Sød novelle om samlermani: Udhusets skatte

Det var den første weekend i marts, men solen lunede allerede fra en blå, skyfri himmel. Martin og hans kone, Liselotte, havde sat sig udenfor ved havebordet, hvor de drak årets første formiddagskaffe i det gode vejr. Påskeliljerne stod på spring. Efter dem fulgte tulipanerne, så bøgen og snart ville havens pragt stå i fuldt flor. Det handlede om at nå at nyde det, for sådan et år gik snart hurtigere, end Martin kunne nå at følge med. Lige nu var Liselotte dog mest utålmodig for at få ham i gang med at rydde op i udhuset.

– Det er stadig fyldt med alt dit gamle skrammel, sagde hun.

– Gammelt skrammel? Det kan vise sig at være guld værd, protesterede han.

– Det har du gentaget i årevis, mens du er blevet ved med at proppe udhuset med mere skrammel. Men i denne weekend skal du i stedet køre tilbage med det på genbrugspladsen, hvor du fandt det.

Liselotte klappede et par gange med en flad hånd i havebordet.

– Men … Martin nikkede over mod roserne.

– De skal først klippes ned, når nattefrosten er overstået, Martin. Nu vil jeg heller ikke høre på flere ”men’er” for, at du ikke allerede tømte udhuset for flere år siden.

Liselotte sendte ham sit bestemte blik, der allerede sagde ham, at det ikke nyttede at indskyde flere protester.

Martin sukkede og trak sin kasket længere ned i panden. Da han kom hen til udhuset, slog han krogen af hængslet og så sig omkring indenfor. Han lod blikket vandre på hylderne med alle de ting og sager, han igennem årene havde stillet her. Ting, som andre havde smidt ud, men som han selv havde et helt særligt øje for at se værdien i.

Det gamle kaffestel fra 1980’erne, som nogen bare havde stillet fra sig i en støvet papkasse henne på genbrugspladsen. Selv om det ikke ligefrem var stemplet i bunden som kongeligt porcelæn, betød det jo ikke, at det ikke kunne ende med at blive en mindre formue værd for ham selv. Det var jo kun et spørgsmål om, hvornår netop den stil blev moderne igen. Den tid lod så bare stadig vente på sig.

Han lod blikket glide videre ned på det gamle vitrineskab, som havde været sat ud til storskrald foran en herskabelig villa for endnu flere år siden. Mens ingen andre, og slet ikke Liselotte, havde kunnet se værdien i det, havde han selv set en oplagt god forretning i det. Det engang så stolte snedkerhåndværk skulle bare have nye skruer, slibes ned, males på ny og have sat nyt glas i dørene, så kunne det sælges videre som vintage.

Det var heller ikke håndværksmæssig snilde, Martin manglede, det var bare mere tiden til at få det gjort. Da han nu forsøgte at løfte vitrinen lidt op fra gulvet, faldt de sidste gamle, rustne skruer ud af bagbeklædningen, så det faldt helt fra hinanden. ”Hvor der skraldes, spildes der i det mindste ingen penge,” trøstede han sig selv og løftede den gamle vitrine i flere dele ud til traileren.

Da han kom tilbage til udhuset, faldt blikket på Liselottes damecykel, som hun for længst selv havde erstattet med en elcykel. Selv om hans tanke havde været at sætte den tilbage i tiptop stand, så den kunne sælges videre for en god pris, stod den stadig der med mørnede dæk og var i mellemtiden blevet mere rustfarvet end grøn.

Hvad pokker! I det mindste sparede han nu sig selv for besværet med at få den på hjul igen. Cyklen røg ud på traileren, så en anden handyman henne på genbrugspladsen kunne samle den op og få den gratis glæde af at sætte den i stand.

– Skal du have en hjælpende hånd? råbte Liselotte, der nu selv var i gang med at pudse vinduerne henne i huset.

– Nej, tak, mumlede Martin ud igennem sammenbidte tænder. Han kendte hende godt nok til at vide, at hvis han først lod hende træde ind i udhuset, ville hun selv have tømt det på den halve tid.

Da han kom indenfor igen, faldt hans blik på det støvede låg på grammofonen og de to store højttalere, han også havde fundet stående på genbrugspladsens hylder. Da han var kommet slæbende hjem med dem, havde Liselotte nær fået et føl på tværs. Til gengæld kom der ikke en lyd fra højttalerne, da han havde sat dem til stereoanlægget.

