Tunøsangen

Tekst: Rudolf Jørgensen / Mel.: Skamlingsbanken

Hist hvor Kattegattes bølger leger ta' mig,
ligger der en ganske ensom lille ø.
Men trods ensomheden holder jeg dog af dig,
når du dæmmer op for havets vilde sø.
Ja, jeg elsker dig, når bølgerne så hvide
og så sagte slår mod strandens våde sten,
og når solens stråler blændende og hvide
favner stranden, som hver bølge slikker ren.
Ja, du er for mig den bedste plet i verden,
her jeg tumled' mig i barndoms kåde leg,
og hvorhen jeg siden kommer på min færden,
vil jeg aldrig, aldrig kunne glemme dig.

Fra din bakke kan vi hele øen skue,
og vi kender hvert et hus og hver en gård.
Dine kyster rækker ej til himlens bue,
der er snævre grænser for, hvor langt du når.
Skønt dit navn jo ej er kendt i vide kredse
- du for mange er en ukendt lille plet -
er du dog for os, som minder har i snese,
nu og altid bare Tunø - ret og slet.
Vi vil værne om dit minde alle dage,
det skal følge os på hele livets vej,
Det kan ingenting i verden fra os tage,
vi vil aldrig, aldrig kunne glemme dig.

Mellem grønne skove dufter vilde roser,
hvide birke folder ud sit lyse løv;
over resterne af lyngbeklædte moser
drysser stolte graner nu sit blomsterstøv.
Når den gule gyvel blomstrer langs med vejen,
og jeg mærker duften fra det store vand,
kan jeg stå og lytte stille og forlegen,
mens' et tusindtalligt fuglekor slår an.
Og når aftenklokken ringer fred og hvile,
førend natten ganske langsomt lister frem.
Da til fjerne barndomsdage tanken ile,
jeg vil aldrig, aldrig kunne glemme dig.

Indsendt af Børge Jørgensen, Snedsted

Se også:
Sange fra de danske øer