Lige fra hjertet: Mine børnebørn var uopdragne

Det hele begyndte, da min datter, Kristina, blev skilt fra børnenes far. På det tidspunkt var Sofia fire og Sebastian syv.

Efter en masse tovtrækkeri blev det besluttet, at de skiftevis skulle bo en uge hos Kristina og en uge hos deres far.

I virkeligheden tror jeg mest, at de her moderne 7/7-ordninger er til for forældrene. Jeg kunne i hvert fald mærke, hvor forvirrede og urolige de små blev af at flytte frem og tilbage hele tiden, og det stak i hjertet at se.

Fra da af blev jeg meget involveret i mine børnebørns daglige liv. Jeg passede dem fast fra onsdag til torsdag i Kristinas uger, så hun kunne få lidt fritid, og jeg sprang også til, hvis der opstod noget akut.

Kristina arbejdede som dyrlæge og blev ofte kaldt ud med kort varsel og på mærkelige tider af døgnet. Pasningen af børnene indebar også at passe og lufte familiens foxterrier, Maggie.

Men efter godt tre år på den måde begyndte en vis metaltræthed at indfinde sig.

Jeg opdagede, at jeg ikke glædede mig på samme måde længere, når børnene skulle komme.

Når jeg tænkte over det, vidste jeg godt hvorfor: Jeg syntes simpelthen, at de opførte sig uopdragent og tog alting for givet.

Spor af brugte tallerkener

Så snart de ankom, begyndte de hjemmevant at rode i køkkenskabene eller fryseren, og hvis jeg ikke havde nået at have hjemmebag klar den dag, brokkede de sig.

De havde det også med at efterlade et spor af brugte tallerkener og glas rundt i hele huset. Hvis jeg bad dem tage ud af bordet efter måltiderne, mukkede de, som om jeg havde bedt dem omlægge hele haven.

Jeg følte mig i stigende grad som en blanding af et hotel og en hæveautomat, og det irriterede mig.

Det var også så som så med kvalitetstiden, når vi var sammen, for ofte ville børnene helst bare sidde med næsen i deres elektronik.

Deres mor havde købt en iPad, som Sofia brugte, og Sebastian havde i en alder af 10 år fået sin egen mobiltelefon.

Sommetider var den tavshed næsten at foretrække, for de to kunne også skændes, så pudset faldt ned fra lofterne.

Sebastian kunne blive så hidsig, at han smed med sine ting, og Sofia kunne surmule i timevis, hvis hun ikke fik sin vilje.

Datter i forsvarsposition

Jeg grublede over, hvordan det var endt sådan. Igen spillede skilsmissen nok en rolle.

Så vidt jeg kunne forstå, levede mine børnebørn i to meget forskellige hjem. Jeg vidste, at Kristina havde det med at forkæle dem, og hun forlangte heller aldrig, at de hjalp til derhjemme.

Ovre hos deres far og hans kæreste lød tingene til gengæld til at være ret kaotiske. Jeg havde på fornemmelsen, at Sofia og Sebastian var mere overladt til sig selv derovre.

Uanset hvad var jeg nået til et punkt, hvor jeg syntes, vi måtte gøre noget. Børn er kun børn, og derfor var det heller ikke mine børnebørns skyld, at de var endt med at være uopdragne og forkælede.

Jeg forsøgte at tale med Kristina om det over en kop kaffe. Dét fik jeg dog ikke noget ud af.

Min datter blev meget defensiv og følte tydeligvis, at jeg kritiserede hendes evner som mor.

Men problemet var der jo stadig, hvilket jeg blev mindet om to dage senere, da Sebastian smadrede en af mine sofalamper i raseri over, at Sofia havde taget hans telefon.

I samme øjeblik opdagede jeg, at Maggie tissede på stuegulvet, fordi ingen havde hørt hende pibe og lukket hende ud.

Senere brokkede børnene sig begge over aftensmaden, fordi de hellere ville have pizza. Jeg endte med at køre hele flokken hjem til Kristina før tid, fordi jeg simpelthen blev så træt af dem.

Bagefter fik jeg dårlig samvittighed.

Færdig som dørmåtte

Nogle uger senere fik jeg besøg af min gamle skoleveninde Birthe. Hun havde aldrig fået børn, men havde rejst verden rundt som privatsekretær for en stor virksomhedsejer.