Men det havde bare været at fikse de løse forbindelser og at gå på jagt efter en ny pickup. Ved siden af stod mælkekasserne med pladesamlingen, han siden havde pruttet prisen ned på til et loppemarked. Igen havde Liselotte himlet, da han skrydende af stolthed over sine egne forhandlingsevner var kommet hjem med dem. Hvad i alverden skal du bruge alle de gamle lp’er til? Pladespilleren har du stadig ikke fået til at virke endnu?

Det havde nu heller ikke været det, han havde haft i tankerne. Men at der blandt alle de gamle lp’er kunne gemme sig en skjult skat i form af en førsteudgivelse, som viste sig at være en så stor sjældenhed, at den kunne sælges videre for en større formue!

Da han havde fået hele pladesamlingen vurderet i en musikforretning, der gjorde sig i køb og salg af gamle vinylplader, viste det sig, at de alle som én var slået skæve af tidens tand. Først nu overgav Martin sig til at følge musikekspertens bud og løftede hele pladesamlingen ud på traileren.

– Her, tag fat, denne her er heller ikke længere mere værd end at smide ud, sagde Liselotte, da hun kom gående med den gamle haveparasol. Efter den af pladsmangel i udhuset havde måttet stå udenfor hele denne vinter, var den endt med at bukke under for vind og vejr.

– Men jeg kan da reparere den, så vi kan spare pengene på at købe en ny? protesterede Martin.

Liselotte hævede bare et skeptisk øjenbryn og plantede selv parasollen som et spyd bag på traileren.

– Så er det endelig afsted med første læs, sagde hun mere oplivet, da Martin over frokost satte sig ind bag rattet i bilen for at køre den lidelsesfulde vej hen til genbrugspladsen.

Da han nåede derhen, steg han ud af bilen og kiggede rundt på de store containere. For hver genstand, han løftede ud fra traileren og slap ned i de forskellige containere, lød de skramlende og raslende lyde i hans ører som ærgrelse over alle de forspildte forretningsmuligheder.

Men da han søndag kørte afsted med det sidste halve læs på traileren, måtte han dog i sit stille sind indrømme, at det at slippe sine mange fremtidsprojekter mere føltes som at få løftet vægt af sine skuldre. Han regnede heller ikke længere så meget på, hvad han var gået glip af i fortjeneste, men på hvad han fremover sparede sig selv i ærgrelse over, at han ikke havde tid nok til at omsætte genbrugsguldet til et klækkeligt overskud på bankkontoen. Nu fik han i stedet tid til at holde fri i weekenderne og nyde årstidernes gang i haven, uden at Liselotte konstant var på nakken af ham over alt det, der fyldte i udhuset.

Da han denne gang nåede frem til genbrugspladsen, stod kaffestellet, stereoanlægget og cyklen stadig der, hvor han i går havde stillet dem i hallen til fri afbenyttelse. Nu stod han med det sidste, han manglede at aflevere. Den tunge keramiklampe, han selv havde fundet her med fatning, ledning og selv el-pæren intakt for år tilbage. En rædsel, havde Liselotte med opspilede øjne kaldt den, da han havde hængt lampen op i udhuset for at kaste glans over bunkerne af genbrugsguld.

Selv om han havde medgivet hende, at lampen heller ikke var hans smag, var det jo netop det, der havde været hele tricket i udbud og efterspørgsel. Hvad ingen andre i flere årtier ville røre ved med en ildtang, endte med at blive unika, som alle overbød hinanden for at få fingrene i igen.

Men eftersom ventetiden for den slags lamper stadig lod til at overskride selv hans egen levetid, og hans voksne børn kraftigt havde frabedt sig, at han lod lampen gå videre i arv til dem, var den jo heller ikke længere det værd at ærgre sig over. Da han stillede lampen på de gratis genbrugshylder, værdigede de andre, der så sig omkring, den heller ikke så meget som ét blik.

Martin skævede derimod til sit ur. Den var 10 minutter i lukketid på genbrugspladsen. Selv om Liselotte havde nedlagt påbud om, at han kun vendte hjem igen med en tom trailer, kunne han alligevel ikke besinde sig for at gå en sidste runde for at se, om der skulle være noget andet, der kunne vise sig at være noget værd. I det samme fangede hans blik en kugleformet gulvvase, som han med sikkerhed ikke før havde set stå her. For han havde i det hele taget aldrig før set noget lignende som vasen, dekoreret med kinesiske drager og med en lang cylinderformet hals.

Selv om han kæmpede for at fjerne blikket fra den igen, trak hans ben ham derhen.

