Kerteminderevyens Hanne Hedelund er en slagfærdig dame

Onsdag, 25. juni 2014

af Johan Isbrand, foto: Morten Mejnecke

Som revyskuespiller er det godt at være slagfærdig. Kerteminderevyens kvindelig tornado Hanne Hedelund afslører her, at hun er det i helt bogstavelig forstand og på håndfast vis har sat kolleger på plads

Hanne er til daglig tilknyttet Odense Teater. Hun kan i år opleves på Tornøes Hotel i charmerende, fynske Kerteminde frem til den 5. juli.

Hanne Hedelund, 57, er en erfaren skuespiller, og måske genkender man hende fra filmen "Kunsten at græde i kor" og tv-serierne "Borgen" og "Forbrydelsen". Men det er kun anden gang, hun prøver kræfter med revyen. Hanne fik sidste år sin revydåb i Kerteminderevyen, og i år napper hun endnu en sæson i den charmerende, fynske havneby.

Men ét er som skuespiller at være morsom på scenen. Noget andet er at komme til at grine på de forkerte steder - eller i det mindste føle en altoverskyggende trang til det. Og det sker ganske ofte.

Hannes kollega Mette K. Madsen er også revyaktuel. Læs om hende her

- Det hænger sammen med, at det er ligeså forbudt at grine midt i en forestilling, som det var at gøre det i geografitimerne i skolen. Og netop det, at man absolut ikke må, gør, at selv de mindste og mest ubetydelige ting kan blive frygtelig sjove.

Populære artikler på familiejournal.dk

Hørt fra børnOpskrift på chokoladekage til fødselsdagSødt ophæng med ugler til barnevogn

Skuespillere i skjul

- I sagens natur må det selvfølgelig bare ikke ske, at alt det, vi står og bygger op, bliver væltet af et grineflip. Og i situationen vil vi stå på hovedet for at undgå det. Ikke desto mindre har jeg oplevet en episode, hvor samtlige skuespillere på scenen simpelthen gik i stå af grin. Nemlig i forestillingen "Play It Again, Sam", hvor Flemming Jensen fik taget lidt for hårdt fat på en grammofonplade, da han skulle have den ud af coveret.

- Den fløj i en stor bue ud over publikum, vendte tilbage som en frisbee og landede lige i panden på en af mine mandlige kolleger. Og her var det så, det hele faldt fra hinanden, for sekundet efter havde vi alle fem travlt med at komme i dækning bag hver sit møbel for at skjule vores respektive grin. Det må have set vanvittigt ud nede fra salen. Selv søgte jeg hen mod en reol, men samtidig noterede jeg mig, at hende, der skulle sige den næste replik, lå på gulvet bag sofaen. Derfor tænkte jeg, at jeg nok måtte sige et eller andet, og det gjorde jeg så. Mine kolleger tænkte åbenbart det samme, så der kom faktisk replikker ud over scenekanten. Det var bare ikke de rigtige. Og det hele foregik efter det princip, at den, der var bedst i stand til at tale uden at grine, sagde noget. Det var tydeligt for publikum, at vi var på dybt vand, og jo hårdere, vi kæmpede, jo sjovere syntes tilskuerne, det var.

Ændrede manuskriptet

Langt de fleste kiks bliver dog aldrig opfanget af publikum. Skuespillerne er nemlig skrappe til at reagere hurtigt og redde hvad som helst i land. Hanne kender dog også udmærket til det fænomen, at visse kolleger ynder at hyle deres medspillere ud af den og få dem til at grine på scenen.

- Det er især visse herrer, der dyrker og opsøger det. Jeg har været ude for, at de samme to "drenge" satte vores forestilling på spil aften efter aften, fordi de på et bestemt sted i teksten altid skulle forsøge at få hinanden på en "griner". Jeg og en kvindelig kollega fik dog nok og stak hovederne sammen. Og samme aften på scenen sprang vi simpelthen et par manuskriptsider over og kom på den måde forbi det risikable punkt i handlingen. Så kunne herrerne jo lære det!

Revyskuespiller og entertainer Amin Jensen er heller ikke kedelig. Læs om ham her

Liv efter døden

- Ligeså irriteret blev jeg i sin tid på min medspiller i Kaj Munks "Kærlighed". I slutscenen lå han og skulle spille død, mens jeg stod ved hans kiste og skulle sige nogle meget smukke og poetiske ord. Jeg blev dog distraheret af hans spjættende mave. Han lå nemlig og fjantede og prøvede at undertrykke et grin. Nu var forstillingen skruet sådan sammen, at alt lyset på scenen på et tidspunkt blev slukket i et kort øjeblik. Og det udnyttede jeg: jeg smækkede ham simpelthen én.

"Du slog mig!" sagde han meget overrasket, da tæppet var faldet. Jeg svarede: "Ja. Og hvis du ikke kan finde ud af at være en stille død, gør jeg det igen!" husker Hanne Hedelund med et grin.