Kære Puk
Skal fotos af hans kone stå fremme?
Tine og Ulla har ikke bare hovedet, men huset fuldt af hatte.
Små fikse klokkehatte og bredskyggede selskabshatte. Lune uldhuer og frække filthatte. De sydfynske veninder blev for to år siden forældre til internetfirmaet Hat-Away. Det var Tine, 42 og sygeplejerske, der fødte ideen, og hurtigt fik sin veninde Ulla, 44 år og socialpædagog, med på ideen.
"Herregud, man køber da bare nogle kvalitetshatte i udlandet. Så sælger man dem lidt dyrere. Så tjener man nogle penge, og så skal vi lige ha' nogle papkasser…".
Barnet i os
DRØMMER OM BUTIK
- Ja, vi drømmer da om at få en hattebutik inde i Odense. Vi mangler bare liiiige en sponsor, siger d'damer og letter muntert på hattene.
- Når folk køber en hat hos os, køber de en oplevelse - for det er da en oplevelse at gå med hat, siger Ulla, der selv skifter mellem kasket og hat efter humør og tøjstil.
- Vi har fra starten lovet hinanden, at vi ville være ærlige - vi siger aldrig, at en hat klæder en kunde, hvis den ikke gør det - for det er ikke de få kroner værd, at hatten ligger hjemme på hylden og aldrig bliver brugt, siger Tine.
Helt så let gik det ikke, men et iværksætterkursus og nogle erfaringer klogere, fik d'damer styr på forretningsgangen, og i dag importerer de hatte, huer og hårpynt fra USA, Tyskland, England og Italien. Salget går strygende, ikke mindst når makkerparret tager på messer.
- Ulla står uden for standen og grabser kunderne, og jeg holder fast i dem, når de først er kommet ind foran spejlene, griner Tine.
Ulla og Tine, som begge altid har elsket at gå med hat, garanterer, at de kan finde en klædelig hat til alle.
- Hatte appellerer til barnet i os. Det er udklædningen, det er drømmen om teatret - for inderst inde vil vi jo alle samme gerne stå oppe på den skrå scene og blive tiljublet.
Forskellighed er en styrke
Ulla er mest til de klassiske hatte, mens Tine svømmer hen over de romantiske typer. Forskellen i hattesmag gør, at de holder hinandens indkøb i skak - og så har det lille firma i det hele taget gavn af, at de har kendt hinanden i 20 år og ved, at forskellighed også er styrke.
- Tine er den eftertænksomme og arbejdsomme, som har svært ved at slappe af, siger Ulla.
- Og Ulla er den udadvendte, der kan snakke med alle, uanset om der er noget at sige eller ej, siger Tine.
Se flere af venindernes hatte (link fjernet) på deres egen hjemmeside