Nå ja, der var jo heller ikke noget forgjort i bare at tage et nærmere blik på den. Selv om han ikke havde den mindste forstand på kinesiske vaser, kunne han jo også allerede sige til sig selv, at siden nogen havde stillet den fra sig til gratis afhentning her, kunne den ikke være en ægte vase tilbage fra Ming-dynastiet. Til gengæld vidste han allerede med sikkerhed, hvad den ville koste ham selv i ballade, hvis han viste sig i nærheden af Liselotte med den derhjemme. Han bankede lidt med neglene mod vasen.

Men så igen. Hans næse for at gøre en god forretning havde nok snydt ham før. Men hvad hvis han denne gang tog fejl? Han løftede lidt på vasen. Tænk, hvis nogen med lige så lidt forstand på kinesiske vaser havde fundet den stående på et støvet loft hos en fjern slægtning, de havde arvet – og tænkt det samme som ham – at den ikke var værd at have stående til at optage pladsen hjemme hos dem selv? Alene tanken om, at vasen i virkeligheden kunne vise sig at være en af de sjældne, som man før havde hørt var dukket op de særeste steder i verden, og siden blev solgt på auktion for mange hundrede millioner, gav Martin lidt mere hjertebanken.

– Blev vi ikke enige om, at du ikke skulle komme slæbende hjem med mere gammelt skrammel? udbrød Liselotte, da han parkerede hjemme i indkørslen.

– Men denne gang kan der vitterligt blive tale om et genbrugskup!

Martin løftede gulvvasen ud fra bagsædet i bilen.

– Den har jeg hørt før, Martin!

– Giv mig nu lige en chance til at undersøge priserne på den slag lidt den nærmere!

– Hvis den ikke er ude herfra inden næste weekend, kører jeg personligt den hen til genbrugspladsen, hvor du allerede har karantæne fra at komme resten af året.

Liselotte rystede opgivende på hovedet, mens Martin nikkende børstede støvet af hænderne.

Allerede senere ud på eftermiddagen var Martins håb om at have gjort århundredets kup forduftet. Efter han på nettet havde undersøgt markedet for, hvad lignende kinesiske vaser blev solgt for, var han landet på en sektion til salg på Den Blå Avis. Ingen til salg for over 1.000 kroner, og selv de, der stod til en ren foræringspris, var efter flere år ikke blevet solgt endnu.

– Så hvorfor spilde mere tid på at prøve at sælge den? sukkede Liselotte, mens Martin knipsede et par billeder af gulvvasen for at sætte den til salg for højeste bud i Den Blå Avis.

– Hvis bare jeg kan sælge den for én krone, vil det være nok til at lukke munden på dig, og det i sig selv være hele vasens pris værd for mig, gav Martin stædigt igen, mens hun i stedet gav sig til at bladre i et havekatalog for at undersøge prisen på en ny haveparasol.

En halv time efter Martin havde indrykket annoncen under ”haster,” havde Liselotte for længst fundet en ny parasol til en pris på 999 kr.

Så kom der en sms med et bud på én krone på den kinesiske gulvvase. Det lokale amatørteater havde dog så travlt med at øve det kinesiske syngespil inden forårsafslutningen, at de først kunne nå at afhente rekvisitten i næste weekend.

– Jamen, så svar, at de kan spare pengene og selv afhente den henne på genbrugspladsen, sagde Liselotte.

Martin havde nær erkendt nederlaget, da der kom en ny besked:

”For ikke at spilde hinandens tid: Hvor meget skal jeg minimum byde, før du vil indgå en handel?” stod der.

Martin tøvede med at svare. Selv om han for alt i verden ikke ville gå glip af denne handel, ville han heller ikke starte med at underbyde sig selv.

”Jeg har allerede fået et andet bud, så det er mere et spørgsmål om, hvem der kommer først til mølle,” svarede han i stedet.

”Hvis jeg kan være hos dig inden for en time?” skrev den interesserede køber.

”Så er vasen din for 999 kr.” svarede han med tøsne i maven.

”Vi har en aftale,” lød svaret uden betænkningstid.

– Nå, hvad siger du så til mine forhandlingsevner? smilede Martin triumferende hen til Liselotte.

– Det skal jeg sige dig, når vasen først er solgt til den pris, du forlangte for den! svarede hun.

Kun tre kvarter senere dukkede en ældre, undseelig mand op uden for deres hoveddør. Da Martin bød ham indenfor, besigtigede manden indgående vasen.

– Okay, og du står urokkeligt fast på din pris er 999 kr.?

