Skuldertaske med broderi

Fredag, 6. maj 2011
af Redaktion
To gamle, storblomstrede stramajbroderier er syet sammen med andre mønstrede stoffer i disse flotte skuldertasker, der bl.a. kan rumme den bærbare
Foto: Jette M. Vesterager
Foto: Jette M. Vesterager

SKULDERTASKE
Materialer: Et stramajbroderi med blomster: min. 30 cm i højden. Kraftigt bomuldsstof i ét eller flere mønstre, der matcher broderiets farver: 1 stk. på 67 x 33 cm (taske) + 1 stk. på 33 x 30 cm (klap inderside) + 2 stk. a 7 x 32 cm (sider) + rest til klap forsiden. Ensfarvet stof til for: 2 stk. a 7 x 32 cm (sider) + 1 stk. på 67 x 33 cm. Kraftig vlieseline + kraftig volumenvlies. 272 cm gjord (30 mm) til hank.

Bemærk
: Taskerne er ekstra foret med blødt volumenvlies, men de kan gøres endnu mere stødsikre, hvis du f.eks. bruger tyndt skumgummi eller lignende som mellemlag

Se forkortelser og brugertips her

Arbejdsgang: Stramajet afmonteres, vaskes og stryges før brug. Der sys med 1 cm's sømrum overalt.

Klap: Klip stramajet til, så det er 30 cm i højden og 33 cm i bredden. Hvis broderiet er smallere i bredden, klippes og sys et stykke mønstret bomuldsstof til den ene side af broderiet, så det færdige mål bliver 30 x 33 cm (dette er klappens yderside). Klip hjørnerne i den nederste side af både klappens inder- og yderside runde (efter en lille tallerken). Stryg vlieseline bag på klappens inder- og yderside, og sy dem sammen ret mod ret, men lad toppen stå åben. Klip sømrummet ned, vend retten ud og pres. Siksak delene sammen foroven og sy en kantstikning hele vejen rundt.

Taske: Stryg vlieseline bag på alle taske- og sidedele. Stryg desuden volumenvlies bag på forstoffet. Sy ydertasken ret mod ret til de 2 sidestykker, klip hjørnerne skråt af. Vend retten ud, pres sømrummene væk fra siderne og sy dem fast med en stikning inde på taskedelen. Sy også den ensfarvede taskedel til de ensfarvede sidestykker, dette er taskens inderdel. Sy yder- og indertaske sammen ret mod ret langs den øverste kant, men lad bagsiden stå åben. Vend retten ud, put foret ned i tasken og pres - pres også sømrummene langs åbningen ned mod vrangen.

Samling:
Stik klappens rå kant ned i taskens åbne bagside og hæft den fast mellem delene. Sy nu en kantstikning hele vejen rundt langs taskens overkant, idet klappen samtidig sys fast. Sy evt. en ekstra søm til forstærkning langs klappen.

Hank:
Sy gjordens ender sammen og pres sømrummene fra hinanden. Læg gjorden sammen, så den er dobbelt (dvs. 135 cm lang) og kantstik hele vejen rundt. Hæft hankens ender på taskens sider, så de går ca. 8 cm ned på sidestykkerne, og sy fast med en kantstikning + et kryds.

Syopskrift: Berith Ann Christensen


Sy også...
Fin pude af skjorter
Grydelapper med citrusfrugter

Sjov med håndarbejde: Pynt til cyklen - se her