Kære Puk
Mormor kan ikke klare julemaden længere
Som skadedyrsbekæmper skulle Poul Hjortbøl besøge 25 gårde på Bornholm, så dagen var helt besat, og frokosten med to kolleger var henlagt til pølsevognen. Samtidig tjekkede Poul sin telefon. Der var en besked fra Danske Spil om, at han skulle ringe, og Poul, der spillede en enkelt lottokupon, betalt over nettet, havde for nylig skiftet bank. Det nye kontonummer var nok ikke blevet registreret, tænkte han...
Sådan begynder en af historierne i en ny bog af Ole Stephensen. Den tidligere tv-vært undrede sig over, at han, der møder så mange mennesker, ikke kendte én eneste, der har vundet et stort beløb i Lotto!
Via Danske Spil gik han i gang med at kontakte en lang række heldige lottomillionærer. Nogle sagde blankt nej til at deltage i en bog. Andre indvilgede i at fortælle om deres utrolige held, hvis han ville sikre dem anonymitet. Endelig besluttede nogle sig for at stå frem. En af dem var Poul, som i dag tre år efter opkaldet på Bornholm stadig husker det i detaljer.
Beløbet måtte skæres ud i pap
I Ole Stephensens bog refererer Poul muntert, hvordan, han var nødt til at have beløbet skåret ud i pap.Poul forstod simpelthen ikke tallet femtenmillionerethundredeottetyvetusinde og spørger, om der vitterlig er tale om en million - 15 gange?
Læs også: Vær med i Danmarks største skattejagt (link fjernet)
I den efterfølgende tid vendte Poul op og ned på sin tilværelse. Jobbet blev kvittet, og lejligheden i Hvidovre udskiftet med en villa. Et hus med sprossevinduer, som han selv pudser. Poul har nemlig engang ernæret sig som vinduespudser, så den tjans er han selv bedst til - millioner eller ej.
Til gengæld holder der en umanerlig potent bil udenfor. - Min drengedrøm, forklarer Poul med et lykkeligt blik på den funklende Ferrari.
Poul får mennesker til at mødes
Langsomt tegnedes en plan i Pouls hoved. Han var skilt og havde prøvet net-dating uden at bryde sig om konceptet, og han tænkte, der måtte være en smartere måde at møde mennesker på. Det har resulteret i hans to nye net-virksomheder, Events4Singler.dk samt Events4Par.dk. Via hjemmesiderne kan man tilmelde sig alle mulige forskellige arrangementer og derigennem møde nye mennesker. Og hvis nogen bliver kærester som følge af arrangementerne, er det blot en heldig sidegevinst.
Sådan en sidegevinst har Poul selv fået, for da en sød, irsk kvinde meldte sig til et arrangement, ringede hun efterfølgende til Poul og lavede sjov med ham om, at nu måtte han sørge for, hun fik en interessant bordherre. "Hvad med mig?" spurgte Poul, og det var starten på en romance, som har holdt siden.
Mig eller millionerne?
- Lottogevinsten gjorde ellers det med kvinder lidt svært. Jeg følte mig aldrig helt sikker på, om det nu var mig eller millionerne, der var eftertragtet. Men min kæreste vidste intet om mit held - og blev nærmest lidt forpustet, da hun erfarede det, griner Poul.
Han har investeret en hel del af sin formue i sine net-forretninger, som indtil videre har skabt fire nye arbejdspladser, og det var næppe sket uden den helt store gevinst.
Ole Stephensen er vild med Pouls gode historie og fortæller, at historierne i lottobogen ellers er vidt forskellige.
- Men tro endelig ikke, at du bliver mindre misundelig af at læse dem, ler han. Som de fleste af os har også han fortsat den helt store gevinst til gode...
På ski med wellness & familiehygge (link fjernet)