Martin nikkede tøvende og skævede hen til Liselotte.

– Behold du bare byttepengene.

Manden rakte i det næste Martin en tusindkroneseddel, inden han skyndsomt løftede vasen op i favnen og forsvandt ud ad døren igen.

– Hold da op, han ser lige så tilfreds ud med den handel, som du gør, sagde Liselotte, mens de blev stående i hoveddøren og så efter manden, der i små forsigtige gadedrengehop bar vasen ud igennem havelågen. Inden manden blinkede ud fra kantstenen, nåede de begge at læse, at der med guldbogstaver stod skrevet på siden af hans skinnende varevogn: "Opkøber af guld og international kunst."

– Så det må jeg give dig, Martin. Dér endte du med dine forretningsevner alligevel med at tage fusen på mig. Liselotte gav ham en drillende albue i siden.

– Men hvad hvis den vase i virkeligheden viser sig at være meget mere værd?

Martin knugede tusindkronesedlen, så den blev helt krøllet i hånden på ham.

– Du sagde, at hvis den bare kunne sælges for én krone, var den dét værd for dig. Nu har den handel til og med også sparet mig for at køre den tilbage på genbrugspladsen, og vi kan i stedet købe en ny haveparasol for pengene i næste weekend – og stadig have én krone i overskud.

Liselotte plantede et kys på hans kind.

Martin tog sig i stedet til hovedet. Alene tanken om, hvad den vase måske kunne vise sig at blive solgt for på en international kunstauktion, var slet ikke til at holde ud.

– Med mindre du selv har tænkt dig at byde på vasen, hvorfor så spilde din søndag aften på at spekulere over det?

– Hvis du ikke havde haft så travlt med at få den vase ud ad huset igen ...

– Ja, så havde den stået til evig tid og samlet endnu mere støv ovre i udhuset. Nu kan du i stedet glæde dig over, at andre ender med at få meget mere glæde af den.

Martin fortsatte på vaklende knæ ind i stuen efter hende. – Forstår du slet ikke ...?

– Jeg forstår så meget, at hvis du bare var startet med at overholde vores aftale og ladet den vase blive stående henne på genbrugspladsen, var du ikke endt med at ærgre dig over endnu en handel, du måske er gået glip af nu, svarede hun spidst.

Selv om Liselotte måske nok havde ret, kunne Martin stadig ikke finde fred i sindet. Igen og igen trak den krøllede pengeseddel frem og glattede den ud foran sig igen. Forsøgte at opmuntre sig selv med, at han trods alt allerede havde tjent meget mere på den vase, end han havde turdet håbe på, da han selv havde sat den til salg. Og lige sådan kunne han bryste sig af, at det var hans livs hurtigste handel. Og nu, hvor der endelig var blevet plads i udhuset, ventede der nu og ham mange flere lyse forårsdage ude på terrassen, hvor haveparasollen forhåbentlig ville kunne overskygge bare lidt af hans indestængte ærgrelse!

Martin sad stadig lige bleg og havde ikke kunnet klemme en bid aftensmad ned, da deres ældste datter ringede og overbragte dem de breaking news. Bagefter bad Liselotte ham hente den flaske bobler, de havde fået til deres sølvbryllup for flere år siden og haft gemt til en helt særlig anledning.

– Skål for den lille nye guldklump, vi skal være mormor og morfar til!

Liselotte smilede til ham med lykketårer i øjnene. Da Martin fangede hendes blik, slap han tanken om, hvad han måske selv var gået glip af i fortjeneste i dag.

For hvad end den vase kunne vise sig at være værd for andre, var livet i sig selv alt for kostbart til at ærgre sig over det! Når det kom til stykket, havde han i forvejen været så heldig med alt andet i sit liv, der ikke kunne købes for penge. Og nu skulle han og Liselotte til og med være mormor og morfar for første gang til november. Martin drog en dyb indånding og mærkede ikke bare taknemligheden over det liv, han allerede havde sammen med Liselotte, men at de samme lykketårer fyldte hans øjne.

– En krone for dine tanker? sagde Liselotte, da de den samme aften, var gået i seng.

– Nå, jeg tænker bare på om den dér keramilampe måske alligevel vil nå at blive hypermoderne, når den lille en dag flytter hjemmefra ...

– I så fald kan du være forvisset om, at den rædsel indtil da står til fri afhentning henne på hylderne på genbrugspladsen.

Hun smilede hovedrystende og slukkede natlampen. Så lagde hun sig ind i hans favn, mens han selv gav slip på alt andet end hende.