på dem og give dem gode værdier i livet.

Det stak i hjertet, da jeg tænkte på Anton fra efterskolen, som tog hjem i utide for at lave hærværk og stjæle i butikker med sine gamle venner. Han manglede tydeligvis en voksen til at hjælpe ham på rette spor.

Jeg var samtidig usikker på, om det var mit ansvar at blande mig, og hvordan jeg overhovedet kunne gøre det.

Det kunne vel heller ikke passe, at der ikke allerede var opmærksomhed på Anton og hans trivsel fra kommunens eller efterskolens side?

Jeg besluttede mig for at spørge Eva, om hun mente, at historien med Anton måske var overdrevet, ligesom hendes far mente.

Hun blev meget fornærmet, for det mente hun bestemt ikke, og hun sagde samtidig, at hvis jeg fortalte nogen om det, ville hun aldrig nogensinde fortælle mig noget igen.

Det tog jeg selvfølgelig til efterretning, for det værste ville selvfølgelig være at miste mit barns fortrolighed.

Mødet med Anton

Da jeg om søndagen kørte Eva ned på efterskolen igen, bad hun om hjælp til at få båret alt sit rene tøj op på værelset. Store teenagebørn myldrede rundt mellem hinanden, og Eva fik flere kram på vejen mod sit værelse, og jeg blev præsenteret for alle, vi mødte.

Så stod han der pludselig, Anton, i døråbningen ind til et værelse. Hans fulde navn stod på dørskiltet. Eva gav ham et kram og præsenterede ham så for mig.

Jeg så på ham. Huen var trukket helt ned til de vagtsomme øjne. Han havde ludende, smalle skuldre og et trist udtryk i ansigtet.

Jeg ved ikke, om Eva lagde mærke til det. Hun var så glad for at være tilbage. Flagrende og fuld af smil og grin, som kunne smitte enhver, men ikke den triste dreng i døren.

Jeg havde lyst til at trække ham ind til mig og sige, at det nok skulle gå, at verden kan være god, og at der er mennesker derude, som er klar til at tage sig af ham og holde af ham.

Det gjorde jeg selvfølgelig ikke, men hans triste blik blev hos mig, da jeg kørte hjem.

Beslutningen

Min mand ventede på mig med aftensmaden, og vi satte os i køkkenet og spiste sammen. Jeg fortalte, at jeg nu havde mødt Anton, som hun havde fortalt om, og at hans blik havde skåret mig i hjertet.

Jeg vidste nu, at jeg var nødt til at handle på den viden, hun havde givet os. Det ville ikke være okay at lade være, og som sygeplejerske har jeg faktisk også skærpet indberetningspligt.

Min mand gjorde mig opmærksom på, at det kunne gå ud over Eva, hvis det kom frem, at hendes mor havde blandet sig.

Jeg sukkede og sagde, at jeg var nødt til at finde en måde at hjælpe Anton på. Efter min mening var det det eneste ansvarlige.

Det anonyme opkald

Næste dag ringede jeg anonymt til Antons hjemkommune. Jeg talte med en sød medarbejder, som forsikrede mig om, at de ville tage hånd om situationen, og hun sagde, at det var godt, jeg havde ringet.

Jeg kunne ikke undgå at føle mig lidt som en sladrehank. Inderst inde vidste jeg jo godt, at jeg havde gjort det rigtige, men jeg var også klar over, at min teenagedatter ikke ville kunne forstå det lige nu.

Derfor risikerede at sætte vores forhold over styr, hvis hun fandt ud af, at jeg var gået videre med informationen.

14 dage senere kom Eva hjem på weekend igen, lige så træt og glad som sidst. Hun fortalte om de andre på skolen, også om Anton, som ikke havde haft nogen sygedage siden sidst.

Han havde fortalt, at hans hjemkommune og de voksne på skolen havde startet alt muligt op for ham. Han havde gjort nar af det, da han fortalte det, men Eva mente nok at kunne fornemme, at han i virkeligheden var glad for det.

Jeg sagde ikke noget, men jeg kunne mærke, at jeg også blev både glad og lettet.

Efterskoleåret fløj forbi, og pludselig var det sommer igen, og vi skulle hente Eva. I skolens gård og gymnastiksal blev de unge mennesker fejret, og vi fik at vide, hvad alle eleverne skulle efter sommerferien.

Jeg lagde mærke til, at Anton skulle på en HF-kostskole i den anden ende af landet, og jeg tænkte, det var godt, at han aktivt fravalgte at tage hjem til sit eget miljø. Han så glad ud, som han gik der mellem sine kammerater og blev krammet farvel.

Bestemt bagtanke

10 år senere var der gensynsfest på efterskolen, og efterfølgende kunne Eva fortælle, hvad hendes efterskolevenner siden havde bedrevet, også Anton.

Han havde fået et spændende job, som han elskede, og med masser af rejseaktivitet. Desuden var han blevet gift og havde netop fået sit første barn.

Jeg blev simpelthen så glad, og jeg besluttede, at det var tid til at fortælle Eva, hvad jeg havde gjort dengang.

Hun så på mig med et smil og afslørede så noget til gengæld. Det viste sig, at hun netop havde sagt det til mig, fordi hun vidste, at jeg selvfølgelig blev nødt til at blande mig.

Hun kendte mig ud og ind, sagde hun, så det kom slet ikke bag på hende, at jeg havde handlet, som jeg havde gjort.

Hun var jo trods alt min datter og jeg hendes mor.