Vi talte og talte, og det slog mig, at det var længe siden, jeg sådan havde sat tid af til mig selv. Jeg havde vænnet mig til at sidde standby, hvis Kristina skulle få brug for mig.

Jeg endte med at vende mit dilemma om børnebørnene med Birthe. Hun lyttede og sagde så:

– Nu har jeg godt nok ingen børn selv, men jeg har da været et barn. Og hvis der er noget, børn har brug for, er det voksne, der sætter nogle kærlige, men faste rammer.

Hun fortsatte med at give eksempler på, hvordan jeg kunne fastlægge nogle husregler, som Sofia og Sebastian skulle følge. Hendes selvsikkerhed fik det til at lyde nemt og rigtigt.

Birthes ord inspirerede mig. Hun havde jo ret. Jeg gjorde mine børnebørn en bjørnetjeneste ved at være en dørmåtte, der vartede dem op i alle ender og kanter.

Livet bestod af hårdt arbejde, og hvis de skulle lære at begå sig blandt andre, skulle de lære almindelig høflighed og empati.

Efter dén erkendelse lagde jeg hovedet i blød og fandt på nogle husregler og pligter, som jeg kunne præsentere børnene for. Det hele skulle selvfølgelig være afstemt efter deres alder.

De nye vaner

Næste onsdag, da jeg havde hentet børnene fra skole, bad jeg dem sætte sig ved køkkenbordet. I rolige vendinger forklarede jeg, at de nu var gamle nok til at hjælpe mere til, og at det var sådan, det ville blive hos mig fremover.

Sebastian så måbende på mig, da jeg tilføjede, at de fra nu af kun måtte bruge skærmene en time om dagen.

Sofia begyndte at græde og sagde, at der var en masse tv-programmer, hun så ikke ville få set.

Resten af den dag fik jeg børnene til at hjælpe mig ude i køkkenhaven. Da deres skærmtime endelig kom, var Sofia blevet så træt af den friske luft, at hun faldt i søvn.

Lige så langsomt begyndte vi at vænne os til de nye rutiner. I starten skulle jeg selvfølgelig være over børnene hele tiden for at minde dem om aftalerne, og det gav en del surmuleri.

Over tid begyndte børnene at tage de nye rutiner til sig. Særligt Sofia, der var syv år, lod faktisk til at synes, at det var sjovt at hjælpe mig med at dække bord og tømme opvaskemaskinen.

Sebastian fik ansvaret for at lufte Maggie. Af og til fandt jeg på lidt mere ”mandeagtige” opgaver til ham som at flytte en stor blomsterpotte, som jeg påstod, jeg ikke kunne løfte.

Når jeg storroste ham for at hjælpe sin gamle mormor, rankede han sig, så jeg måtte skjule et smil.

Nu, hvor jeg havde bandlyst elektronik de fleste af døgnets timer, måtte jeg lægge mig i selen for at finde på andre måder at underholde ungerne på.

Nogle gange tog vi ud på ture til stranden eller et lokalt dyrskue, men det kunne også bare være et par timers brætspil hjemme ved køkkenbordet.

Når børnene blev hentet af deres mor, var jeg dødtræt. Men det var den slags træthed, der kommer af at have været aktiv og tilbragt kvalitetstid sammen.

Trives i tryghed

I dag har børnene accepteret, at sådan er reglerne hos mormor. Børn er utrolige til at tilpasse sig.

Sofia er begyndt at lave perlesmykker, og alt udstyret står fast hos mig, fordi hun bedre kan finde ro til det her.

Sebastian har fået et fodboldmål ude i haven, hvor han øver sig i at ramme plet i nettet. Det er også, som om børnene skændes mindre, måske fordi de er for trætte til det.

Der har været tidspunkter, hvor jeg frygtede, at de i protest ville nægte at besøge mig, men faktisk er det modsatte sket. Nu cykler de tit forbi for at være her et par timer, og Sofia spørger jævnligt, om hun må blive og sove.

Jeg har på fornemmelsen, at mine børnebørn godt kan lide den tryghed og ro, de møder hos mig nu.

Tanken giver mig en varm følelse i maven. Jeg kan i hvert fald gøre mit bedste for at skabe et hjem og en måde at være sammen på, som Sofia og Sebastian har lyst til at vende tilbage til igen og igen.